Så skal vi til den igen! Efterårsferie! Nå, OK, Repeatliste, nye singler og alt det der ikke-jazz… Der er godt nyt fra navne som Sofia Hedia, Barselona, ISSE, Uden Ord, Brimheim og Ida Wenøe.
Efteråret har meldt sin ankomst, det pisser ned, din knallert er igen flad og det vælter ud med ny musik. Så vi sætter det lange ben foran, og sprinter igennem indbakken, inden der opstår flaskehals igen. Nå ja, og jeg får også lige proppet et par singler fanget i streamingstrømmen oven i.
Som altid når jeg benytter denne form, så er der også et par korte kommentarer til en række andre numre, som ikke kom i betragtning til listen. En art “best of the rest”. Hvad så med alle de numre, som ikke er nævnt? Tja, dem forbigår jeg i høflig stilhed, da jeg enten ikke lige har nogen holdning, eller synes de er “ok”.
Lyttepuljen bestod denne gang af følgende 22 sange!
ISSE – “Tidligt Forår”, Cecilie Rau/Raphael Tschernuth – “Back to Nature”, Vs DooM – “Two Lights”, Carmie – “Things I No Longer Do”, Persecutor – “Feast!”, Oliver Ciao – “Eyes On You”, Share The Silence – “Deep Breath”, Lonesome + Sofie Karoline – “Easy Does It”, Jeppe Kamper – “lille barn”, Ida Wenøe – “Don’t You Grow Weary”, Michael Catton – “Livin’ Lovin'”, Sofia Hedia – “Vi Er Større”, Grace James – “On and On”, GlassEar – “Something Higher”, Old Man Blues – “Respect”, AVA – “Magisk Igen”, Marí – “Uncertainty”, Rasmus Elk Olsen – “Distant Eyes”, Lush Lullaby – “I Want The Sun”, First Flush – “Årene”, Uden Ord – “Alene” + “Dagene Vi Husker”.
I betragtning til Repeatlisten kom:
ISSE – “Tidligt Forår”
Alt er meget pænt og nydeligt hos ISSE, og næsten lidt FOR pænt til min smag. Ja, det er sgu’ ikke en objektiv liste det her! Det sagt, så har ISSE jævnligt sendt singler vores vej, og jeg har måske (af netop nævnte årsager) været lidt nærig med ordene af og til. Det retter jeg lige op på nu, eller forsøger.
For, ser jeg lige ud over egen næsetip for en stund, så er ISSE mere en “bare” pænhed med velbehag ovenpå. Er man til stilen og lyden, som forenklet kan beskrives som blød P4 pop, eller noget der passer godt ind på P5, så er ISSE et behageligt bekendtskab. Hun har en sikker og vellydende vokal, der passer rigtig godt til genren.
Nummeret driver godt fremad, teksten er opløftende, det hele føles meget let og spirende. Helt i tråd med titlen, så er der dømt forår i luften, selvom kalenderen siger noget andet. Dermed er det også en lun brise i tiltagende kold tid.
Sofia Hedia – “Vi Er Større”
Der var den! Jeg har en forestilling om at jeg har været omkring Hedia et par gange tidligere, hvor jeg netop ikke syntes at den helt var der. Det er den nyeste single fra popsangeren.
Vi skal lige igang, men når vi efter et kort vers når til et endnu kortere pre-omkvæd, så rammer Heida plet. Det er de store, højstemte hymne nagler, men sangen og Heida kan bære det. Det er ikke helt ulig en kollega som Ida Laurberg, der arbejder med en lignende lyd og opdateret 80er stemning. På den led er der ikke noget nyt i det, Hedia foretager sig. Men der er en grund til at den stil og skabelon er populær igen. Den fungerer.
Hvis man vel at mærke forstår at bruge den fornuftigt, og får lavet en god sang, som “Vi Er Større”. Hedia har måske ikke den mest alsidige vokal, men hun bruger den glimrende her. Og bakkes op af et effektivt kor i omkvædet, der er med til at give disse passager de fornødne ekstra løft.
Jeg skulle lige høre sangen et par gange inden jeg var helt solgt, men det er sgu’ et ret stærkt popnummer det her. Formlen holder, men udfordres heller ikke, i dette tilfælde gør det ikke spor.
