Efter en lidt hektisk start på Roskilde Festival var det på tide at ramme en rytme. Det lykkes langt fra, men det blev dog til musik fra Situationsfornærmelse, Tender Youth og Girl Scout. Ligesom det endelig blev tid til årets første Dixi Burger!
(Reportager med forklaringer på formatet og andet godt kan findes her: lørdag, søndag og mandag).
Da jeg skulle skrive Situationsfornærmelse i ovenstående, kunne jeg ikke det øjeblik ikke huske, hvad den første koncert jeg oplevede tirsdag var. 5 timer efter den startede…
Ikke på grund af bandet og koncerten, mere om den senere, men vi må hellere indlede med en alvorlig snak. Jeg har igennem alt for lang tid bøvlet med det mentale helbred, som det vist hedder på pænt dansk nu til dags? Den slags er jo lidt tabu at tale eller skrive om, men nu lægger jeg det bare offentligt frem. Det forklarer måske en del. Om mange ting.
Lidt hurtig baggrund. Jeg begyndte at lægge mærke til det for et par år siden. Gjorde ikke noget ved det, den slags klarer man selv, eller “det er nok ikke noget”. Det var forresten “det er nok ikke noget” begge mine forældre døde af i en relativt tidlig alder. Så, it runs in the family. Ikke at jeg ser det som et tegn på svaghed at andre har brug for hjælp, men JEG kan i hvert fald ordne den slags på egen hånd!
Jeg registrerede begyndende stress symptomer, men det kunne jo ikke passe, hvad skulle jeg kunne få stress af?! Det begyndte blandt meget andet at gå ud over min produktivitet her på GFR, hvor jeg lagde mere og mere ansvar og opgaver bag kulisserne fra mig. Ligesom jeg stille og roligt skruede ned for skrivefrekvensen. Det var så grelt på et tidspunkt, at jeg ikke kunne “tåle” at åbne vores mail uden at blive helt udmattet.
Lige lidt hjalp det. Efterhånden påvirkede det hele min hverdag og interesser, indtil jeg ikke interesserede mig for en skid. Jeg følte mig helt drænet, udkørt, umotiveret og ligeglad med alt. Ikke trist, ikke selvmorderisk, ikke glad, ingenting. Bare tomhed. Og irritation mod alt og alle.
Det blev værre og endte til sidst i noget, der minder om en depressivtilstand. Det er svært helt at beskrive, men kort fortalt, føltes det, ud over den nævnte totale tomhed, som om min hjerne aldrig slappede af. Selv når jeg ikke tænkte på noget, eller når jeg sov. Hvilket resulterede i; at jeg aldrig var udhvilet når jeg vågnede: Det var simpelthen som om, at der ikke var nogen pause- eller stopknap i øverste etage. Den summede bare løs. Det larmede. Konstant.
Lykke på pilleform
Nu får jeg sådan noget, man i gamle dage kaldte lykkepiller. Det bliver man hverken glad eller lykkelig af. Men min hjerne er begyndt at kunne slappe af. Det giver mere ro deroppe og “skidt med det” funktionen er ved at være oppe at køre igen så ikke alt går mig på nerverne. Jeg kan stoppe mig selv, inden jeg kommer for langt ud i visse situationer.
MEN, jeg er tydeligvis ikke helt mål. Langtfra. Jeg har nok presset mig selv, eller forventet for meget AF mig selv her op til Roskilde. Troede, at jeg havde mere overskud og havde mere at give af. Så jeg har forberedt mig som jeg plejer, og knoklet løs i en Roskilde-boble i en måneds tid. bare Har godt kunnet mærke de første dage, at mit hoved blev underligt tomt og træt ret hurtigt. 4-5 timer på festival, hvor jeg godt nok også når alt jeg kan, så lukker hjernen ned.
