Vi har endelig fået smagt lidt på foråret, og sammen med naturen spirer det også hvad nye singler angår. Indbakken bugner igen, og denne gang er der blevet lyttet til godt nyt fra blandt andet Statisk Støj, Smag På Sig Selv & Luna Ersahin, Offernat, Løsgænger, Omsorg, HunBjørn, Salver, Juncker & Bossy Bo og Tyrants & Kings.
Ingen omgang Repeat og tilhørende liste uden at de bøjelige regler… bøjes. Et biprodukt af kommende album er, at mange kunstnere når at udsende 3-5 singler med kun få ugers mellemrum, inden pladen overhovedet udkommer. Med en “udgivelseskvotient” på cirka én gang månedligt på Repeatlisten gør det selvsagt, at jeg kommer til at halse lidt bagefter, hvad disse kunstnere angår.
Det gør også, at jeg vælger, vrager eller skubber singler lidt fra bestemte kunstnere, hvis jeg kan se det klumper lidt sammen. Så flest muligt kan komme til fadet her, og for at sikre lidt variation. Alligevel sniger der sig så to numre fra samme kunstner med denne gang, da de har udsendt en såkaldt dobbelt-single… Der er smuthuller i mit fine system!
Der er også en form for højsæson for nye singler, så på visse datoer klumper udgivelserne sig sammen. Det gør, at der kan opstå lidt flaskehals og at jeg er nødt til at skære et sted, så sange der er udkommet på samme dato bliver fordelt så de omtales med en måneds mellemrum. Det lever vi lige med.
Så denne gang ser feltet med 25 kandidater til en plads på Repeatlisten således ud:
Herreholdet – “De Er Væk Nu”, Bastett – “Hov”, Statisk Støj – “Mit skelet lyser svagt”, WHO ARE YOU – “Yesterdays”, Smag På Dig Selv & Luna Ersahin – “Negirî”, Skullclub – “Kong Krykhusar”, Withering Surface – “Where Dreamers Die”, Simon Lynge – “Dark Brown Eyes”, Offernat – “Where Nothing Grows”, Aron Dahl – “Lock&Key”, Kindsight – “Acid Island 45”, BÆNCH – “Skipped a Step”, Falderebet – “Ind I En Storm”, Karen Nice – “Lidt Efter Lidt”, Løsgænger – “Kan Du Se Mig?”, HunBjørn – “When You Wing It”, Tiger På Spring – “Into The Light”, Maria Montell & Laid Back – “M.A.G.I.C.”, Glasgriber – “Pia P”, Omsorg – “Resurgence”, Lea Kampmann – “Pappírstunn”, Tyrants & Kings – “End of An Endless Day”, Juncker & Bossy Bo – “Klap’ Dig En” og Salver – “Skjul/Løfterne”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Statisk Støj – “Mit skelet lyser svagt”
Bag Statisk Støj gemmer sig en gammel kending fra undergrunden, nemlig Jacob Faurholt, der tidligere har udgivet lo-fi musik under kunstnernavne som Crystal Shipsss og i eget navn. Her befinder han sig igen i vante, trygge rammer, den let-melankolske og semi-triste indie-sanger-sangskriver, sovset ind i lo-fi æstetik så det klistre.
Men Faurholt kan altså et eller andet med små, enkle melodier, der bare sætter sig akut fast og er svære at ryste af sig, endsige lade være med at nynne med på. Der er noget 60er pop naivt over stilen, som hvis The Beatles blev rippet for alt pynt. 90er indie undergrund ala Sparklehorse og andre sørgmodige helte, men uden at det giver en lyst til at hoppe i havnen.
Det kan give en følelse af, at sidde i stuen hos Faurholt og lytte til ham klimpre lidt løs på den akustiske, eller spille den nyeste, måske ikke helt færdige demo for dig. Men selv i sin nøgne, uslebne og blottede form er melodi og stemning bare så god og smittende, at der ikke behøver gøre mere ved det. Det er less is more når det fungerer allerbedst.
Smag På Dig Selv & Luna Ersahin – “Negirî”
Jeg har været omkring Smag På Dig Selv og deres truttende, struttende og i hvert fald ganske originale hovedsageligt instrumental-jazzede udskejelser et par gange. Singler som “PGO HOT 50” og “PVC” stressede mig dog mere end fik mig med på deres beats. Men NU sker der sgu’ noget, som fuldstændig får skovlen under mig med “Negirì”.
Og det er ikke kun den vidunderlige feature fra AySays forsanger Luna Ersahin, der brager igennem med hendes smukke ryst og vildt medrivende kurdiske “hyl”. Det er også nummerets næsten techno-trampende tunge beat og den gennemgående anarkistiske følelse, der river mig med.
