Vinterferie! I hvert fald for nogle (lidt endnu), ikke for Repeatlisten, som tromler videre ind i 2024. 25 nye singler er kørt igennem maskineriet, blandt andet er der blevet lyttet til Sasha Adrian, Blazing Eternity, Fraülein, Ida Kudo, William Braüner, Black Swamp Water, This Is Not America, Kajsa Vala og mange, mange andre.
Skal vi bare springe over formalia? Skulle man være ny læser, så bliver spillereglerne hurtigt ridset op i den første udgave af Repeatlisten for i år. Ellers er pointen jo ganske enkel: vi skal have fundet MINE favoritter blandt de nye singler, som der er blevet lyttet til i denne omgang.
Som nævnt bestod lyttepuljen denne gang af de maksimale 25, og de var som følger:
Blazing Eternity – “One Thousand Lights”, Sasha Adrian – “IMDB”, Alexander Woods – “Forget It”, HunBjørn – “Words Don’t Disappear”, Ida Kudo – “Let’s Rewild The World”, Ashes of Billy – “Feel you around”, Meltway – “Unstrained”, Emilie Schøitt – “Sonoran Desert”, William Braüner – “Autopilot”, Nicklas Sahl – “Except Me”, Elektrisk Hegn – “Katapult”, Kira Martini – “Better Life”, Aegteskab – “Checking Out”, xo nina – “teenage temper”, Black Swamp Water – “Revenant”, Nye Katastrofer – “Mindes Du”, WHO ARE YOU – “Back in the Days”, N.P. York and the Fools – “The Waves”, This Is Not America – “If I didn’t see it, was it even there?”, Situationsfornærmelse – “Bessefar”, Kajsa Vala & The Mukherjee Development – “Have You Ever? (Been In Love)”, De Genfødte – “Eventyr”, Skullclub – “667”, Anders Hjernø – “Aske” og Fraülein – “Blind Vej”.
I betragtning til Repeatlisten kom:
Blazing Eternity – “One Thousand Lights”
Et af tegnene på en god single/sang, i hvert fald af den slidstærke slags, er dem som måske ikke lige blæser en omkuld ved første lyt. Men som har noget, der får en til at vende tilbage og kunne lide den mere og mere for hver gang. Sådan en størrelse er “One Thousand Light” fra metalbandet Blazing Eternity.
Det navn lyder muligvis lidt corny. Og det er bandet lyd og dette nummer måske også? Der er tale om old school, episk doom/goth metal, hvor der er godt med vind i håret og under vingerne.
Bandet eksisterede i første omgang fra start-90erne op til 2004, efterfulgt af lidt spredt fægtning. Nu er gruppen så tilbage med ny lyd for første gang i 20 år, og jeg er efter en kort periode, hvor jeg lige skulle lytte mig varm, vild med de store, svajende armbevægelser. Det ER sådan lidt corny/kitchet/teatralsk i lyd og stil, men jeg bliver fanget af atmosfæren, den gustne vokal og det sus, der elegant og majestætisk blæser gennem det over 7 minutter lange nummer.
Sasha Adrian – “IMDB”
Første single jeg lyttede til fra Sasha Adrian, “Dog”, var også et jeg lige skulle se an og blive lun på. Dernæst blev jeg så varm, at nummeret endte med at blive en af mine favorit singler i 2023.
Hvor rockede “Dog” kørte i et roligt tempo, men var meget varieret trods sin ret korte spilletid, så er “IMDB” en smule mere konventionel, og også “poppet”, i opbygning og lyd. Sangen fungerer ikke kun som en fin kontrast til det Adrian leverede på “Dog”, men viser også at hun besidder alsidighed – uden at skifte fuldstændigt spor.
Adrian kan altså NOGET, både musikalsk, hvor hun stadig svinger en fed spade, isæar mod slut, når den slippes løs i “IMDB”. Men også lyrisk og vokalt. Hendes stemme er ret lys/høj, og virker måske ikke så varieret i sit udtryk, til gengæld passer den perfekt til hendes ord og stil. Teksterne virker både tilgængelige og forståelige, men rummer også noget tvetydighed, der gør at jeg ikke føler mig helt sikker på hvad det egentlig handler om.
Det er godt! Og gør, at det ikke kun er den iørefaldende melodi, og dragende stemme, som gør at jeg spidser ører til “IMDB”. Jeg kan også få lov til at komme med forskellige tolkninger og funderer lidt. Så kan man næsten ikke forlange mere af sin poprock?
Ida Kudo – “Let’s Rewild The World”
Jeg var ikke helt solgt på forrige single fra Kudo, “The Power That Is Woman”, det var udtalen af “wuuumaaan”, der hylede mig lidt ud af den. Så den er selvfølgelig blevet spillet flittigt på P6 siden, fordi jeg er døv…
Den fejl begår jeg ikke igen! “Let’s Rewild The World”, er et fængende, velskrevet og frihedshungrende/slip-det-fri nummer med et feeedt groove. Den møffer sig straks ind på dig, og skubber dig bagud mod dansegulvet. Der er noget POWER her, både i vokalen og leveringen, teksten og den halv-dunkle stemning.
Så den gider P6 sikkert IKKE spille, nu jeg er kommet med på noderne…
Fraülein – “Blind Vej”
Trioen her har været garant for en håndfuld virkelig stærke singler de seneste par år. Også nogle, som hvis omstændighederne havde været anderledes, sagtens kunne have haft med på på Repeatlister. Men, jeg opdagede dem “for sent”, så en supersingle som “Hva vil du ha'”, der udkom i 2022, ikke kom med der.
Til gengæld gav de en af de bedste koncerter, som jeg oplevede i 2023, da de begejstrede på Uhørt. Energiske, pågående uden af at være anmasende, smittende og bevæbnet med mindst en håndfuld glimrende numre i den poppede rock afdeling. Sådan lidt 80er poprock møder Fleetwood Mac?
“Blind Vej” er endnu en stærk single i rækken, der nok ligger lidt roligt ud, men SÅ får den fat. Skide godt omkvæd, lækker varm lyd, … karakteristiske vokal. Med lidt held i sprøjten og lotteriet, burde Fraülein være fællessang på de lidt større scener inden for overskuelig fremtid.
William Braüner – “Autopilot”
Den her kunne jeg simpelthen ikke stå for. William Braüner er en helt anden generation end undertegnede, der er immervæk lidt forskel på at være født i henholdsvis 2001 og 1979. Men her er ikke særligt mange moderne fiksfakserier og smarte trends, så jeg føler ikke nogen generationskløft.
Braüner benytter sig af et væld af velkendte tricks og værktøjer i sin poppede singer songwriter sangskrivning og lyd. Her er smittende fløjt, en god iørefaldende melodi og et fængende omkvæd. Uden at det kører på autopilot, høhø!
Jeg har egentlig ikke så meget mere at tilføje, det er “bare” et herligt nummer, som gør mig i godt humør.
Korte kommentarer
Vi starter lige med “skammekrogen”, OK, det er muligvis lidt for skarp i tonen. Men så de numre, som jeg lige vil løfte en pegefinger over for.
Hvorfor lave noget, der lyder mistænkeligt meget som Nick Cave omkring “Into My Arms”, når den ER lavet? Og bedre. N.P. York and The Fools lyder i mine ører distraherende meget som Cave på “The Waves”. Lad være med det.
Er der noget jeg heller ikke har meget tid tilovers til, så er det musik som bare “er der”. Noget, der starter med at træde i et med tapetet og aldrig kommer til at stikke det mindste ud. WHO ARE YOU har med “Back In The Days” lavet radiorock af den slags, som jeg nærmest ikke KAN have en holdning til. Ud over at det godt nok er en fesen omgang.
En lille løftet pegefinger, men af en lidt anden slags, vifter jeg efter unge Ashes of Billy. For de har faktisk skruet et ret fængende nummer sammen, men her er det mere genre og stil, som trigger en forsvarsmekanisme hos mig. De lyder på “Feel you around”, som et post-grunge band fra slut-90erne. Jeg er ikke sikker på, at de herrer selv var født dengang, men det var jeg. Og jeg kan stadig ikke klare mere af den slags. MEN, som sagt, sangen er ikke helt ueffen!
Nu vi var ved Nick Cave lige før, så var min første tanke, da Claes Bang var ude med en single under synonymet This Is Not America, at han ligner en, der nok lyder lidt i retningen af Nick Cave. Mørk croon med noget nordisk vinter over sig? NÆH, den 56 årige skuespiller overrasker med en omgang ret medrivende, semi-uptempo indierock? Den havde jeg ikke lige set komme, og selvom singlen måske lige mangler det sidste for helt at feje benene væk under mig, så lægger jeg gerne øre til mere fra den front.
