Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Wrench: Graveyard Biker (Album/Anmeldelse)

Wrench: Graveyard Biker (Album/Anmeldelse)

491
0

Wrooom wrooom, vrid håndtaget i bund og sus tilbage i tiden til en tid inden Corona, #metoo og øhhhh lidt for dygtige kvinder? Wrench spiller rock af den gode, gammeldags mandehørmene slags. Det er primitivt, dumt, lyder en kende bedaget – men er ikke uden en vis “charme”. Nå ja, men pladen er også oprindeligt indspillet i 2010, men først udsendt nu…

Havde det været et produkt fra 2024, havde jeg muligvis også set med lidt mindre milde øjne på det. Wrench hørmer på flere måder, hører sikkert en anden tid til (hvor tiden VAR en anden), men er også godt selv klar over det. Her er der heldigvis masser af glimt i øjet, og om det så er noget man synes om, det er en anden sag.

Da jeg lyttede til åbningsnummeret “The Wrench” og dens noget… hmmm… politisk ukorrekte tekst med et tvivlsomt kvindesyn, tænkte jeg kort, “ej, ærlig talt, seriøst?”. Nej, så seriøst skal man vist ikke tage det. Det er både en hyldest til og en pastiche over en bestemt genre og tid. Og en art konceptplade, hvor man følger den titulære Graveyard Biker og hans lyssky kriminelle aktiviteter. I øvrigt har 7 ud af de 9 numre fået en “E” markering på Spotify for sprogbrugen, så man er ligesom advaret.

Wrench eksisterede kun i perioden 2008 til 2011, og indspillede deres eneste album, dette, i 2010. Den er af ukendte årsager så først endt på streaming nu, og har ikke umiddelbart kunne finde noget information på det store internet om, om pladen nåede at udkomme dengang? Til gengæld fandt jeg et opslag på bandets Facebookside fra 2011, hvor de var i gang med at mixe pladen og drikke. Måske var tømmermændene slemme?

Er man IKKE til rock af denne gamle skole, og bands som serverer den med selvbevidst humor, så er der nok ingen grund til at tjekke Wrench ud. De slår stolt en i hovedet med nærmest alle tænkelige klichéer. Gemt bag selvironien (som jeg virkelig virkelig satser/håber på er til stede!) gemmer sig nogle hjerter, der dog også lader til at banke intenst for den beskidte rock.

Det er lyden af et band, der er opflasket med “dårlig smag”, sikkert på Escobar i Aarhus op gennem 00erne. På Graveyard Biker er det omsat til en lyd, der stinker lidt mere af motorolie, læder og lunken Slots på dåse.

Der spilles og synges, som om askebægeret er fyldt og sjatterne fra festen dagen før, ikke hældt i afløbet. Charmerende eller lidt ulækkert? Tjaaa, jeg tror ikke Wrench skammer sig det mindste. De har travlt med at spille og synge sange om nemme duller og mænd med behårede knoer.

Selv hvis Wrench prøvede, så ville de have svært ved at skjule at de faktisk spiller ganske fedt. Og trods det brummende fundament også besidder/besad evnerne til at spille ret varieret. For Wrench er også lidt af en skødesløs rodebutik hvad genre angår.

Bedst synes jeg personligt at de er, når de læner sig op af nogle af de samme forbilleder, som eksempelvis de åndelige efterfølgere I’ll Be Damned (hvor leadguitarist i Wrench, Kristian Sloth, fortsatte sit virke). Numre som “Until The Slaughter Is Over” og “Firehawk” smager eksempelvis dejligt af Corrosion of Conformaty og lignede tungt rockende og heavy sumpede kumpaner.

Egentlig synes jeg også, at de fleste af numrene er for lange og sagtens kunne have tålt en bajerfri slankemåned. Men så overrasker de alligevel ved at kunne holde motoren fint i gang på et par længere numre, på pladens anden halvdel. Her puster bandet sig op på “Graveyard Biker”, og formår at holde mig fanget i over 8 minutter. Mens den over 6 minutter lange lukker “Nightrider”, lykkes med, at lukke pladen ned på medrivende vis. Så der ER bestemt lid i tanken.

Mindre interessant er det, når de bare drøner rundt i lidt gumpetung knallertrock, som “Fuel To Noise” eller “Red Roses”. Her sniger en vis tomgang sig hurtigt ind. Og med titler, der ikke altid overlader meget til fantasien som “Chopper Love” og “Drunk”, så er det heller ikke ligefrem raketvidenskab, som udføres i garagen.

Er der så nogen som helst valid grund til at hive det her spruttende rustbunke ud af garagen, og lufte rockkværnen her i 2024? Måske ikke. Men der er alligevel et eller andet skamløst, ufiltreret og herligt “rent” over Wrenchs tilgang. En, som alt efter temperament enten er fuldstændig utidig eller lidt tiltrængt?

I 2009 havde det været lyden af en fornøjelig aften i godt, beduggede venners lag på Musikcaféen i Mejlgade. Inden man væltede ned på Escobar og sluttede aftenen af med dressing på tøjet fra den pizza slice, man fik erhvervet sig i Skolegade. I 2024 er det et løjerligt blast from the past, afspillet via Spotify, mens man prøver at samle sig op til en ny uge, efter endnu en alkoholfri weekend.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleMoonlight Badgers: All or Nothing (Album/anmeldelse)
Next articleSolbrud: IIII (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.