Ida Wenøe – “Don’t You Grow Weary”
En anden lige ved og næsten har været Ida Wenøe, som jeg dog også har rost tidligere. Sidste gang syntes jeg, at hun var tæt på at have et rigtig stærkt nummer i form af …, der dog lige manglede det sidste. Det synes jeg til gengæld at “Don’t You Grow Weary” har. Uden at hun egentlig gør så meget anderledes.
Det var som om at den forrige single lige manglede det afgørende for at lette, eller nå en form for forløsning. “Don’t You Grow Weary” adskiller sig sådan set ikke voldsomt på det punkt, for der kommer ikke et kæmpe peak eller lignende. Det er en rolig og tålmodigt opbyggende sag, som ikke munder ud i kæmpe armbevægelser. Alligevel er jeg mere solgt denne gang. Måske synes jeg “bare” at dette er en endnu bedre sang?
Uden Ord – “Alene” + “Dagene Vi Husker”
Uden Ord er ude med en såkaldt dobbelt single, så vi snyder også lidt på vægten og slår dem sammen her. Noget af det der virkelig taler til Uden Ords fordel er, at de skiller sig ud fra mængden, har deres egen stil og vibe. Det er som om at de ikke skæver til hvad der lige er moderne, og kører deres eget løb.
Her bliver ikke leflet eller tænkt specielt kommercielt, dermed er deres singler også ofte ret atypiske. Det er små, isolerede værker i deres egen ret. Den, der står stærkest for mig af de to aktuelle, er også den mest stilfærdige og nedbarberede. Der er ikke meget musik, eller instrumentering i “Alene”. Nummeret bæres hovedsageligt af vokalerne, så det får et a cappella præg uden at være det rent teknisk set. Men det har følelsen af det.
Vokalerne er i fokus, mens det minimalistiske musikalske islæt træder i baggrunden, og virker som det luftige stof, som holder sangen sammen. Det giver netop følelsen, der også lægges op til i titlen – man føler sig lidt alene.
Der er lidt mere markant musik i “Dagene Vi Husker”, hvor vokalerne dog stadig har en fremtrædende plads. Her er stemningen lidt mere højstemt og dramatisk, men stadig på en lidt afdæmpet vis. På mange måder lægger den i naturlig forlængelse af “Alene”, især en gennemgående let-sørgmodig tone, der dog også rummer en snert af noget opløftende?
To smukke sange, der supplerer hinanden godt og giver mening som en dobbelt single.
Korte kommentarer
Der var et par singler, der endte i “lige ved og næsten” kategorien, dvs. gode, men lige manglede det allersidste for at snige sig mellem min favoritter. Jeg havde Grace James med i nogenlunde samme position sidste gang, der ender nyeste singler “On and On” også. Hvad Grace James lige mangler for helt at fange mig med deres vellydende countrypop. Det lyder godt, sangen her har et fint drive og er egentlig også ganske iørefaldende? Alligevel mangler jeg lige den sidste madding for at bide på krogen.
Singlen “Eyes on You” fra Oliver Ciao skulle jeg lige høre nogle gange inden jeg begyndte at tø op. Jeg var ikke iskold fra start, men hans glatte poppede R&B faldt umiddelbart ikke lige i min smag. Smagen er dog blevet bedre for hver afspilning, så jeg vil bestemt medgive, at det er kompetent håndværk og en rigtig fin single.
Så er der Lonesome sammen med Sofie Karoline, som sammen har udsendt country-duetten “Easy Does It”. Den mandlige vokal er jeg ikke helt solgt på, men resten spiller altså. Så det er muligvis en smagssag? Musikalsk er det meget velkendt, men det er kompetent udført og lyder bare lækkert. Altså hvis man er til steel guitar, banjo og landlig, idyllisk stemning.
“Something Higher” fra duoen GlassEar er ikke som sådan en duet, men den mandelige vokal suppleres i hvert fald af kvindestemme på kor. Der er tale om storladen synthpop, der rækker ud efter skyerne. Vi når ikke helt derop, men det er tæt på. Jeg savner lige det sidste løft, nogle skift eller et fuldendt klimaks. Men det er bestemt et godt nummer GlassEar har skruet sammen her.
Jeg har tidligere rost, og inkluderet singler fra First Flush på Repeatlisten. Nyeste skud på indie-stammen er “Årene”, som samtidig er sidste single, inden deres længe ventede album lander. Det er måske for groft at kalde det løst krudt, men de foregående singler, “Ildfluer” og “I Din Bil” kommer nok til at stå stærkere for mig end “Årene”. Udover et dunkende beat i bunden, så er det som om sangen fordufter lidt, eller forsvinder ind i sig selv, i en døs af luftige klange og vokaleffekter.
Lidt anderledes forholder det sig hos Rasmus Elk Olsen, som er en god, gammeldags håndspillende trubadur. Der er noget 60/70er songwriter overs hans “Distant Eyes”, samt et strejf af noget neo-folk/psych. En mand, hans guitar og en lille, fin sang. Der er ikke så mange fiduser her, er man til genren så er det et rart bekendtskab.
Der er endnu engang en del numre fra andre kvindelige kunstnere end de allerede nævnte i puljen, hvilket er skønt. Desværre er nogle af dem godt nok en kende kedelige/anonyme/lidt for tyste. Selvom både Marí, Cecilie Rau, Carmie og AVA har udsendt vellydende numre, så får de ikke lige min puls i vejret. Men mændene kan også være med, Michael Cattons ret 80er heavyrock klingende “Livin’ Lovin'” får mig ikke til at vifte med garnet.
Og det gør nyeste single, “Feast!” fra thrasherne Persecutor heller ikke. Jeg synes faktisk at det er rundens største fejlskud som single. Ikke så meget fordi at det er et lidt generisk thrash nummer, det kan jeg leve med. Men singlen har en alt, alt for lang intro med sirener and shit, så sangen først går rigtigt i gang efter 50 sekunder. Hvorfor ikke lave et radio edit eller en en single version? Den her overflødige intro får det til at virke som et albumtrack, der er taget ud af en sammenhæng og ikke en single, der helst skal fænge hurtigst muligt.
Fanget i farten (streaming/radio)
Barselona- “Ind I Mørket Ud Af Det Blå”
Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg tidligere havde det noget stramt med duoen her. Vokalen, lyden, sådan lidt all round det hele. Især da de kom frem, men de var ikke ene om at gå mig på nerverne. Det var lidt over hele linjen af nye radionavne indenfor den “stil”, drengepop kunstnerne, som jeg gik skævt af.
Mange kom og gik, Barselona blev hængende og jeg blødte lidt op. Så holdt de en pause, da de vendte tilbage tidligere i år med en single som “Lyden af Livet” fik min pibe pludselig en anden lyd. Det er en af årets bedste singler! Den efterfølgende “Real Love” var ikke lige mig, men nu er de tilbage ved noget mere lyden af livet klingende.
Sangen skubbes frem af let-proggede trommer, vokalen er blevet lidt mindre “irriterende”, og der bygges godt op til et stærkt omkvæd. I sidstnævnte bremser de sangen lidt op, den insisterende rytme forsvinder for en stund og nummeret svulmer op og bliver til en fængende pop/rock hymne.
.
Brimheim – “Literally Everything”
Nyt år, ny plade, ny lyd og tid til et hamskifte? Måske ikke helt så firkantet og drastisk, men nyeste single fra Brimheim indikerer at guitaren, de store rocksanger og intime følelser enten er pakket væk, eller pakkes anderledes ind.
Brimheim har tidligere haft det dansable med i musikken mere eller mindre tydeligt. Som i den fantastiske EB, der er toner og rytmer til gulvet på en dunkel rockklub. Lyset er tændt på …, tonen og lyden langt mere poppet. Dog uden at alt man kender fra tidligere Brimheim kastes overbord, hamskiftet er ikke så voldsomt at hun bliver uigenkendelig.
Nogle gange kan den slags ændringer virke lidt for radikale, eller fremstå en kende for tænkt. Omvendt efterlyser os anmeldertyper også, at kunstnere udfordrer dem selv eller nytænker deres musik. Det er en balancegang. Jeg synes både det lykkes og virker logisk i dette tilfælde. Som om at den forrige musikalske cirkel Brimheim befandt sig i var komplet, og at det næste skridt var at justere eller prøve noget andet.
Så det lykkes vel nærmest Brimheim bogstaveligt talt at gøre hvad som helst? Jeg er i hvert fald ikke flygtet fra det her dansegulv endnu.
Føjes til Repeatlisten:
Bummelum… Sofia Hedia og Ida Wenøe.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Sofia Hedia, pressefoto
