Hun er sømand, men hun spiller popmusik uden de store bølgeskvulp eller skumsprøjt. I hvert tilfælde når der er tale om duoen She’s a Sailor, der er aktuelle med en vellyden, men måske lidt for pæn og udramatisk EP.
She’s a Sailor albumdebuterede i 2020, en plade vi i følge et hurtigt dyk i arkivet ikke fik anmeldt. Nuvel, den fik åbenbart pæne ord med på vejen andre steder. Duoen har dog været på vores radar tidligere, både med en liveanmeldelse fra 2017 og omtale af et par gode singler.
Det er også to nyere singler, der udgør grundstammen på denne 4 numre lange EP, der samtidig fungerer som opvarmning til album nummer to. Pladen er sat til at udkomme næste år, men her får vi udover de to singler lov til at smage på to helt nye numre.
Hvad smager Radio Now så af? Tja, titlen lyver ikke, det smager sådan set af velspillet og nydeligt produceret P4 indie-radiopop. Tidligere numre jeg har hørt fra duoen har måske haft en lille bismag af noget let-folk’et, den er nærmest helt væk nu. Vi går all in på radiopop og blød indie. Det smager jo sådan set ret delikat omend det ikke lige er en genre, der mætter mig specielt længe.
Men nu er EP-formatet jo også ofte en musikalsk snack eller appetitvækker, og ud fra sådan en præmis er der bestemt en del at komme efter her. “Radio Now” åbner EPen med elegante, bløde strøg fra indiepop-penslen, fængende taktslag driver nummeret frem mod et fint, iørefaldende omkvæd. Mellem omkvæd og vers får vi en kort passage, der har noget Burt Bacharach truttende over sig. Et diskret kor stempler også ind i sangen hist og her, hvilket bidrager til den opløftende og luftige stemning.
Håndværket er i orden, hvis jeg har noget at udsætte på et nummer som dette, så er det at det næsten bliver FOR luftig. Der bliver på ingen måde spillet igennem, i stedet er sangen fra vokal, over instrumenteringen til produktion som et behageligt vattæppe. Det gør, at sangen for mig, selvom den kun varer lidt over 3 minutter føles som om den kører i ring.
Og det er mit helt overordnede problem med Radio Now, som hos beslægtede Jonah Blacksmith (efter de for alvor blev et popband) så bliver det hurtigt meget pænt, høfligt og lidt for nydelig at lægge ører til.
“Such a Bore”, der lukker EPen har lidt mere pondus. Det er lige før, at man kan trampe lidt med til den langsomme rytme, der hakkende pumper sangen fremad. Der er lidt arbejdssang over nummeret, “ud i marken og tag fat”, hvilket virker lidt som et call back til folkemusikrødderne. Sangen vokser og bygger godt op til en form for peak, men det kommer aldrig til at kradse. Selv et nummer om en working man giver ikke beskidte hænder, eller sved på panden.
Klaverballande “How Love Goes” har noget 90er over sig, jeg kommer lidt til at tænke på Counting Crows. Bare uden den sidste desperation, nerve eller noget der stikker lidt. Begge medlemmer af She’s a Sailor kan synge og spille, og duoen kan skrive sange der bare fungerer, ingen tvivl om det. Og det lyder helt indiskutabelt godt. Det kommer bare ikke rigtig ind under huden på mig.
Det gør også, at man kan sidde og nikke med på “For Your Love” i små 3 minutter, og tænke “det er sgu’ også en ret god sang”, og glemme den lige bagefter. “What do you say to the desperate man of sorrow?”, lyder det et sted i teksten, det ved jeg ikke? Måske, syng og spil så jeg virkelig kan føle din smerte, så ville det muligvis ramme mig dybere?
Jeg kan faktisk lide rigtig meget ved She’s a Sailor og Radio Now, hvis det ikke fremgår tydeligt nok i ovenstående. Så dygtige som duoen er til det de gør, så ærger det mig blot at jeg ikke kan lide dem MERE. Og at det ikke kommer til at stikke dybere end tilfældet er.
Omvendt kan man også sige, at sangene på Radio Now dermed også virker strømlinede til rolig radio airplay. Det er der ingen skam i, og det har sin berettigelse.
Af Ken Damgaard Thomsen