De tunge rytmer smelter sammen med noget, der lyder som kurdisk folkemusik. Den er konstant til stede, som en form for varm lim, der binder og holder nummeret sammen. Begge dele, de tunge beats og de folkemusikalske toner, er dansable, på hver deres måde og skaber en sang, der er medrivende på flere fronter.
Det her føles som et kampråb, en opfordring til at gøre fælles front, ramme klubben, dansegulvet og hvad man ellers kan finde af mere vedkommende kampzoner. De 5 fængslende minutter føles ikke et sekund for længe, mens man holdes i et stramt musikalsk jerngreb af et sprællevende orkester.
Påtrængende og overrumplende, DANS FOR HELVEDE. Eller slås?! Sved igennem, gør noget!
Offernat – “Where Nothing Grows”
Og så til noget helt andet. Over 16 minutters rejse ind i den mørke nat, hvor intet tilsyneladende gror. Det er naturligvis langt for en single, men vi befinder os over i det sort-metalliske, så ikke uhørt fra disse vindblæste og dunkle kanter.
Offernat formår at holde min interesse fanget med et afvekslende og godt opbygget nummer, der netop bygger op, bryder ned og op igen flere gange. Det starter som lyn, torden og heftig storm, ud over de kulsorte og golde stepper. Forpint lyder det, når vokalens skrig gjalder ud i den kolde nat, men selvom bandet spiller med 180 i timen, er der stadig plads til små nuancer og brud hist og her.
Vi får den obligatoriske og forventede opbremsning på halvvejen, inden helvede bryder løs igen. Der er heller ikke tale om de store nybrud eller overraskelser. Ikke at det gør noget, slet ikke når det er kompetent og medrivende udført som her.
Som nummeret skrider frem vokser ambitionerne, og armbevægelserne følger med. Heldigvis er de stærke og kan bære sangens stigende vægt, inden sangen langsomt begynder at fordufte eller forsvinde ud i natten.
Løsgænger – “Kan Du Se Mig?”
OK, den her var jeg ærlig talt lidt lunken overfor indledningsvis og måske stadig lidt i tvivl om. Men den kan et eller andet, og indeholder i hvert tilfælde et ret fedt omkvæd.
Det gør sådan set ikke noget, at jeg ikke er helt sikker på HVOR godt jeg synes om en sang – det betyder i det mindste, at jeg har en holdning til den. Og at den fremtvinger nogle reaktioner. Hvilket altid er at foretrække frem for skuldertræk og ligegyldighed.
Er det pop? Ja, på sin vis. Men også lidt indie, eller Minds of 99 “rock”. Løsgænger holder sig på moderne vis ikke til en enkelt genre, men låner lystigt her og der og sætter det sammen på sin egen måde. Omkvædet rammer forholdsvis sent, vi skal 1 minut og 20 sekunder ind i det lidt over 3 ½ minutter lange nummer.
Opbygningen dertil er ikke dårlig, det er bare ikke helt min smag og stil, det er… fint! Men så sker der noget, Løsgænger går mere rendyrket, iørefaldende pop i omkvædet. Som er virkelig godt og catchy med en melodi, der er lige til at trælle med på. Og så ser sangen sig sådan set ikke tilbage, det er som om Løsgænger er kommet helt op i fart og rette gear.
Så det er sådan set også et ret vellykket nummer, hvad opbygningen angår, hvis lytterne lige hænger på. Jeg synes bedre og bedre om sangen for hvert lyt, hvilket også kunne vidne om en vis slidstyrke. Barometeret svinger nok fra lunken til varm.
Omsorg – “Resurgence”
SMASK, lige i dit grimme FJÆS. Så er der “punk”, eller noget larm, der lyder som om det er indspillet og brager ud fra en skummel, ildelugtende kælder. Jeg kan ikke spille musik, eller skrive sange (så vidt jeg ved), men hvis jeg kunne, så ville det med en vis sandsynlighed lyde lidt henad Omsorg og “Resurgence”.
Det var måske et kompliment? Eller pral? Anyway, Omsorg og deres dejligt korte single tiltaler mig og min smag. 2 minutter, ikke så meget pis og fedt, afsted derudaf så det lavloftede kælderlokale ryster og bliver alt for hurtigt overophedet. Kønt er det ikke, men smukt alligevel. Det lyder som et band, der tæver tonerne ud af deres instrumenter, og en forsanger, der ikke tænker over, om stemmen skal bruges til noget vigtigt i morgen.
Og så er de fra Åll’arn, så hvem fanden kan have noget imod Omsorg af denne slags?!
HunBjørn – “When You Wing It”
HunBjørn basker igen med vingerne, og her mener jeg det også som at der er en elektronisk summen over sangen, der får den til at lyde som en kunstig sommerfugl. Den er både smuk, men også lidt ildevarslende og faretruende, mens HunBjørnen næsten rappe-synger eller messer.
