Bandet med navnet, de har lånt fra støjrockere, tager på Hope Has A Place en ny, mindre kantet retning og skriver sig dermed ind i post-punk revival-genren.
Udvikling er godt, men der hænger stadig spørgsmålstegn om hvor godt CtB gør sig i et felt, hvor der er mange om buddet.
Det skal siges, Catch The Breeze er et super velspillende band. Tre mand høj leverer de en fuld lyd, hvor bassen står tydeligt frem med løb op og ned af gribebrættet, mens et utal af guitareffekter skaber sfæriske stemninger – ja til et niveau, hvor man flere gange tænker, at det da for så vidt godt kunne have været synths (hov! Pressematerialet nævner også, at der er indhentet hjælp fra Lowly til synth-spil).
Alle numre på Hope Has A Place lyder derfor rigtig, rigtig godt og der er meget få fingre at sætte på den del af pladen.
Men’et!
Som det nok fremgår af første afsnit, er der dog et men:
– Der er nemlig ikke meget kant tilbage i Catch The Breeze og det støjende har måttet lade livet for vellyden. Denne gode produktion hiver i høj grad den egentlig også ganske udmærkede vokal frem – men lægger også et fokus på teksterne. Et fokus, det ikke rigtigt synes, de helt kan bære.
Der er ikke noget i vejen med at synge om håb og andre, opbyggelige emner.
Det kommer dog flere gange til at virke lidt for direkte og ikke helt så dybtfølt, som jeg håber det er ment. Det er simpelthen for pænt det hele.
I et nummer som Lack of Awareness bliver det meget tydeligt, da der leges med at have for meget selvtillid og ikke helt forstå det. Lidt for direkte, lidt for upersonligt til at der rigtigt er bid i det – og igen ganske velmenende.
Nummeret og teksten bliver dermed ikke særlig meget bedre end når der i Glass Prism berettes om, hvordan der ses blå i øjnene hos én eller anden unavngiven.
Catch The Breeze har med Hope Has A Place bevæget sig lydmæssigt væk fra My Bloody Valentine og Slowdive og mere i retning af bands som White Lies, der også ret beset har kæmpet med at ramme formen fra debuten.
I post-punk feltet er der flere om buddet og måske er melodierne og det lidt polerede billede bare ikke helt nok til at gøre sig netop her.
Ok. Nu tror jeg de fleste har fattet, at jeg ikke er den helt store fan af det granvoksne menneske, der prøver at øse ud af erfaring.
Men erfaring er jo mange ting, og shit den lyder godt, den her plade!
Det er super lækkert fra start til slut og det er vist heller ikke så mange, der lytter så indgående til tekster… Så som et produkt af folk, der har været mange steder og fundet ud af hvordan sådan en lyd skal skæres, er det en virkelig flot plade!
Det er derfor mit håb, at Hope Has A Place på den måde vil finde sit publikum hos dem, der ser noget andet i teksterne end jeg og som kan nyde denne vellyd og produktion.
Ud fra det perspektiv er dette et højdepunkt for Catch The Breeze, selv om eksempelvis Into The Wide bestemt ikke er nogen produktionsfiasko.
En slutlig kommentar må være, at Catch The Breeze på Hope Has A Place også er afstået fra den mere vandrette tænkning i numrene og der vitterligt ikke findes et fem minutter langt nummer på pladen. Det er ikke ubetinget nogen skidt ting, men illustrerer igen et band, der bevæger sig væk fra noget, der var lidt særegent i kongeriget.
Jeg er – som det nok fornemmes – ikke overbevist om, at post-rocken byder på en lysende fremtid for bandet, men respekterer ønsket om at prøve noget nyt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til det lidt atypiske uptempo-nummer, Glass Prism her:
