Home Anmeldelser Juni 2024 Crocell: Of Frost, Of Flame, Of Flesh (Album/Anmeldelse)

Crocell: Of Frost, Of Flame, Of Flesh (Album/Anmeldelse)

335
0
  • Crocell må siges at være en sværvægter i metalverdenen og vanddæmonen med en stor fanbase (og en hotdog opkaldt efter sig???) dukker nu igen op til overfladen med et nyt album, der er sjette fuldlængdealbum.

Da jeg så Crocell for efterhånden en del år siden på Royal Metal, var jeg noget undervældet: Hvad var al denne hype om? Jo, det var da et fint metalband, men jeg forstod ikke hypen?
Det gør jeg desværre stadig ikke. Of Frost, Of Flame, Of Flesh for mig fremstår lidt ordinær, synder ved at have mange sortendedelesnoder – men få skift i toner og akkorder.
Når det så er sagt, så vil albummet gøre sig godt som skoleeksemplet på old school metal – med sin growl, sine terts-guitarer og dobbelt stortromme. Er der smæk på titelnummeret på under tre minutter? Ja!
-Er der flere hints til punk end blot den korte spilletid på dette nummer? Også ja.
Flere gange er selve sounden mere punket end typisk metal og da det ellers godt potente Chanting Fire breaker ned og overgår til langsomt råbende vokal, er associationen snarere til mockumentary-bandet De Skrigende Halse, end et genreledende metalband. 

Ret skal selvfølgelig være ret: Trommerne får alle de tæsk, de skal have og også her er der ofte grinds og sortendedelesnoder en masse.

Det, der fungerer bedst er, når Crocell varierer.
Jeg har derfor en fest i et nummer, der holder sig til vand-temaet, som Vortex.

Med en god bund i starten, afsindige grinds i trommerne og release i refræns kan det noget, der desværre savnes lidt ofte på pladen: Fremstå brutalt og vedholdende. Her veksles der mellem grind og boogie og det er i bund og grund meget festligt det hele.
Med syv minutters spilletid når nummeret at være ganske varieret med glimt af noget potent og er pladens højdepunkt sammen med det opfølgende titelnummer, der følger op med smæk-i-skallen og er super meget to the point.

Åbningsnummeret, Search of Solace, er på den konto også ganske fedt med et næsten lidt atypisk og næsten symfonisk breakdown efter der er slået hårdt og marcherende i gang.
Når pladen så afsluttes med en tilsvarende melodisk Epilogue, så er der i hvert fald bundet sløjfe på albummet. At de begge også er numre, der fader i afslutningen, kaster igen-igen lidt malurt i bægeret. 

Helt overordnet undrer det mig lidt, at metallen har udviklet sig i retning af den mere punkede – og ikke så potente – sound.
Jeg fristes til at sige, at jeg endda har hørt punkbands med større held trække i den anden retning og blive mere metalliske (og tighte) i deres sound. 

Fair nok, referencen er også blandt andre ting thrash som vel pr definition er lyden af motorcyklen, der chopper derudaf. 

Selv om der forsøges med variationer, så opleves pladen mere som pølse end den chili con carne, hotdog’en, bandet har lagt navn til, er toppet med.
Det betyder ikke, det er dårligt – hvem kan ikke lide en hotdog? (ej, jeg stopper nu!) – men det er som om variationerne ikke når helt ud i pappet, at det aldrig bliver sådan rigtig potent og det generelle indtryk derfor bliver lidt, ja, undervældende. 

Jeg kan godt høre, at der er tale om et band, der bygger bro mellem det punkede, det thrashede, et mere symfoniske og det mere klassiske død. Det er selvfølgelig smag og behag, men jeg hører det som om, bandet er gået i stå på nogle af alle disse broer og ikke kommer ud i yderkanterne. 

Jeg håber, der er nogen derude, der synes Of Frost, Of Flame, Of Flesh har været ventetiden værd – det er ikke en dårlig plade, og den skal nok finde sine fans blandt diverse faithful.

Jeg hører dog noget andet.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleRF’24: Must sees for åbensindede og eventyrlystne rockister
Next articleRF’24: Reportage, introduktion, manglende information og en duft af Roskilde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.