Baal
Denne anmeldelse bør nok læses med en information i baghovedet: jeg har nærmest været rejsende fan af Baal i tidligere tider .
Som I kan læse i tidligere anmeldelser af koncerter fra da vi gav stjerner, så er der også noget at forvente af bandet. Som jeg muligvis har nævnt tidligere, så kender jeg ikke noget nationalt eller internationalt, der kan helt det, Baal kan.
Dog er der lidt malurt i bægeret: Time Is Old fra 2019 har jeg givet en noget lunken anmeldelse og jeg oplever i et vist omfang at Baal har fulgt hvad jeg kalder Tori Amos-kurven; startede spændende, udfordrende, kantet og stærkt patetisk ud i karrieren. Men som alderen (og sikkert forældreskab mv) satte ind, forsvandt kanterne, det udfordrende og meget af det, der nok vakte interesse.
Det betyder i hvert fald som minimum at man må omstille forventningerne og det har jeg så nok også efterfølgende gjort så min tilgang til Circles fra i år er en anerkendelse af at Baal jo heller ikke kan være unge, udfordrende rockmusikere hele livet og at Bjørn Fjæstads vokal, trods alt, stadig er helt, helt fantastisk i især de patetiske leveringer.
Endelig har mit fanskab også været påvirket af et lidt sært forhold; efter de første tre plader, har jeg ikke sådan rigtigt brudt mig om bandets plader. Eller. Jeg har været lidt skuffet over dem – indtil jeg kom til en koncert med bandet, hvor tingene faldt på plads og pladerne pludselig blev meget mere lytteværdige end før koncerten. Fanskab er noget mærkeligt noget, og skal vi finde noget positiv mening i denne særhed i mit sind, så må det vel være, at Baal ikke for sjov af både os på GFR og andre steder løbende er blevet kaldt ét af Danmarks bedste live-bands.
På Grimfest er Baal super tjekkede (lydtjek ordnet et kvarter før koncertstart) og har tydeligvis besluttet at spille en klassisk festival-koncert, hvor der er godt fat i ‘det publikum vil have’.
Det bliver til en time med tung overvægt af numre fra debutpladen, Sensorama.
Og hold nu kæft, de spiller fedt!
Dog ER det jo Baal, så der åbnes med et langt stykke opera, hvor bandet i øvrigt har lånt en frase fra i ét af deres numre. I see what you did there!!
Chronical Love Song åbner – komplet med scream fra keyboardspilleren (der vist sammen med Fjæstad er de eneste medlemmer, der spillede på den plade), vi får Bubble Fake, Let It Flow, King Media, Fall And Rise, Bikerhead, Eurodope og selvfølgelig The Last Show On Earth fra pladen som afsluttende nummer.
Baal var tændt, Bjørn Fjæsted on fire og der blev ikke drillet alt for meget med fraseringer som der ellers har været tendens til i tidligere koncerter: Det her er en festival, der skal lægges op til fællessang – og fællessunget bliver der i hvert fald deroppe, hvor jeg står foran. Ulasteligt klædt med sort kjortel, kasket, solbriller og messekrans-halskæde (?) fungerede Bjørn som indpisker, Lundsgaard (med i øvrigt PRÆGTIGT hår!) høvler tung lyd, og Skjærbæk – ja, han arbejder intenst med bassen. Bag trommerne arbejdes der også sten-hårdt. Ikke mindst da strømmen (vist?) går under et nummer, og trommer fortsætter ufortrødent indtil der er hul igennem igen. Var det en gimmick, eller er de bare så tjekkede?? Imponerende var det i hvert fald!
Der faldt også et par numre, der ikke var fra Sensorama – heriblandt det på dagen ganske fremragende When You’re Dead, Boy, fra den ovenfor kritiserede Time Is Old. Det nummer passer i den grad også ind i hos Baal i det teatralske hjørne og da det stiger i tempo er det fremrangen og kulminerer i nem sing-along på et tralle-stykke. Hey! Det er det der med at Baal live altså kan noget!!
Koncerten varierede mellem det ultra-tjekkede og så næsten klædelige fejl, hvor Bjørn får sunget de forkerte vers på de forkerte tidspunkter og skal der endelig være en (lille) anke, så skal det være at Fjæstad ofte kiggede ned på tekster, han tydeligvis havde kørende / liggende bag en monitor.
Men! Det er fandme også menneskeligt og det gav ingen slinger i valsen.
Er jeg lidt hæs i dag? Ja! Fanboy’en fik, hvad jeg kom efter og eneste reelle anke er, at jeg godt synes Baal kunne have spillet en time mere (selv om de faktisk gik over tiden).
Vil jeg gerne møde op igen i dag, hvis Baal igen opfordrede til og dirigerede laa-laa-la-la koret i Eurodope igen? JA!
Der er muligvis gået lidt inflation i at udråbe Danmarks bedste live-band. Men Baal kandiderer og det var en decideret fornøjelse at opleve den usnobbede tilgang til at “nu skal I have hva’ I vil ha'” og er overskud, jeg i den grad savnede hos Guldimund. Unfair sammenligning, men bare for at sige, at det altså gør en verden til forskel når musikere ‘har’ hinanden og spiller godt sammen.
Sikke en booking!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