Det giver en samlet fornemmelse af noget, der både er organisk og naturligt, og det modsatte. Igen kommer jeg til at tænke på en sommerfugl, en farverig en af den slags, hvor den på en måde ser kunstigt fremstillet ud.
Der er samtidig noget insisterende over HunBjørns vokal og sangens pågående drive, der blot stiger som sangen skrider frem. I hvad man kunne kalde sangens omkvæd falder tempo og fremdrift en anelse, til gengæld skrues der op for lydtrykket og tyngden.
Et dynamisk nummer med masser af nuancer, hvor varme og kulde, det organiske og det kunstige mødes og smelter sammen. Er man fan af eksempelvis The Knife eller Fever Ray, så var det muligvis en musikalsk vingebasker fra en HunBjørn, der er værd at tjekke ud.
Salver – “Skjul/Løfterne”
Dobbelt-singlen jeg nævnte indledningsvis kommer fra Salver, det lever op til navnet og leverer punkede skudsalver med høj kadence. Det giver også mening, at de to singler er udgivet samlet, de “taler” fint sammen og ligger i naturlig forlængelse af hinanden.
I denne sammenhæng synes jeg nok bedst om åbningssalven “Skjul”, der viser at Salver ikke kun kan spille hårdt og hurtigt. Det er et ret alsidigt nummer, der rummer en fin opbygning- og spændingskurve. Indledningsvis var jeg en kende irriteret over den let teatralske, maniske og meget udtryksfulde vokal. Jeg vænnede mig dog hurtigt til den, og det er tydeligt at der netop også er tale om et stilistisk valg. Og et der er et vigtigt redskab i musikken.
Salver arbejder sig op mod et dramatisk klimaks i “Skjul”, hvor vokalens tiltalende mani og flossede bitterhed kulminerer i et emotionelt og dirrende klimaks. Der er drama på drengen her, i et nummer hvor man bare venter på at bandet eksploderer fordi, det HELE BARE ER FOR MEGET, MAAAAAND.
Juncker & Bossy Bo – “Klap’ Dig En”
Hvor kom den fra og hvad pokker foregår der egentlig her? På papiret kan et samarbejde mellem sanger sangskriver Juncker og rapper/producer/Østkyst Hustler m.m. lyde lidt besynderligt. Resultatet ER også noget barok og besynderligt, men jeg elsker det?!
Det er nærmest bevidst øretæveindbydende og enerverende, fra måden der synge-snakkes/små-rappes på, over den irriterende fængende gyngende rytme til den lamme tekst. Alt her skriger provo! Og det er helt sikkert en del af pointen, for tror ikke vores fortæller nødvendigvis er en man behøver at holde af eller med. Og så alligevel for hans trang til at klappe omgivelserne en er skræmmende relaterbare, om ikke videre charmerende.
Juncker er en sangskriver, som i lang tid har ligget luret i min bevidsthed, og på det seneste er blevet ved med at møve sig ind. Især på Spotify, hvor han har det med at dukke op hist og her, når spillelisterne får lov til at køre ud. Du husker ham måske bedst fra storhittet “Mogens og Karen”, men resten af bagkataloget rummer altså en del gedigne sange. Både hvad angår fine melodier og stærke tekster, men “Klap’ Dig En” stikker ret voldsomt ud.
I dette tilfælde på bedste vis, selvom det er et nummer, der næsten tigger om at blive hadet. Det har jeg svært ved, den sætter sig fast, er smittende som bare fanden og så er den… sjov?
Tyrants & Kings – “End of An Endless Day”
Vi runder af med et nummer, eller orkester, der har ladet vente på sig. Nemlig Tyrants & Kings, der ikke har udsendt et album siden RunMarchBurn. Da jeg besøgte dem en vindblæst dag i marts 2015, i en nedlagt flyhangar i Måløv lidt uden for Ballerup, var de så småt gået i gang med album nummer 4.
Nu er der endelig kommet en single til den kommende plade!
Verden og mennesker forandrer sig på et årti, og hvis man regner med, at Tyrants & Kings ville annoncerer deres genkomst med et rockbrag, så bliver man nok overrasket. For rockbandet vælger en noget anden vej og satser på en stille sniger, hvor stemningen og atmosfære er i højsædet.
“End of An Endless Day” inviterer en ind i et knugende og dramatisk mørke, men det er det stille drama. Dog med masser af følelser og patos, selvom musikken holder igen og nærmest fremstår minimalistisk. Det er som om der holdes igen med de store voldsomme udbrud for at give plads til noget andet. Måske er der noget der stikker dybere, der kommer helt inde fra?
Det gør også at sangen nok er lidt et sats som single, da den umiddelbart ikke gør det store væsen af sig. Her er tale om et nummer, der skal have lov til at simre og kravle ind under huden på en. Og peger frem mod en plade, Sketches For A Requiem, der efter sigende rummer “smuk og forslået tusmørke-rock”. Pladen er ude den 31/5, og hvis “End of An Endless Day” er et fingerpeg, så er den ventetiden værd.
