D-A-D er aktuelle med deres studiealbum nummer 13, hvor alting er som det plejer. Og det er i dette tilfælde ikke en dårlig ting, for det rutinerede orkester lyder friske, vitale og langtfra pensionsmodne – selvom formlen virker velkendt.
Er der så egentlig nogen grund til at anmelde en plade fra D-A-D i 2024, især på en side som vores, hvor vi hovedsageligt har fokus på vækstlaget og det mere ukendte. Bands og kunstnere, som endnu ikke er brudt ud af undergrunden, eller lige er begyndt at kigge op.
Det kan man ikke anklage et band, som D-A-D, der i år fejrer 40 års jubilæum, for. Og de har nok heller ikke brug for hverken opmærksomhed eller eventuelt rygstød fra vores ydmyge platform. Alligevel synes jeg at det giver mening at kigge på deres nye plade. Både for at bruge D-A-D som et eksempel og et pejlemærke. Og fordi gruppen med sin historiske ballast indtager en vigtig og vægtig position inden for dansk rock. Kan et rockband ældes med ynde og stadig være relevant for yngre lyttere og kolleger?
Med det in mente lyder den nye plade også både som et ekko fra fortiden, en opsummering af bandets historie og udvikling og en understregning af, at man ikke behøver være 40, fed og færdig inden for rocken. Faktisk synes jeg, at D-A-D er inde i en god stime af solide udgivelser efter de famlede lidt rundt på Soft Dogs, Scare Yourself og til dels Monster Philosophy. De seneste to plader har været bundsolide, men nu er det som om bandet lige hanker lidt ekstra op i hængerøven og losser igennem igen.
Bevares, her er intet nyt, men intet nyt er i dette tilfælde godt nyt. Et band som D-A-D behøver ikke genopfinde sig selv 40 år inde i karrieren. Egentlig synes jeg med enkelte undtagelser, at bandet er bedst når de “bare” er og lyder som det de er: et rockband. Den spredte fornyelse og skiftende strømninger, som bandet har oplevet og glimtvis forsøgt at “tappe” ind i, er stille og roligt blevet en del af fundamentet i tilpas fortyndet form.
Således kan man stedvis stadig opleve små glimt af den tungere lyd fra Helpyourselfish på eksempelvis “Strange Terrain” eller “Automatic Survival”. Sen-90ernes mere radiorockede tendenser fra Simpatico kan høres på medrivende “Live By Fire” og “Crazy Wings”. Den tidlige Ko-Punk er, selvsagt udaset fra lyden, men hvor vanviddet udebliver, så er der stadig godt med tempo og punket-energi på et nummer som “Waiting Is The Way”. Der giver pladen et los bagi inden den lukkes ned med den ine, stemningsfulde ballade “I’m Still Here”.
Jeg havde nok foretrukket man havde slanket den knap 54 minutter lange plade en smule. 14 numre er lige et par stykker i overkanten, og man kunne “nemt” have udeladt en lidt gumpetung semi-sumper “In My Hands”. Eller den obligatoriske ballade “Head Over Heels” cirka halvvejs, som nok skaber variation, men også bremser fremdriften en kende.
Der er dog også noget herligt stædigt, gammeldags og egenrådigt over at udgive en 14 numre lang rockplade i 2024. Måske er det i virkeligheden noget af det vi har brug for? Det er et rockbrøl og opråb fra en efterhånden svunden tid, men fra et velsmurt orkester, der insisterer på at være dem selv og ikke lege med på moderne præmisser og TikTok-tendenser.
Og heldigvis er der masser af rigtig gode momenter, og indtil flere stærke sange, at hente i løbet af de 54 minutter. Pladen blæser ud af starthullerne med et stærkt firkløver bestående af “God Prays To Man”, “1st, 2nd & 3rd”, “The Ghost” og titelnummeret “Speed Of Darkness” “, som ligesom sætter tonen og hvad vi kan forvente. Det er helt klassisk rock, som vores D-A-D lavede den. Vi er i trygge hænder og vante omgivelser.
Hvis noget overrasker, så er det, hvor tændte og potente bandet lyder uden, at det virker forceret eller forpustet. Det lyder… fedt?! Bandet spiller fedt og det LYDER fedt, Binzer synger som om de 40 år ikke har sat deres spor på stemmebåndet, melodierne står i kø for at komme først ud af højtalerne. Det emmer kort sagt af overskud.
Første peak er pladens tredje nummer, “The Ghost”, der trods den lidt anonyme titel byder på antydningen af noget nyt. Især i Cobbers guitarspil og lyd er sangen (og måske pladens?) højdepunkt. Det lyder himmelsk! Stilen er en blanding af klassisk vindblæst Vilde Vesten rockguitar, som man kender fra bandet og noget mere drømmende.
Sådan er der spredte godbidder pladen igennem, en plade der grundet længden næsten naturligt kommer til at cruise lidt i baggrunden, som den skrider frem. Så, mens man sidder med kaffen, eller står og banker madpakken sammen, trænger elementer fra numre spredt ud over hele pladen igennem. Glimt der hænger ved og som vækker gensyns glæde ved gentagne afspilninger.
I det hele taget er der nok gode grunde til netop at sætte pladen på igen og igen. Den er, trods nævnte spilletid, relativt lyttevenlig og nem at komme igennem. Det var en kompliment, også at man kan tjekke lidt ud og ind undervejs og bare lade den spille videre. Der er ikke rigtig noget her, som irriterer eller giver akut kløe i “skip”-fingeren.
Det er bare en god, gammeldaws habil rockplade, som hvor far lavede den, og som måske kun vores D-A-D kan slippe afsted med at lave den herhjemme nu til dags. Moderne? Næh! Velkomment? Ja. Og en understregning af at man KAN ældes med ynde inden for en ungdomsfokuseret genre uden, at lyde som desperate gamle, rynkede rockdinosaur.
PS: Og lad os SÅ få dem tilbage på Orange!
Af Ken Damgaard Thomsen