Læg dertil de lidt stressende begivenheder på hjemmefronten beskrevet i tidligere reportager, som en hund der pludselig skulle opereres og hvad har vi alt. Så var der åbenbart begyndende overbelastning foroven. I hvert fald følte jeg mig underligt umotiveret og ved siden af mig selv i løbet af tirsdagen. Og det blev kun værre da vi ramte festivalen.
Jeg havde slet ikke lyst til at være der?!
OK, måske skulle jeg bare lige i gang. Det kan sikkert drikkes væk med en enkelt øl. Eller musikken får mig til at glemme. Og så var der jo udsigten til et af mine hovednavne i år, Zar Paulo. Klokken 22.15 virkede utroligt langt væk sidst på eftermiddagen.
Og så blev jeg ubeskriveligt TRÆT. Helt og aldeles udmattet. Det har jeg desværre prøvet før. Jeg ved ikke om det er en bivirkning af de “slap af” piller, eller en kombination af faktorer. Det kan i hvert fald komme helt ud af det blå, hvor der bare bliver slukket for kontakten. Og så er der intet at gøre.
Det begyndte ellers meget godt
Inden vi når dertil, så må vi hellere spole tilbage, inden hullerne i min hukommelse bliver endnu større.
Jeg kom ret blødt fra start tirsdag, havde jo en snigende mistanke om, at jeg måske havde presset knolden lidt for meget/for tidligt. Så en tidlig løbetur blev erstattet med en lang, rolig gåtur, hvor jeg lige kunne nå at lytte Tender Youths album, og lidt andet, gennem. Måske kunne man også have “holdt fri”? Jeg er ikke for klog, egentlig.
Nuvel, jeg fik forsøgt indhentet noget af den forsømte research, ikke at jeg kunne huske sangene bagefter, naturligvis. Og så fik jeg provianteret en masse smøger. Det var jo intentionen at overnatte på Roskilde fra i aften og festivalen ud, og det ligner stadig cigaretsalgfri zone på Dyrskuepladsen.
Derefter blev skriverierne om gårsdagens musikalske oplevelser, indtryk og den udeblevne syndflod gjort færdig over en kop kaffe eller to. Jeg nåede endda en lille formiddags lur, mens fotografen forsøgte at redde mit ujævne billedmateriale fra dagen før. Hvor jeg jo, som nævnt i de forrige reportager, har dobbeltjobbet som fotograf og skribent, mens den rigtige fotograf holdt styr på rodet på hjemmefronten.
Vi rullede planmæssigt, fotografen/chaufføren, den 11 årige assistent og undertegnede mod Roskilde West først på eftermiddagen. Da havde jeg allerede forvirret mig selv lidt ved, at skulle pakke det sidste. Hvad HAVDE jeg allerede pakket i rygsækken, der ligger i mit telt? Hvad SKULLE jeg have med i dag, fordi jeg ikke skulle hjem igen?! Computer, opladere til dit og dat, powerbank, kabler, regntøj, ekstra tøj til i dag, piller, flere piller, en banan, min pung, et forråd af smøger… den blev tung og proppet, den lille rygsæk.
Ved ankomsten til Camping West skulle vi lige finde ud af parkering. Der var indkøbt parkering i forvejen, men hvordan fungerede det lige? Noget med, at billetten lå som en QR kode i ens “wallet” i Festival appen?! Aha, ja. Nå, en frisk, ung fyr i orange vest fik hjulpet, forklaret og guidet på ingen tid. Tommel op til kompetente frivillige, der ved noget om den opgave, de er sat til at varetage. Og udviser initiativ. Bravo!
Afsted mod pladsen, gennem et stadig temmelig roligt campingområde. Hey, hvad pokker, er det ikke Wafande, der spiller basketball, siddende i en kørestol? Jooo, det var det. Altså alle sad i kørestol, men jeg vidste da ikke at han… nå, videre, der var også gang i noget organiseret fodbold.
Over gangbroen, hvor man kunne betragte “verdens længste øl-bong”, der strækker sig fra den ene side af broen, over den, og ned på den modsatte side. Så kan man jo heldigvis heller ikke se, hvad der bliver hældt i fra den anden side. SKÅL. Hvordan fungerer det i grunden i praksis? Jeg mener, i forhold til tyngdekraften og den slags?
Ikke tid til at tænke for meget over fysikkens love, ud over at se hvor man sætter fødderne på trappebroen. Tyngdekraften vinder altid, så træd varsomt.
Pladsen foran Eos var allerede godt proppet. August Høyen sad og havde følelser oppe på scenen, publikum lød som om det gik rent ind, vi skulle videre mod Gaia. Der var nogle lidt mere aggressive følelser, der skulle ud der. Og lige i skrivende stund kan jeg huske, hvem der leverede dem.
Situationsfornærmelse, Gaia, kl. 15.30
MERE MERE MERE MERE MERE MERE
Stilen var lagt fra det øjeblik Situationsfornærmelse stormede scenen i det fyldte telt. Anført af forsanger og indpisker, Andrea blev folk ikke blot opfordret, men kommanderet til det taktfaste råb, inden første tone var slået an. MERE, og det skulle være NU.
Og så fræsede Situationsfornærmelse sig ellers frådende gennem 45 hektiske og energiske minutter, hvor der ikke var mange sekunder til at få pulsen ned. Den slags kan godt blive trættende i længden, selvom tre kvarter ikke er lang tid. De holdt den dog kørende, slap aldrig håndtaget eller grebet i publikum, selvom intensiteten i teltet tog et lille dyk halvvejs igennem punk-løjerne.
Det fandt bandet og Andrea sig dog ikke i, de VILLE det her og piskede videre og fik hevet flokken op igen. Virkemidlerne er relativt simple, det er dansksproget punk med tekster, der er både løjerlige, skarpe, vulgære, in your face, humoristiske og også mere raffinerede end bandets stil måske udstråler.
Et nummer som “Ind Med Hænderne”, der kort sagt handler om en mandlig journalist og erklæret feminist, som bliver analt voldtaget med fingre og hænder. “IND MED HÆNDERNE, RATATATATATATATATA”, som omkvædet lyder. Modtaget til stor begejstring og vildt råbekor af den opgejlede flok i teltet. Tak for kaffe. “Kaf’ eller knep”? En anden herlig “banger” fra bandet blev også modtaget, som et tilbud, folk syntes om.
Koncerten startede dog noget skævt for mig. Jeg havde indtaget min vanlige plads forrest, lidt til venstre ved den ene fronthøjtaler. Men lyden var skrækkelig under de første 3 numre. Jeg kunne ikke høre hvad der blev sunget, og instrumenterne væltede over hinanden i lydbilledet?! Hvad foregik der? Var det sidevinden, som stod noget strid og kold ind fra den side?
Jeg trak bagud, lige i teltåbningen midt for, og her var lyden anderledes klar og tydelig. OK, så tager vi den bare lidt fra afstand. Så kunne man også nyde synet af massepsykosen mellem band og publikum. Den var der i hvert fald i tilstrækkeligt lange stræk til at jeg vil kalde koncerten en succes.
Selvom bandet kan lyde, som om de falder ned af en trappe mens de spiller, så er det et “kontrolleret fald ned af trappen”, som min sidemand bemærkede. Ja, for der er mening med galskaben. Deres numre kan godt lyde som om at de lige har fået instrumenterne i hænderne for første gang. Men ligesom med tekstuniverset, så skal man ikke lade sig narre.
Og med en galoperende steppebrand i front som Andrea, så er det en yderst brandfarlig cocktail Situationsfornærmelse kaster i hovedet på en. De spiller “Brænder Byen Ned”, som om det menes bogstaveligt. Hvordan undgår hun halsbrand, sådan som hun kan RÅWE og skrige?! ARRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRH
Andre steder må man trække på smilebåndet, når der stilles relevante spørgsmål, som: “Hvorfor gå på uni, når de boller bedst på teknisk”, i nummeret “Uteknisk Held_God Sang”. Det er enten lidt dumt eller små genialt?
