Skæv og ambitiøs indie-galskab fra København, med ekkoer fra de britiske øer. Det er hvad Less Win disker op med på deres sprælske udgivelse Great.
Oprindeligt udkom Great i 2012, men i første omgang kun på vinyl. Nu er albummet blevet tilgængeligt digitalt så flere kan få fornøjelse af det, og er man til den mere udfordrende og knap så snorlige indie med post-punk tendenser, så er det en plade man ikke bør snyde sig selv for. Less Win fortæller selv, at pladen handler om “tvetydighed, forvirring, afmagt, selvtægt, overophedning, S/M, ondskab, forvrængning, selvglæde, død, klaustrofobi, illusion, tvivl, ensrettethed, rastløshed og til tider intethed”. Det kan måske lyde en kende prætentiøst eller overambitiøst, men det har ifølge bandet selv ikke været hensigten, og er ej heller det indtryk, den i sidste ende efterlader.
Great er indspillet i bandets øvelokale og vokalen efter sigende på toilettet, ikke at det sidste er viden af afgørende betydning for nydelsen af musikken, men det demonstrerer dog den lidt uortodokse tilgang, bandet har haft til indspilningen. Noget, der også afspejles i musikken, som uden skelen til genre-konventioner og -grænser hopper i alle retninger, hapser inspiration og samler det i 11 generelt meget vellykkede numre.
Vi lægger ud med et par korte numre, inden sangene tiltager i længde og afslutningsvis kravler op over 8 minutters spilletid. “Comienzo” er lidt over ét minuts syret indledning, med forvrænget støj og skæve lydflader, der straks får signaleret, at Less Win har i sinde at gøre tingene på deres måde. Den kun halvandet minut lange “A Million Faces” drøner ud af højtalerne, med distanceret “kold” vokal og masser af støjende guitar, en effektiv lille sag, som trods sin meget begrænsede spilletid, er blevet en af mine favoritter på pladen. “GeBe” forsætter med en dominerende guitar i forgrunden, imens trommerne skramler løs et sted længere væk. Vokalen nærmest vælter ud i hovedet på én i et delirisk tempo, det er forvrænget og underproduceret, så det stort set er umuligt at høre, hvad der synges. Stemmen benyttes her næsten som et ekstra instrument i en fortættet lydmur, der kværner fremad i et turbulent tempo.
På den ligeledes tempofyldte, og noget aparte, “Zyla”, mødes vokal og melodi først rigtigt i omkvædet, i nummerets andre sekvenser virker det lidt som om det er to forskellige sange, der opererer indenfor en løst defineret ramme. Effekten er ikke at nummeret falder fra hinanden, men giver det i stedet for en dejligt dirrende og febrilsk fornemmelse, hvor man aldrig helt ved, hvor den bevæger sig hen ad. Hvilket i bund og grund er noget der gør sig gældende for Great hele vejen igennem, og også er noget af det, der med til, at hæve udgivelsen over gennemsnits indie. Nu skrev jeg “omkvæd”, men Less Win arbejder, som I måske kan fornemme, med nogle ret løse sangstrukturer, og i hvert fald ikke nogen, der helt følger de gængse normer. Sangstrukturerne opløses aldrig helt, eller sprænges til atomer, men der twistes og tweakes så musikken det meste af tiden fremstår lige lidt skæv, løssluppen og i ordets bedste forstand “alternativ”. Den musikalsk slut-60’er inspirerede “Wired” lyder for eksempel som en melodi fra Jack Whites skuffe, men med en lidt mindre brovtende end normalt Tom Waits på vokal. På samme tid et vældig catchy nummer, men også et, der lige laver krumspring nok til, at man ikke bare kan slå autopiloten i lyttecentralen til – i hvert fald ikke hvis man vil have alle de små finurlige detaljer og krumspring i musikken med.
“Dream Overdose” virker umiddelbart som et af de mere konventionelle øjeblikke på Great. Et nummer der indledningsvis følger en mere “normal” sang progression og opbygning, men der er stadig ikke rigtig noget man kan kalde et decideret omkvæd til stede, mere et ophold i den pulserende melodi. Pludselig lyder det også som om der sidder én udenfor lokumsdøren og hamrer på en gryde. Sådan er der konstant små pudsige ting og sager, at opdage i musikkens lag. “Real Fire” drejer for alvor Less Win i en stenet retning, tempoet er sat ned, men guitaren slår stadig heftigt gnister imens der semi-croones løs på vokalen. En anden af mine personlige favoritter på Great – det er sgu et pænt sært nummer, men den har det dér udefinerbare “noget”, som suger én ind i sangen og éns hjerne helt af sig selv begynder at genererer en masse billeder.
Den hæsblæsende, og lidt bistre, “I Forget” afbryder forestillingen i skallen på mig, og efterlader mig samtidig, som et af de få numre på pladen, lidt indifferent overfor hvad jeg hører. Her fræser Less Win bare lidt ligegyldigt af sted for mig, uden at jeg helt kan definere hvorfor? Sangen hiver mig bare ikke helt ind i sit univers, som mange af de andre. Så er jeg mere med på “Aquarium” og de “buu buu” lyde der bobler ud, imens en lidt Pixies-agtig melodi gemmer sig et sted i lyd-løjerne.
Næstsidste skæring, og pladens næst-længste med sine 5 minutter, starter ganske normalt, eller så normalt det nu lige bliver i Less Win’s univers. Godt drive og masser af fart i indie-ræset, men det ender brat i anden halvdel af sangen, hvor det hele siver ud i mere spacy toner, som en atmosfærisk lydcollage. Nummeret går næsten ubemærket over i afslutningen “Great Expectations”, som indledes med en simpel og gentagende guitar melodistump, inden syren også sniger sig ind her. Bandet formår igen at lave rigtig meget larm og skaber en fyldig lyd, med tilsyneladende simple og begrænsede virkemidler, som om de står i stort tomt rum, men fylder det op med tæt støj, imens intensiteten stiger.
Great er en særpræget udgivelse, der på den ene side lyder såre simpel i sit udtryk, men samtidig stritter i mange retninger og er læsset med utallige små spidsfindige detaljer, der tilsammen skaber et rigt lydbillede. Dele af det er velkendte byggesten, men Less Win leger opfindsomt med dem, så albummet hele tiden gennemstrømmes af opfindsomhed og en skævhed, der kræver, at man holder ørerne åbne. Bandet selv fremstår lige så mystiske som deres musik, hverken på deres Facebook, hjemmeside eller i pressematerialet er der info om medlemmerne. Det er helt sikkert et bevidst valg, så musikken kan tale for sig selv, hvilket den også gør i udpræget grad – den skriger faktisk på opmærksomhed, men uden at det føles anmassende eller som nævnt indledningsvis, prætentiøst. Nogen ville sikkert kalde det alternativt “bare for at være alternativ”, men giv det lige et lyt inden I dømmer, det her er en af de mere spændende udgivelser fra et dansk band i nyere tid. Lidt krævende, jovist, men stadig inkluderende og sært dragende. 5 mystificerede stjerner herfra til et band, der har deres helt egen stil og stemme.
Anmeldt af Kodi
Less Win Great udkommer digitalt d. 25/2 via Pad & Pen Records. Er allerede udsendt på vinyl igennem Sixxxxx Records.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
