Nyt år, samme fremgangsmåde? Der er i hvert fald allerede fyldt op i indbakken med nye singler, og et par hængepartier fra slutningen af sidste år. Der er blandt andet blevet lyttet til Mathilde Falch, Writhe, Dusin, Lea Kampmann, Gradience, Molly, Bite The Bullet, Vægtløs og… Hanne Boel?!
Så skal vi til den igen efter en Jørgen Varnæs lignende juleferie, der strakte sig laaaangt ind i januarmørket. Eller har den egentlig været relativt lys, i hvert fald hvid? Sne, hvad synes vi? Meget pænt at kigge på, især i frostvejr. Ellers er det mest irriterende og hurtigt grimt rent visuelt. Men det har jo INTET med musik at gøre.
Eller har det? For vind og vejr kan jo sagtens have stor indflydelse på ens måde at lytte til musik på, hvad man lytter til og hvordan det bider på en. Om vejret har spillet ind i min oplevelse af de følgende singler kan jeg ikke udelukke, men fremgangsmåden har været den sædvanlige.
For evt. nye læsere, og fordi det er et nyt år og dermed en frisk start for Repeatlisten, så tager vi den lige hurtigt igen. Jeg samler til bunke, når indbakken er ved at være fyldt, så laver jeg en playliste med 20-25 singler, i den rækkefølge de er dumpet ind. Det KAN give lidt forsinkelse på linjen, og jævnligt opstår der flaskehalse.
Denne playliste lytter jeg igennem mindst 5 gange, ofte en del gange mere. Derefter skærer jeg feltet ned til de numre, der kommer i betragtning til en plads på Repeatlisten. De får en lidt længere anmeldelse. Derefter knyttes nogle kortere kommentarer til udvalgte numre, og singler jeg evt. har opsnappet andre steder end indbakken nævnes. Ikke alle numre får ord med på vejen, det er som regel dem der
Slutligt udvælger jeg de numre, som kommer med på Repeatlisten, der får lov til at vokse i løbet af året og gerne skulle ende med at være en form for tidskapsel for året.
Så er formalia klaret, og vi kan kigge på lyttepuljen, som i denne første udgave bestod af følgende 24 sange:
Molly – “Broken Promises”, Krogen – “Men at elske dig”, Writhe – “The Creek”, Meltway – “Disarray”, Vanir – “One Man Army”, NIRMATA – “Empire”, Love People – “Day by Day”, Dicte – “Bring Back My Man”, Smag På Dig Selv – “PVC”, Hanne Boel – “Blood and Thunder”, Dusin – “Når Det Brænder”, Vic Purple – “Gate Keeper”, Vægtløs – “Her i vores hjerter bærer vi en ny verden”, Søren Manscher – “Som En Bror”, Sofia Heida – “Er Du Bange?”, Elias Bendix – “Did My Light Go Out?”, Freddy and the Phantoms – “Heart Is A Highway”, Gradience – “This Abyss”, Silvera – “Death of Me”, Lea Kampmann – “Telji upp í hundrað”, Bite The Bullet – “As We Do”, Herreholdet – “Baby jeg vil have dig”, Anne Idskov – “Det er nu, du skal leve det” og Mathilde Falch – “Hvert Sekund”.
I betragtning til Repeatlisten
Mathilde Falch – “Hvert Sekund”
Mathilde Falch er efterhånden fast inventar her på Repeatlisten, i hvert fald med en lang række singler, der mindst er kommet i betragtning til en plads. Det vidner både om kvalitet og stabilitet, hvilket jo ikke er de værste attributter man kan blive tilskrevet.
Falch er endnu engang leveringsdygtig i en single, der både er fængende og rummer noget nerve. Det første taler for hendes evner som melodimager, det andet kan både relatere til teksten og leveringen. Her er det nok mest leveringen, som fanger mig og som jeg hæfter mig ved. Selve lyrikken er en klassisk semi-desperat kærlighedssang, hvilket er fint. Men den løftes af, at Falch (som altid) lægger liv og sjæl i leveringen, så man tror på sangens tekst og følelserne.
Det er muligvis hendes allerstørste force. Hun er ved at være en sangerinde med så stor troværdighed og vægt bag ordene, at hun er ved at nå niveauet, hvor hun kunne synge telefonbogen for mig – og jeg ville lytte. Altså, såfremt telefonbøger stadig er en ting…
Vægtløs – “Her i vores hjerte bærer vi en ny verden”
Ok, et blackmetal nummer på over 10 minutter vil altid skille sig ud som single, når man sidestiller det med mere radiovenlige/streaming målrettede singler. Derfor skal man naturligvis kigge på, hvad singlen vil og skal. Den skal sælge Vægtløs til deres publikum, og forhåbentlig give en appetitvækkende forsmag på deres kommende album.
