Metalmusikken har haft nogle rigtig gode år i Danmark, men nu hæver århusianske Boil barren yderligere, med et ambitiøst nyt album der momentvis tangerer et mesterværk. Der er plads nok til både store armbevægelser og det inderligt knugende, på en plade med højt til loftet og mørke i kælderen.
Boil blev dannet tilbage i 2004 og har været et band, der tager sig god tid til at udgive ny musik. Da debutten Vessel udkom i 2007 gik en del af kritikken på, at bandet gik navne som Tool, Katatonia og Deftones lidt for meget i bedene. Pladen fik en nominering som “Årets Debut Album” ved Danish Metal Awards med på vejen, så ligheder med forbillederne til trods, var modtagelsen generelt god. Efterfølgeren A New Decay fra 2010 tog Boil’s toner i lidt blødere og mere mainstream venlig retning, hvilket jeg personligt fandt en smule ærgerligt, for de havde fat i noget på Vessel, men endnu engang var pressens modtagelse overordnet positiv.
Nu er der gået knap tre år siden Boil senest gav lyd fra sig, og ventetiden har bandet brugt til at arbejde med den musikalske formel og indsamle materialet der er kommet til at udgøre grundstoffet på aXiom. Albummets tekster er inspireret af en række samtaler/interviews bandet har ført med psykisk syge og sindslidende personer, især folk der lider at skizofreni. Disse menneskers historier danner grundlag og udgangspunkt for lyrikken på aXiom – der er blevet en art konceptplade, hvor de enkelte sange afspejler de sindslidendes tilstand, tanker, syner og fortællinger.
Der er ikke tale om et stramt opbygget koncept, hvor vi skal fra A til B eller følger en sammenhængende narrativ. Det er et fragmenteret og flimrende musikalsk blik ind i det menneskelige sinds mere dunkle og uforståelige kroge, der rummer alt fra fortvivlelse, raseri, forvirring, usikkerhed, vanvid, paranoia, selvmordstanker og andre mørke følelser og tanker. Alt sammen kanaliseret ud igennem albummets tolv afvekslende sange.
Det kunne i mindre kompetente hænder være endt i en noget fortænkt og prætentiøs omgang følelsesporno, men Boil slipper forbløffende godt fra det ambitiøse projekt. Ikke mindst fordi emnet behandles med den fornødne respekt, det bliver aldrig udleverende og de enkelte sanges fortælling og følelser er tilpas generelle og rummelige, så man uden nødvendigvis selv at være sindslidende kan genkende nogle af følelserne og hovedpersonernes sindsstemning. Det helt afgørende er dog naturligvis om selve musikken holder – og det gør den. I den grad. Det er selvfølgelig ikke alle numre der musikalsk tiltaler mig lige meget, men jeg vil vove pelsen og påstå at der ikke er et eneste dårligt nummer på aXiom.
Som nævnt kommer vi godt rundt i de mere dystre afkroge af den menneskelige sjæl, hvor bandet igennem både stille og mere udfarende numre, får afsøgt og udtrykt de dunkle følelser med et ret varieret musikalsk udtryk. Hvis vi skal starte med et nedslag, så bliver det de mere aggressive steder på aXiom, de der samtidig for mig er de musikalsk mindst interessante. De gengiver fornemmelsen af vrede med fin opfarende energi på et nummer som “Sunbound”, næstsidste sang på aXiom, og kontrasten til de mere stille eller eftertænksomme stunder på pladen fungerer glimrende, men disse tiltaler mig bare lidt mere på dette album end aggressiviteten. Boil har dog fuldstændig kontrol over det forrygende tempo i “Sunbound”, den lidt skingre skrige vokal i verset kanaliserer overbevisende et frådende raseri, inden et mere melodisk “omkvæd” for en kort stund bringer lidt tiltrængt ro ind i sangen. “Blink Of An Eye”, som med en turbulent indledning overfalder lytteren midt på pladen, er eneste nummer hvor jeg lidt føler at Boil kommer til at buldre derudaf, bare for at buldre. Der er momenter af skønhed når forsanger Jacob Løbner udbryder “There is redemption / In a blink of an eye”, men det bastante bulder vender hurtigt tilbage. Sangen formår dog, at slå en faretruende og hektisk stemning an, så bare fordi jeg ikke lige er vildt begejstret for sangen som helhed, så er den bestemt ikke virkningsløs.
Det er en af de helt store kvaliteter ved aXiom, du kommer måske ikke til at elske alle numre ubetinget, men ingen af dem føles overflødige eller nytteløse – deres overordnede stemning og tone appellerer nok bare til forskellige mennesker, alt efter det sindelag man er i. Hvis det ikke lige er de umiddelbart udfarende og voldsomme følelser der præger/plager ens krop og sjæl, så er der også fundet plads til de mere stille og afdæmpede af slagsen. Det bliver nok ikke meget mere stemningsfuldt, på den nedbarberede måde, end på den smukke “Darkest”, hvor Boil pludselig fremstår nøgne og sårbare, “I have no one left here to blame”, lyder det i den lille sørgmodige ballade. Kontrasten til de mere eksplosive numre demonstrerer, at Boil er blevet et modent orkester, i ordets bedste forstand – man fornemmer en dybde og eftertænksomhed i de rolige passager på pladen, som virkelig klæder bandet. Selv et lille instrumentalt mellemspil som “Ashes” virker hverken forceret eller påtaget, men viser blot alsidigheden i bandets musikalske formåen, og er ikke mindst endnu et eksempel på de mange trin i følelsesregistret vi kommer igennem på aXiom. I dette tilfælde uden brugen af ord.
