Home Anmeldelser August 2023 Lightchapter: Time To Obey (Album/anmeldelse)

Lightchapter: Time To Obey (Album/anmeldelse)

599
0

De selvudråbte NU- og deathmetallere i Lightchapter har begået en pæn, helstøbt men også lidt forglemmelig plade.

Faste læsere vil vide, at jeg næsten bruger begrebet NU-metal som et skældsord. Det er selvfølgelig lidt unfair, da jeg fx synes at Slipknots boogie-metal er ganske festligt og der er flere eksempler på, at man selvfølgelig kan tage noget så bredt som en genre og udbrede den til noget fedt.
Selv jazz. Eller… Nå.

Lightchapter styrer direkte ind i stormen og åbner også med store strygere, en growl hvor du kan høre, hvad der growles og den der kompakte, meget digitale lyd på gainsene.

Det er egentlig ganske overbevisende og jeg tænker, man da godt med lidt øl i koppen kunne få en god fest ud af det her.

Men snart sker der to ting:

– De der strygere smøres ud over alt og kommer – uanset om de laver arpeggio i introer eller lægger som flader under de øvrige instrumenter en lidt underlig disponering.
Det er i hvert fald tydeligt, at musikken bliver mere troværdig i de passager, hvor de ikke er med. Det fremtvinger spørgsmålet om, hvorfor de så er med?

Så er der det digitale udtryk.
Gains bliver måske nok smadrede, men aldrig fedtede, beskidte, potente eller brutale. Nogle af de dyder, metallen ellers lever af.
Grelt bliver det, når der også kommer digital effekt på vokalen, men det er dog heldigvis en enlig svale på Dystopiate og kun en kort passage. Vokalen er ellers i den grad et lyspunkt!

Ellers er der tale om et ret skarpt spillende band, der måske har hang til mange downstrokes og enslydende grooves – men det fungerer ret fint. Hvis man kan høre det for synthen.

Men netop som jeg tænker, at jeg har regnet det ud, så kommer der en virkelig fin synth-fløjte modstemme i titelnummeret, der fungerer virkelig fint. Så jeg er ikke ALT for kategorisk om, at det ikke kan noget.

På den halve time, pladen varer er der godt med smæk på. Men kombinationen af synths og de her lidt for pæne gains betyder, at det meste ’tekstur’ eller kant i musikken udebliver.

Det bliver ret ens, det bliver lidt for pænt og selv om man kan høre at drengene kan spille og synge, så bliver det ligesom ikke ’nok’.

Jeg tror ikke, der rigtigt er nogen, der har efterspurgt at metal skulle blive pænere og mere poleret. I hvert fald ikke mig.
Hatten af for at Lightchapter giver den et skud. Der skal selvfølgelig udfordres og udvikles konstant, for at genrer ikke går i stå.
Jeg tror bare ikke rigtigt på idéen med at gøre tingene mere polerede. Lightchapter lykkes rigtig fint med at trække i en patetisk retning på Time To Obey. Der er også styr på breakdowns og spilles i øvrigt nogle fine soloer.
Men det blev altså ikke denne plade, der overbeviste mig om, at NU-metallen har noget særligt at byde på.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleKarambolage: Prås (Album / anmeldelse)
Next articlePleaser: pleaser (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.