Så skal vi kraftedeme have noget metal. Et lidt blandet bud på den stygge genre, leveret af Stügg. Det slipper de ganske hæderligt fra, selvom der stedvis er nogle tiltag, som kan give lidt sure opstød.
Stügg, det er sgu’ egentlig et ganske fint (og dækkende) bandnavn til et dansk metalband. Det giver konnotationer til “styg”, så kan man lege lidt med det ord, ligesom det skaber visse forventninger. Det fungerer også på engelsk, som noget der smager metallisk. Og du kan lave noget fee merch med navnet på.
Det kan være vigtigt nok, men det er naturligvis af mere kosmetisk og overfladisk karakter. Er der mere til de thrashede løjer end et kækt navn og umlaut? Mjaaah, men med et par forbehold.
Først og fremmest fremstår produktionen og lyden generelt en kende flad. Det kan skyldes mange ting i disse digitale tider, måske gider mine højtalere ikke lege med, hvad ved jeg. Jeg savner mere tyngde hele vejen rundt, men ikke mindst trommerne. Der skal mere SMÆK på, så man kan mærke skidtet. Men også guitaren lyder visse steder underligt tynd, hvilket skæmmer en smule.
En skam, for sangene er der egentlig. Der er kun 8 af slagsen, hvilket til gengæld virker helt passende. Man behøver ikke udsende plader med 10-12 numre, hvis det resulterer i for meget fyld. Så heller en lean, mean killing machine. Helt veltrimmet er Stügg ikke, men overordnet er sangskrivningen godkendt. Og der er flere lovende momenter, hvor man fornemmer at bandet har noget at skyde med.
Et godt eksempel herpå er åbnings- og titelnummeret “Shepherd of the Pit”, der får fyret op i en solid pit og dikteret tempoet effektivt fra start. Det er pit-hyrderne andet album, efter en debut fra 2020, og man fornemmer et band, som har godt styr på det basale og fået de værste børnesygdomme ud af systemet.
Og dog. For min anden anke ved pladen er deres hang til mere moderne metal-tiltag, som i glimt dukker op og overtagere senere numre. Bandet nævner selv, at de spiller groove thrash af den klassiske skole med elementer af metalcore. Det sidstnævnte medfører blandt andet, at der er passager med skøn/ren sang frem for mere harsk klingende thrash vokal. Det huer mig godt nok ikke.
Et er, at jeg bare aldrig har været helt solgt på genren, stilen og dens indblanding i metalmusik. Det er personlig smag. Men her synes jeg heller ikke at det klæder bandet, eller bidrager med meget andet end at man bliver hylet lidt ud af ellers fine numre som “More Adrenaline Than Blood” og “Reject Your Fate”. Lige når man er revet med og følger med rundt i den dejlige pit, så ændres stemningen og tonen, så man bremser op og tænker “øhhh, hvad fanden sker der nu?”.
Det vil igen nok være en smagssag, og hvor jeg ikke lige er helt med på overgangen til regulær “skønsang”, så er der andre varianter af formlen som fungerer fint. På numre som den olme og obskøne “The Way I Used To Hate”, og den knusende tunge “Bring Out The Wicked”, kigger inspirationen fra bands som Slipknot og Pantera frem. På vokalen i form af en veksel mellem spyttende arrigskab og “snakke-sang” ala Corey Taylor. Mens Panteras spøgelse hjemsøger sidstnævnte med sine trampende sydstatstrin og cowboydere fra helvede riffs.
Sådan bumler jeg lidt frem og tilbage i takt med at pithyrderne leder slaget igennem, en overordnet lidt ujævn plade. Måske bedst illustreret og opsummeret (i hvert fald i et nummer) i kraft af pladens længste nummer “Subjugate/Liberate”. Det er over 7 ret slingrende minutter, hvor Stügg rammer med cirka 50% af det de kaster sig ud i. Lige når man tænker, “uha, det var ikke så pænt”, så hiver de sangen op igen med et fedt riff, eller en skruebold, der sender sangen på rette spor.
Alt i alt er den samlede oplevelse, på en eller anden måde mere end summen af dens enkeltdele. Det er bestemt ikke lige kønt det hele, men det virker alt sammen behjertet og lyder som et band, der giver den det bedste skud de har. Havde de, og sangene, fået assistance af en federe og mere fyldig lyd, så havde det muligvis også kamufleret nogle af manglerne.
Stügg er slet ikke et stygt eller sygt bekendtskab, bare lidt ustabilt. Hvilket også kan have sin charme.
Af Ken Damgaard Thomsen