Måske er Situationsfornærmelse begge del, og lidt til. De er i hvert fald for meget, men alligevel svære at få for meget af. Derfor blev det sidste nummer, og den råbte opfordring om, at “gribe livet, det er lige nu, det er nu eller aldrig” heller ikke det sidste punktum.
MERE MERE MERE MERE MERE, gjalde det efterfølgende gennem teltet. Og så stormede bandet tilbage og fræsede gennem “Maria” og så var den punkprut slået. Vammel og velduftende på samme tid.
SOM det fremgår i ovenstående, så havde jeg scoret mig en sidemand. Inden koncerten var der opnået kontakt med en fra den gamle Roskilde Lejr, som godt kunne drikke en øl. Han og kæresten havde været på vagt i en madbod fra 10 i går aftes til 5 i morges, og nu skulle dagen kickstartes.
Så vi hookede op inden koncerten og fik os en fadøl fra Gutter Island Baren bagefter. Og nød den i den lidt stridslystne sidevind, som i kombination med ølglasset resulterede i ISkolde fingre. WTF?! Det var sgu’ egentlig lidt køligt, især i den åbne “vindtunnel” mellem Eos og Gaia. Mere tøj på, lød sidemandens snusfornuftige tanke, da vores veje skiltes efter en længere snak om løst og fast.
Fotograf og assistent havde erobret et par hængekøjer i området, men det var ikke rigtig det fedeste hængekøjevejr. Heldigvis nærmede næste koncert på Gaia sig hastigt, det blev ligesom en Gaia-dag, mens Eos programmet mestendels faldt lidt uden for vores stofområde i den tidsperiode.
Tender Youth, Gaia, kl. 17.00
Er det en ny, lidt post-punket udgave af Echo and The Bunnymen? Tænkte jeg, da Tender Youth gik i gang og spillede sig fornemt gennem koncertens åbningsnummer? Samtlige medlemmer ulasteligt klædt i sort og hvidt. Ikke ensartet, men i varierende kombinationer. De så ret tjekkede ud. Og lød mindst lige så tjekkede.
Jeg beklageligvis ganske enkelt ikke nået at lytte til deres album mere end den ene gang, under tidligere nævnte morgengåtur. Så kunne hverken genkende specielt mange af sangene, eller erindre deres titler. Men sceancen her, eller skulle man nærmere kalde det en audiens hos, gav mig lyst til at dykke dybere ned i deres materiale.
Måske fungerer sangene, og det univers Tender Youth giver en et indblik i dog mest optimalt live? Der var noget performance art over udtrykket, ikke mindst den karismatiske forsanger. Alle på scenen besad dog udstråling og en eller anden form for persona. Som om de alle havde en rolle i en eller anden teateropsætning.
Netop det teatralske, det melodramatiske og en vekslen mellem det stille drama og det helt store, var en væsentlig del af oplevelsen. Forsangeren ikke blot sang, på ganske fremragende og overbevisende vis i øvrigt, sangene ud. Han levede dem ud. Med sine bevægelser, dansen, den dirrende og pludselige eksplosive intensitet. Ansigtsudtryk og gestik. Der skete NOGET på den scene. Og det gav de glimrende sange en ekstra dimension. Eller pustede dem ekstra op?
Det er nok ikke en stil, et udtryk og en fremførelse, som er for alle. Set udefra kunne det sikkert virke, ikke blot højtideligt, men selvhøjtideligt. Jeg følte mig dog ikke som drengen i Kejserens Nye Klæde, Tender Youth havde for mig tøj på. Om det så var i numre, der kunne minde om mørk dansepunk, eller et nummer, som folk på en eller anden vis synes der skulle moshes til? Det synes jeg ikke umiddelbart, Tender Youths musik lægger op til, jeg blev mere suget ind og betaget.