Og naturligvis et garanteret solskins- og sommerhit!
Korte Kommentarer
Som man måske kan fornemme på ovennævnte, så er det generelt et stærkt felt denne gang, hvor der er kamp om pladserne. Det gør også at en del singler under andre omstændigheder muligvis ville have stået endnu stærkere. Faktisk er der ikke nogle deciderede dårlige numre med i bunken denne gang.
Jeg vil dog lige fremhæve de “bedste af resten” uden at det dermed skal lyde nedladende. Eksempelvis har færøske Lea Kampmann tidligere markeret sig på Repeatlisten med nummeret “Telji upp í hundrað”. Opfølgeren “Pappírstunn” er smuk og velsunget, og meget stemningsfuld. Men også en kende rolig og stillestående, og uden de store særpræg ud over at der synges flot på færøsk. Det er VIRKELIG en nydelse at lægge øre til.
Der er også flere solide kandidater mellem de mere hårdtslående navne end de ovennævnte, blandt andet er der nyt fra Withering Surface. “Where Dreamers Die” er en fed, storladen semi-symfonisk metal af den lyttevenlige slags. Der er ikke så mange knaster i overfladen, men er man til stilen og genren, så er det her sgu’ et kompetent bud.
Også BÆNCH er lige ved at få skovlen under mig med deres “Skipped a Step”, der var helt fremme i forreste del af feltet indtil jeg skar den fra. Jeg syntes, at jeg jeg var ved at have “nok” af toner, der læner sig over i det punkede – og så måtte jeg svinge kniven. Jeg får associationer til The Walkmen og deres møgfede 90er hit “The Rat”? Ikke en dårlig ting! Det er nok et af de navne, som man lige bør holde ekstra øje med i den kommende tid. Denne gang blev de lige overhalet af et par andre beslægtede kunstnere, der løb med min opmærksomhed.
Trods titlen, “Ind I En Storm”, så er en af de største forcer ved Falderebet den ro band og forsanger udstråler. Det er klassisk, melodisk radio poprock, der virker flasket op på navne, der dominerede genren i 80erne og 90erne. Uden at Falderebet lyder lige sådan, så synes jeg at de havde passet ind i en radioflade med navne som R.E.M., ældre Love Shop, U2 og den slags. De lyder på ingen måde bedaget, der er bare noget genkendeligt, rart og helt igennem kompetent over foretagendet.
Den anden side af den form for medalje kunne være navne som Maria Montell eller Glasgriber. De byder ind på hver deres nummer, der virker som om tiden er løbet fra dem. Montell forsøger et comeback med assistance fra Laid Back. Det lyder desværre lige så sløjt, som man kunne frygte. Glasgriber slipper lidt mere nådigt fra deres bud på dansksprogetpop, men her er temaet det store problem.
Hvis man ikke har et eller andet nyt, eller bare et eller andet med et personligt aftryk at byde ind med, så har jeg hørt sange nok om Mona, Susanne, Eva, Pia Larsen eller i dette tilfælde “Pia P”. Sorry.
Baskett er sangerinden Olivia Barretts bud på en sang om “the male gaze”, udsendt i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag. Sangen handler om objektificering og forsøget på at underminere seksuelt frigjorte kvinder. Lyrikken (og den tilhørende musikvideo) spiller (selv)bevidst på overfladiske ting som stiletter og stripkultur. Baskett og sangen er fin, vuggende pop, jeg synes om attituden og den selvsikre fremtoning, men jeg mangler lige det allersidste.
Sanger Simon Lynge er næsten i den modsatte grøft. Der mangler ikke selvtillid, men det er enormt pænt, høfligt og ganske uskadelig radiopop. Her er en lys og varm tone, imødekommenhed og endda et gennmgående fløjtetema. Det virker oplagt til airplay på P4/5 stykker en rolig formiddag, hvor ingen skal have kaffen galt i halsen. Lidt kaffe-host ville være OK.
Kaffen galt i halsen kan nogle sikkert få til brovtende og larmende Skullclub, der er klar med endnu en single fra deres nyeste album. Denne synes jeg bedre om end den forrige, “Kong Krykhusar” er mindre pirat-punk og mere sørøver-rock. Store bølgeskvulp og vind i sejlet, og en kampklar melodi, der får gang i det stive træben. Arrrrrrg.
Og dermed ohøj for denne gang, der var nok at tage af, så vi nåede desværre ikke omkring alle numre. Måske næste gang?
Føjes til Repeatlisten: Statisk Støj, Smag På Dig Selv & Luna Ersahin, Løsgænger, HunBjørn, Salver (Skjul), Omsorg og Juncker & Bossy Bo.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: HunBjørn pressefoto