Det gør “Her i vores hjerte bærer vi en ny verden” til fulde. Blackmetal, og mange andre metalgenrer, kan godt fremstå en kende konservative. Der er muligvis heller ikke mange nybrud at finde hos Vægtløs, der dog stadig falder i en kategori man meget bredt kunne kalde moderne black. Men fundamentet er stadig den nordiske kulde, noget arrigt, smertefuldt og mørkt – i hvert fald som det udtryksmæssige fundament.
For titlen lyder jo egentlig, hvis ikke optimistisk, så håbefuld? Der er da også noget opbyggeligt over stemningen i sangen, alt efter ens temperament selvfølgelig. Men jeg føler mig løftet og styrket, når Vægtløs har taget mig med på deres lange, afvekslende rejse ind i det umiddelbare golde, dunkle mørke.
Lea Kampmann – “Telji upp í hundrað”
Mørke kan man sikkert også finde på Færøerne, hvor Lea Kampmann stammer fra. Det er dog en anden form for mørke, i hvert fald formidlet på en anden måde, end den man finder hos ovennævnte Vægtløs. Her hænger den mere i luften, som en form for vemod og længsel.
Jeg forstår ikke færøsk (beklager), og forstår dermed ikke ordret hvad sangen handler om. Titlen kan oversættes til “Tæller til 100” . Men jeg forstår stemningen, eller den sætter mig i hvert tilfælde i en ganske særlig en.
Normalt kan stille og afdæmpet musik næsten have en omvendt effekt på mig, hvor det stresser mig og jeg slet ikke kan være i det. Jeg vil GERNE være i det lydlandskab, Kampmann skaber her, og svæve væk i det. De bløde folksy toner virker ekstremt beroligende og afstressende på mig. Vokalen er lys, ligger ret højt, sproget fremmedartet, men færøsk lyder utroligt smukt, når det synges som her.
Så kan man komme med alle mulige stereotype forestillinger om Færøerne, som et eller andet magisk fantasiland, befolket med mystiske væsner og et skær af noget overnaturligt. Den sti vil jeg helst ikke bevæge mig ud af, da det ærlig talt virker nedladende. Jeg vil blot konkludere, at jeg finder dette nummer og Kampmanns lyd fortryllende.
Dusin – “Når Det Brænder”
Dusin virker som om at de har været “lige ved og næsten” et par gange, men nu tror jeg de har knækket koden med den glimrende single “Når Det Brænder”. Der er styr på struktur og sangskrivningen med en virkningsfuld opbygning. Hvor vi elegant kommer fra A, B til C i et ellers ret varieret nummer.
Lidt firkantet og forenklet kan man sige, at poprock sangen bevæger sig fra solide, korte vers til et virkelig godt pre-chorus over i et stærkt omkvæd. Inden formlen, som næsten forventet, brydes lidt i C-stykket, hvor der føjes til udtrykket inden vi slutter lidt overraskende, men ikke ueffektivt roligt og brat.
Versene har noget genkendeligt “ski-ski-da” klang (beklager den diffuse beskrivelse) over sig, pre-chorus er så fængende at det næsten havde været stærkt nok i sig selv som omkvæd. Mens der skrues op for kraft og følelser i selve omkvædet, der har en moderne 80er klang over sig.
Kort sagt: en sang, som forsøger at vise meget, lykkes med det og hænger rigtig godt sammen.
Korte kommentarer
Jeg vil lige indlede med at få månedens sure opstød af vejen. Hvad man end måtte synes om stilen, så tilstræber jeg altid at være så positiv i tonen som muligt. Og det er omvendt så heller ikke ment som, at det følgende band, deres single, er ekstra skrækkelig nu jeg vælger at fremhæve det i knap så flatterende toner. Jeg håber, ganske naivt måske, at det kan bidrage med at ændre bare et eller andet.
Men, Herreholdet og deres “Baby jeg vil have dig” er næsten alt, hvad jeg ikke ønsker ved en single, eller ny musik. Det er ikke det mest talentløse og tonedøve jeg har lagt ører til, men det fremstår så generisk, bagstræberisk og ligegyldigt at det nærmest provokerer mig mere end hvis det bare havde været regulært dårligt.
Jeg ved ikke hvad det her vil, skal eller kan bruges til? Alt fra lyrik, over vokalen til produktion og det musikalske er fladt, uopfindsomt og ordinært, grænsende til det banale.
Vi fortsætter med endnu et nummer, hvor en stor del af “charmen” ligger i leveringen. Krogen bevæger sig indenfor en velkendt genre, det folkemusikalske/country klingende. Det er ikke her man finder egentlig nytænkning og store overraskelser.
