Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Vega Nova: Lovesongs For The Dead **** (4/6)

Vega Nova: Lovesongs For The Dead **** (4/6)

1967
0

Bag denne overskrift finder man en gedigen og til tider meget medrivende omgang elektro-rock. Bandnavnet er nyt, men folkene bag er et par rutinerede herrer, der ellers mest er kendt for hårdere og mere metalliske toner.

Vega Nova består af Jeppe Christensen (vokal, synth) og Jesper Tilsted (guitar, bas, synth), der tidligere mest har været kendt for at slå deres (metal) folder i Raunchy. Projektet har i det stille været på vej siden 2008, og begyndte med mailudveksling af musik og idéer, inden Christensen og Tilsted satte sig sammen og færdiggjorde sangene i et studie. De udtaler selv at målet har været, at “skrive rockmusik med højt til loftet, blandet med elektroniske elementer”. Og det er faktisk, kort sagt, hvad vi får på Lovesongs For The Dead‘s 11 energiske numre (12 hvis man tæller et remix af førstesinglen “”Daylight” med).

Indledningsvis vil jeg lige sige, at elektro-rock normalt ikke er en genre jeg er specielt meget i berøring med. Så det, der kan lyde frisk og velfungerende i mine ører, er muligvis forudsigeligt og fortærsket i mere trænede.

Mine forventninger var umiddelbart ikke kæmpestore da jeg trykkede “play” – mit kendskab til elektrorock begrænser sig næsten udelukkende til, hvad jeg har hørt i radioen de seneste par år, hvor genren synes at have domineret æteren – især på P3. Turboweekend, When Saints Go Machine, Veto og alle de andre større eller mindre navne, har erobret hitlister og suget opmærksomhed til sig. Og en del af mine lave forventninger til Vega Nova skyldes, at jeg tænkte at nu måtte den genre da efterhånden have haft sin tid – ankommer Vega Nova ikke lige lovligt sent til festen?

Ikke i den forstand, at man altid kan have brug for en fest i hvert fald, for de 11 synth-rockende numre har faktisk stort set alle hit- eller partypotentiale.

Førstesinglen “Daylight” sparker sagerne i gang, og den skriger til himlen af radio airplay potentiale, med vers og omkvæd der straks hakker en krog i lytteren. Det er i det hele taget en af de store styrker Vega Nova besidder, evnen til at lave nogle umiddelbart fængslende melodier, som rammer lige ned i ens centrale hitcenter. Noget af det første der slår mig, i min higen efter et sammenligningsgrundlag, er at musikken på en måde minder mig lidt om Carpark North, når de er bedst!

Sangene er en tilpas blanding af hårdtpumpede, pompøse og poppede på den gode måde. Et fint eksempel herpå, er “Into Somewhere Else”, der lægger afdæmpet ud, inden sangen vokser i storladen stil, så man næsten automatisk kaster armene i vejret og vugger med. Også et af de numre på Lovesongs For The Dead, hvor jeg synes deres metalbaggrund skinner igennem. Lidt modifikationer og tungere instrumentering, så har du et højtragende metalnummer. Dette skyldes ikke mindst brugen af rigtige trommer på pladen. Oprindeligt var planen ifølge Vega Nova kun at bruge programmerede trommer. På opfordring af producer Jacob Hansen, blev trommeslager Martin Pagaard Wolff hentet i studiet og tilføjede “ægte” trommer på de indspillede sange. Det tilføjer helt klart Vega Nova’s klang en mere organisk og metal-tung bund, som løfter sangene.

De (trommerne) får ikke altid lov til at dominere lydbilledet lige meget, på et nummer som “Vaxeene” træder de lidt mere i baggrunden, og sangen får et mere maskinelt præg. Det fungerer såmænd også glimrende for Vega Nova, selvom rockdrengen i mig foretrækker de sange, hvor man mere føler de “levende” instrumenter. Tilgengæld kan man så kaste lidt mere opmærksomhed på vokalen i de numre. Jeppe Christensen har en lettere lys og højstemt vokal, der virker skræddersyet til Vega Nova’s samlede lyd. Den er en fin blanding af nærværende og køligt distanceret, der matcher de futuristiske toner musikken naturligvis indeholder i sin elektroniske del. På det punkt er Vega Nova ikke så langt fra en af inspirationskilderne i Depeche Mode.