Situationsfornærmelse er ude med “Bessefar”, som jeg har set blive ret godt modtaget rundt omkring. Jeg er ikke selv heeeelt solgt på nummeret, der rummer mange af de efterhånden velkendte elementer man forbinder med bandet. Pudsig poesi, in your face attitude, konfrontatorisk energi, men jeg føler ikke rigtig at sangen ER der? Den er… fin? Lidt forglemmelig, og kan ikke helt måle sig med bandets bedste numre.
I det, for mig, ligeledes lidt forglemmelige hjørne, har vi også nyeste single fra Alexander Woods. Ham anmeldte jeg ganske positivt tilbage i 2016, hvor han på Cold Cancer blandede sjælefuld vokal med elektronisk, soulet pop. Han er over årene blevet mere og mere strømlinet og regulært poppet, hvilket ikke gør spor. Men i dette tilfælde lyder det desværre, som om at musikken er blevet så glattet ud, at der ikke rigtig er noget, der stikker ud.
At pop ikke behøver være lig, at det drukner fuldstændig i mængden, viser de nye singler fra HunBjørn og Nicklas Sahl til gengæld. Sidstnævnte har allerede haft en del succes og er også på et af de store selskaber, så han behøver næppe meget spalteplads her. Jeg vil dog alligevel lige fremhæve “Except Me”, som værende et gedigent, velskrevet og topprofessionelt stykke pophåndværk. Det er måske også næsten FOR godt skrevet, at det bliver lidt “maskinelt”.
HunBjørnen har vi efterhånden haft besøg af her på siden en del gange, nu er den ude af sit hi igen med “Words Don’t Disappear”. Den er sgu god! Nok min favorit blandt de numre jeg har hørt fra den front. Sangen handler om, at gå i parterapi med en (tidligere?) ven som end, hvilket jo også er et sjovt twist på den slags numre. Rigtig fin synthpop.
Efter en poppet omgang skal vi slå håret ud og vifte med det til nogle hårdere toner. Ikke fordi, at der går ren metalstemning i den hos tre bands, der ellers har navne, som kunne være metalbands.
Elektrisk Hegn spiller god, gammeldags jysk rugbrødsrock. Og det gør de på sympatisk og habil manér, de mangler muligvis bare lige at finpudse sangskrivningen lidt. “Katapult” er den anden single, jeg syntes om den første, og denne er heller ikke ueffen. Der er god energi, en dejlig upoleret og halv-krads lyd, som man kan rive og flå sig på.
Med et navn som Black Swamp Water ville man jo ikke blive chokeret, hvis det lød som gruppen var slæbt op af nærmeste mosehul og spillede tung sydstatsmetal. De har også været tungere end de lyder på “Revenant”, hvor de til gengæld har fundet en mere melodisk tilgang til rocken. Det er næsten sådan lidt 80er heavy i sin klang uden, at der går Pretty Maids i den. Vi er mere ovre i noget medrivende powermetal. Det er altså ikke et helt tosset nummer, selvom vi betræder velkendte stier.
Og så er der sørme også livstegn, ohøj og nye skallesmækker piratpunkede toner fra Skullclub. Endnu et navn, som jeg tidligere har anmeldt her på siden. Det føles som lang tid siden, og vi er vist også sejlet i hver vores retning siden dengang, Skullclub og jeg. De lyder stadig umiskendeligt som sig selv, som en brovtende dansk sømandsversion af Dropkick Murphys. Som jeg OGSÅ syntes var meget skægge engang… Sagt på en anden måde, det er hvad det er. Skullclub er nok hverken værre eller bedre end de var engang, jeg er bare ikke rigtig med på løjerne længere og finder “667” ret uinteressant. Ohøj!
Skal vi ikke runde af med en vellydende og smuk kærlighedssang? Kajsa Vala og The Mukherjee Development har slået pjalterne sammen til en roligt svajende, flot sunget og varmblodet klingende folksy/country-hymne. Det er en helt klassisk sag, men smagfuldt udført og med en helt igennem laber lyd.
Og så nåede vi ikke mere i denne omgang, så de resterende numre i lyttepuljen må leve med at blive forbigået. I var alle fine, OK!
Føjes til Repeatlisten: Blazing Eternity, Sasha Adrian, Fraülein og William Braüner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Fraülein, pressefoto