Den nedtonede sang der for mig står allerstærkest, er afslutningsnummeret “Almost A Legend”. Her bliver det, af mangel på bedre ord, virkelig smukt. Smukt på den lidt triste måde, hvor fortvivlelse og længsel lurer i de tilsyneladende rolige toner bandet frembringer, ikke mindst i Løbner’s vokal, der med stille desperation i stemmen suger én helt ind i sangen. Samtidig viser nummeret en anden og mere melodisk side af Boil, hvor det er tydeligt at bandet har en veludviklet sans for “den gode melodi”. For der er også hitpotentiale gemt blandt de dystre stemninger. Som på “Sever The Tie”, et pragtfuldt nummer der indledes med en pulserende rytme i bedste Tool stil (og der havde vi den obligatoriske sammenligning), og vokser mod et smittende omkvæd. Ikke at nummeret følger den gængse radiovenlige opbygning, faktisk sker der utroligt meget i sangens knap 4 minutter, med adskillige retningsskift undervejs, uden at det kammer over, men trods det, er der en klang af “hit” over den. Man sidder i hvert fald med fornemmelsen af, at hvis de ville, så kunne Boil frembringe en vaskeægte radiobasker. Og det gør de så på den ultra catchy “Moth To The Flame”. Hvis det nummer ikke bliver samlet op af en eller anden radiokanal, så er der noget galt i radio-land. Den skriger til himlen af radiohit, med sin medrivende og “lette” melodi, samt et meget syng-med-venligt omkvæd. Ikke at teksten, der synes at handle om en, der er på randen til at springe i døden, er specielt opløftende at synge med på. Et nummer du på godt og ondt kan nynne med på efter første gennemlytning. Det er dog samtidig også det nummer man risikerer hurtigst at blive lidt træt af på aXiom – så voldspil den nu ikke for meget derude, den er glimrende, men slid den ikke op!
Det bringer os frem til mine absolut favorit numre på aXiom, de mere progressive metalnumre. Der er “alternative” og eksperimenterende detaljer spredt ud over hele albummet i den lækre og fyldige produktion, frembragt af Jens Bogren (Soilwork, Opeth m.fl.), men de kommer helt op til overfladen på åbningsnummeret “Sphere” og en trio af sange, “Equilibrium”, “Heretic Martyr” og “Vindication” som du finder på anden halvdel af pladen. Den atmosfæriske “Sphere” åbner albummet med en følelse af krybende frygt og utryghed, indtil sangen rejser sig helt op under loftet og vugger meditativt mod enden. En forrygende indledning, der får en i den helt rette stemning – man aner det dystre der bekæmper lyset. En lettere paranoia sætter ind.
“Equilibrium” er udstyrsstykket på aXiom, et voldsomt muskuløst nummer, hvis tunge udbrud føles som en støvle på ens brystkasse. Teksten “snakkes” indledningsvis hen over det bombastiske metalnummer, inden et højtragende omkvæd blæser ud af højtalerne. Et formidabelt nummer. Den efterfølgende “Heretic Martyr” er ikke mindre formidabel, der begynder med march-trommer og tilbageholdende guitarspil, indtil det hele eksploderer i ren fortættet og stemningsfuld metallisk fryd. “They feed you lies / Hold you down again…” messer Løbner, som jeg endnu engang må fremhæve for en fornem og stærk vokal-mæssig indsats. Men han får hele vejen igennem aXiom kamp til stregen af et uhyre velspillende og stramt band – man skulle næsten tro de gejlede hinanden op til at levere deres bedste, så ingen løber med æren alene? Den ikke mindre fremragende “Vindication” afslutter “trilogien” af sange, pladens længste nummer med sine knap 8 minutter, hvor Boil igen kommer godt rundt i manegen. Det er tungt, iørefaldende, storladent, kontrolleret, eksperimenterende, varieret og dragende. Alt sammen på samme tid, uden at det virker rodet eller hægter lytteren af.
Som I sikkert kan fornemme er aXiom lidt af en mundfuld, men aldrig på en måde hvor man har besvær ved at sluge den. Jeg har styret udenom at gengive for meget af teksterne og de tanker de sætter i gang, det må være op til den enkelte hvad man lægger i dem. Det er den samlede stemning på aXoim skaber der er pladens største force for mig, hvor enkelte løsrevne sætninger eller tekstpassager pludselig sætter nogle tanker i gang eller skaber meget levende mentale billeder. Det er en plade der kræver, at du giver den tid og plads, men det er ikke på en måde hvor man føler at man skal anstrenge sig, eller at man bliver lukket ude af et introvert band. De dunkle temaer til trods, så virker pladen meget indbydende og inviterende, hvilket ikke mindst skyldes det imponerende musikalske overskud og finesse, som det hele leveres med af Boil.
Det her er et album du ikke slipper foreløbig når du først er kommet indenfor. At der så er dele af den varierede klang som tiltaler mig mere end andre, ændrer ikke på at det samlet set fremstår som et modent, helstøbt og spændende værk. Det er uden tvivl, på tværs af genrer, det bedste album jeg indtil videre har hørt i år. 5 store stjerner til Boil.
Udkommer d. 15/2 igennem ViciSolum Productions
Anmeldt af Kodi
Læs vores reportage fra Boil’s releasekoncert på Radar i Aarhus
Se videoen til ‘Vindication’ herunder.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