Det er traditionelt, men Krogen og hans halv-skæve og upolerede levering giver det en god portion personlighed. Selve sangen er dog ikke liiiige min kop te, det er tilfælde hvor jeg synes bedre om stilen end selve nummeret.
Rutine fornægter sig ikke, og da jeg første gang lyttede til “Blood and Thunder” (uden at vide hvem jeg lyttede til, første lyt er altid “blindsmagning”) følte jeg mig i sikre hænder. Her var en vokal, som roligt tog mig hånden og førte mig gennem sangen. Et nummer, der måske ikke er videre ophidsende, eller bliver meget mere end “behageligt”, men generelt en rigtig rar oplevelse.
Ja, det er en ny single fra Hanne Boel, hvor hun arbejder sammen med ligeledes rutinerede kræfter som, men det er ret langt fra den stil i sen-80erne/start-90erne som man måske associerer Boel med.
Dicte er også ude med en ny single, opfølgeren til den glimrende “Mobile Home”. “Give Me Back My Man” når ikke helt samme niveau, det virker mere som et virkelig solidt albumtrack end en “hitsingle”. Men ligesom hos Boel, føler man sig bare i sikre hænder og godt selskab.
Nogen der smider forsigtigheden over bord er Bite The Bullet, der efterhånden har bevæget sig så langt væk fra udgangspunktet, at der er tale om et helt andet band. Trioen startede ud i hvad man vel kunne kalde det retro-rockede, det blev tiltagende mere og mere poppet. På “As We Do” går der dunkende danse-disco i den inkl. en underlig intro og en endnu mere mærkværdig afslutning. Det er… noget! Jeg hader det sådan set ikke, men jeg ved heller ikke om jeg ligefrem elsker det – det er i hvert fald noget af en forvandling.
Nirmata, Silvera, Vanir og Gradience, forskellige grader af tungt, men alle ude med singler der på hver deres måde er varierende grader af gode. Nirmata gør sig i en ganske potent blanding af nyere iørefaldende heavyrock og tunge 90er riff. Deres stil falder nok lidt mere i min smag end Silvera, der er mere polerede i lyden. Men de er bestemt heller ikke ueffen i det DE gør, man skal nok bare være lidt mere til “myrock” lyd end jeg er.
Vanir tonser videre på “One Man Army”, der driftsikkert lyder som netop lidt af en én-mandshær på togt. En mand, som muligvis tager ud og leger skallesmækker med et band som Amon Amarth i ørerne. Velkendt men velfungerende.
Gradience derimod forsøger sig med noget “nyt”, eller i hvert fald lidt anderledes. For kombinationen af rap/hiphop og metal er jo ikke ny, men bandet prøver alligevel at gøre det på deres egen måde. De er mere poppede og “danskklingende” (selvom der rappes på engelsk) i deres rap end man muligvis er vant til. Mens metaldelen er ganske arrig og læner sig over i den moderne black. Uden at det skal opfattes negativt, får jeg næsten følelsen af Nik og Jay (på engelsk) møder deafheaven?
Det fungerer NÆSTEN. Næsten, og uden at kunne sige hvad der lige mangler, så er det nok små justeringer i lyd og stil. Den er ikke helt i vatter for mig, men jeg føler at bandet har de rette værktøjer og materialer.
Apropos “prøver noget nyt”, Molly blander ikke genrer på “Broken Promises”, men singlen signaler en ny retning for bandet. Tidligere var deres til mere pågående punket, men her drejer de knallerten ind på et mere post-punk/rock-flyder spor. Det fungerer faktisk rigtig godt, og nummeret er af den tilpas radiovenlige slags til, at de punkede børster sagtens ville kunne snige sig til noget P6 airplay.
Inden det bliver FOR langt (vi når som nævnt ikke at nævne alle de ovenstående numre), så rundes der af med et par sange, som repræsenterer en anden ikke uvæsentlig ting ved en single: genkendelighed. Singler af den slags, hvor man sætter dem på, og så ret hurtigt har en idé om, hvem kunstneren kunne være (såfremt man har hørt dem før, forstår sig).
Love People er relativt nye på scenen, men allerede med single nummer to jeg har hørt fra dem, havde jeg på fornemmelsen, at “Day By Day” kunne være netop dem. Det er en god ting! Knap så godt er det, at singlen er en lille smule forglemmelig i forhold til deres første single, “Normal Bias”, der udkom tilbage i november.
Så går det lidt bedre med “The Creek” fra semi-støjende Writhe, der også allerede har en genkendelig og egen lyd. Det er sgu’ også et meget godt udgangspunkt og en appetitvækker for støj-rockernes album, der lander til februar. Det smager af mere.
Føjes til Repeatlisten: Vi kickstarter 2024 med at tilføjes alle 4, Falch, Vægtløs, Kampmann og Dusin. Så er vi i gang.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lea Kampmann, pressebillede