Det mærkes måske tydeligst på “Bliss”, hvis melodiske elektrobund sender tanken i retningen af de britiske forbilleders maskinpark, imens det rockede lag og vokalen ovenpå drejer nummeret i en mere nutidig retning. Christensen er ingen Gahan, der er ikke noget sort-klingende mørkemand over hans vokal, men den fungerer lidt på samme måde – den tilfører deres lyd en menneskelighed, der gør at man nemmere suges ind i lyduniverset, i stedet for at det hele drukner i dunkle maskinelle toner. Nu skal det ikke lyde som om vokalen hos Vega Nova når Muse’ske dimensioner for højdramatisk lys- og skingerhed, slet ikke. Muse ER dog også en af inspirationskilderne, måske ikke så meget afspejlet i selve Vega Nova’s overordnede klang, mere i mindre skala. På et nummer som “Touch The Sun” blandes den futuristiske elektro-rock på vellykket vis med mere dansevenlige elementer, noget Muse har eksperimenteret med gentagende gange i løbet af karrieren, navnligt de senere år. Men igen, Vega Nova forstår at dosere ingredienserne, så der ikke opstår smagsforvirring eller for kraftig smag af et af de tilsatte elementer.

Der er faktisk en del variation i detaljerne at finde hos Vega Nova, og generelt et ret højt bundniveau. De eneste numre der ikke rigtig fanger mig er “Push It” og “Astral Plane”, der begge findes på anden halvdel af pladen. Bestemt udmærkede sange, men de rykker ikke helt i mig som størstedelen af de resterende. Lovesongs For The Dead går på ingen måde i stå i sidste halvdel, der er stærke numre som de nævnte “Bliss”, “Touch The Sun” og den stemningsfuldt afdæmpede afslutter “Let Go” – der viser en anderledes og mere knugende side af Vega Nova’s sound. “Problemet” er nok, at albummet lægger voldsomt medrivende fra land med den nævnte “Daylight” og den perlerække af potentielle singler efterfølgende. Det gør, at anden halvdel af pladen overskygges lidt af den første.

På første halvdel finder du udover “Daylight” og “Into Somewhere Else” sangene “Please Try This At Home”, “Serene” og “Revertigo”, der alle på hver deres måde strutter af hitpotentiale, og det skal ikke forstås som et skældsord. “Please Try This At Home” og “Revertigo” lægger i naturlig forlængelse af “Daylight”, med forbandet catchy og radiovenlige omkvæd. Godt skruet sammen! “Serene” har en mere dyster klang, men stadig et omkvæd der straks fanger én, samt en dramatisk grundstemning og et Muse-agtigt melodiskifte midt i sangen . En af mine personlige favoritter på pladen.

I lange stræk er der ikke rigtig en finger at sætte på Lovesongs For The Dead. Fyldig og lækker produktion, der ikke bliver FOR poleret, gode melodier, fermt sangsnedkeri  – i det hele taget en indbydende plade. Min største anke, og den trækker lidt ned, er at pladen føles lidt for lang. 8 af sangene varer omkring 4 minutter eller derover, det lyder måske ikke af så meget, men for mig føles det alligevel lidt i overkanten inden man er nået igennem. Det er muligvis også en del af grunden til, at anden halvdel af albummet ikke virker helt så umiddelbart fængende som første halvdel gør. Lidt trimning af enkelte numre, eller en sang eller to færre, havde måske styrket helhedsindtrykket.

Det trækker ikke voldsomt ned, men gør at Lovesongs For The Dead som samlet værk ikke kommer helt op at ringe. I en tid hvor digitale platforme, som for eksempel iTunes, dominerer markedet, og man frit kan vælge og vrage blandt sange på et album, er det dog et mindre problem. Og dette album virker nærmest perfekt designet til at man plukker sine 6-7 favoritter ud og skamhører dem. Jeg tvivler dog på, at det har været tanken med pladen fra Christensen og Tilsted’s side, men det er det indtryk jeg på godt, og lidt ondt, sidder med. Fremragende sange med masser af hitpotentiale, men over et helt album lidt for stor en mundfuld for mig. Jeg kvitterer med 4 af de større stjerner, for et vellykket spring fra metal-genren over til elektro-rocken.

I vores Q&A med duoen (som du finder her), beskriver de selv albummet, som værende egnet til køkkenfesten hvor der må ryges – så I der frygter en dansefest, og I metalfyre med armene på kors ovre i hjørnet, giv pladen en chance. Der er masser af forskelligartet festpotentiale, at finde på Lovesongs For The Dead.

Anmeldt af Kodi  

Lovesongs For The Dead udkommer d. 23/1-2013, følg med på deres Facebook side

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

Previous articleJacob Bellens – Heart of Africa – 23/1-2013
Next articleThe Raconteurs – Carolina Drama – 24/1 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.