Demon Head er aktuelle med deres 5. album på 10 år, deres hidtil længste og mest ambitiøse værk. Væk er knallertrocken, i stedet er udsynet og doom/goth-rock lyden endnu mere stor og episk. Bandet forsøger samtidig at kombinere det med noget mere umiddelbart end tidligere, men lykkes det?
Det er jo tillokkende, at besvare det spørgsmål, jeg selv stiller med det samme. Men svaret bliver nok et lidt vagt “måske?”. Jeg er efter en del gennemlytninger af Through Holes Shine the Stars nemlig stadig lidt i tvivl om, hvad jeg egentlig synes om albummet. Hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting.
Selvom Demon Head med egne ord har sigtet efter at gøre musikken endnu mere tilgængelig og umiddelbar, så bliver jeg nemlig umiddelbart ikke fanget af de 8 numre. Da jeg første gang satte åbningsnummeret, “The Chalice”, i gang gik der kun kort tid inden jeg befandt mig i drømmeland
Jeg faldt bogstaveligt talt i søvn, og vågnede først da afslutteren, “The Vessel Is Willing”, var ved at rinde ud lidt over 3 kvarter senere. Fra det bombastiske udlæg, til en mere udsvævende og epilog-klingende lukker, var jeg tilsyneladende tjekket ud. Anden gang skete det kraftedeme igen! Så tredje gang sørgede jeg for ikke at læne mig for godt tilbage på sofaen, men tog albummet med ud i den friske luft. Da kom jeg igennem, men tjekkede alligevel mentalt lidt ud, som pladen skred frem.
Er Through Holes Shine the Stars virkelig så kedelig eller søvndyssende? Jeg kender dog lignende resultater fra andre situationer. Hvis jeg skal have garanti for en lur, skal jeg bare sætte et eller andet på, som interesserer mig, eller på anden vis taler til mig. Det kan lyde selvmodsigende, men det får mig åbenbart til at slappe så meget af, at jeg falder i søvn…
Albummet ER altså ikke en effektiv sovepille, fordi det er kedeligt. Det er dog stadig ikke helt det samme, som at jeg er 100 % overbevist eller solgt. På papiret er der ellers mange elementer til stede her, som burde tiltale mig. Lange numre, ret ambitiøs sangskrivning, stor lyd fra både instrumenter og vokaler, og en følelse af et band, der satser, spreder vingerne, hopper ud og tror på, at de kan bære.
Det fungerer også fortrinligt i glimt som på den tunge “Every Flatworm” eller den episke “Frost”. Andre perioder, som “Wildfire”, har jeg igen lidt svært ved at fastholde koncentrationen og musikken glider lidt i baggrunden for mig. Efterhånden som jeg lyttede mig igennem albummet en håndfuld gange, sneg en anden følelse sig ind. En form for monotoni i musikken. Selvom Demon Head egentlig lykkes med en ganske afvekslende og dynamisk sangskrivning, så hænger der en tåge af ensformig- og/eller forudsigelighed i de dommedags-doomede og goth-rockende toner.
Den unisone vokal fra de to vokalister, Marcus Ferreira Larsen (vokal) og Birk Gjerlufsen Nielsen (guitar/vokal), bliver enslydende at lægge ører til. Her kunne man godt savne noget af den dynamik, som der ellers opereres med i sangstrukturerne. Som så alligevel synes at rumme en fremgangsmåde, som man vænner sig til i løbet af de fortrinsvis lange numre. Derfor skiller et nummer, som “Draw Down The Sky” sig også positivt ud med sit mere galoperende tempo.
Ambivalensen skinner altså igennem på flere punkter, ligesom selvmodsigelserne lurer. Kan en plade på samme tid være dynamisk og afvekslende, men alligevel overordnet føles en kende ensformig og monoton? Åbenbart?
Der bliver det også en anbefaling med forbehold herfra. Jeg vil jo altid opfordre til, at man bare lytter og danner sig sin egen mening, det her ER bare én mands mening. Men i dette tilfælde vil jeg lige understrege det. Through Holes Shine the Stars er ingenlunde et dårligt album, men det er en “både og” oplevelse for mig i sidste ende.
Af Ken Damgaard Thomsen