Selv noget, der havde præg af at være en ballade, slap de godt fra. Folk havde lige moshet løs, da de tog den helt ned. Var det nu en god idé, nåede jeg lige at tænke. Inden jeg blev grebet af frontmandens knugende levering, hvor han fremførte sangen på knæ ude ved scenekanten.
Ikke nok med det, så fulgte de op med et nummer med en lang instrumental intro. Hvor forsangeren brugte tiden på overlegent at slentre ud bag scenen for at skifte skjorte. Fra noget med hvidt til endnu mere hvidt. Et hamskifte? En renselse? Overgangen til noget andet? Eller bare svedrelateret?? Det lange nummer udviklede sig i retning af noget episk post/støjrock, da det nåede sit klimaks, hvor tempoet blev skruet voldsomt i vejret mod slut. Det var skide godt!
Efter de første par numre, hvor Tender Youth kun var 4 på scenen, blev de forstærket af noget blæs og percussion. I tredje sidste nummer greb guitaristen en violin, mens buldrende trommer bakkede op. Tender Youth udviklede og muterede på den led koncerten igennem, uden at man mistede fornemmelsen af en rød tråd. Det her var tydeligvis nøje tilrettelagt og gennemtænkt.
Selv da de brød mest markant med deres stil, gav det mening i et større perspektiv. Forsangeren forklarede, at guitaristen havde grebet et arvestykke. For 38 år siden var den guitar også på scenen på Roskilde Festival. Da denne, og trommeslagerens, far spillede med sit band, Kalashnikov. Dernæst spillede Tender Youth et af deres numre, “Læderhalse” som en hyldest. Fortid og nutid, og Roskilde historie en skøn sammensmeltning.
Tender Youth forlod det sitrende telt med tonerne af deres glimrende single “Hot Hand”. Under de afsluttende toner dansede forsangeren den sidste besættelse ud og udvandrede, inden bandet fulgte trop. Tæppefald.
Det gav næsten mindelser om Kellermensch, når Sebastian Wollf koksede ud og bandet nedsmeltede til sidst i deres koncerter. Tender Youth er dog helt deres egne, selvom de bygger ovenpå et solidt sortmalet 80er fundament.
De leverede ikke blot den mest betagende, velspillede og overrumplende koncert jeg fik set under opvarmningsdagene. Det her virkede som et statement. Hold øje med dem.
EFTER den oplevelse kunne jeg egentlig lige så godt have pakket sammen. Følelsen af at være tømt, ved at være blevet fyldt, kunne anes. Men jeg ville ikke acceptere det, selvom jeg vidste hvor det bar henad.
Fotografen og assistenten gik mod pantboden for at indløse dagens fangst fra den 11 årige pantsamler. Der var lang kø. Jeg dryssede lidt rundt, og forsøgte at hive mig selv op og fucking tage mig sammen. Det kunne da ikke være rigtigt. Endte ved Dixi Burger, var jeg sulten? Måske kunne en Roskilde klassiker vende slaget?
Så vi snupper årets første reelle madanmeldelse.
Jeg svarede “ja tak” til tilvalget af ost og bacon uden lige at tjekke priser. Dermed steg en Dixi Burger med kød fra 75 kr. til 91. Yikes. Og så var der hverken caféborde eller en af de der pinde gennem burgeren med i prisen. Den så egentlig OK indbydende ud i papiret, ikke helt så snasket og slimet som sidste år. Bollen så også vældig sprød ud.
Det var måske for at kamuflere, at den fremstod som noget af det mest smagløse, hvide brød man kan opdrive? Det var sgu’ lidt en omgang knasende pap. Bøffen var også en tam og flad omgang, medium tør og uden den store smag. Så er der jo noget jalapenos og salsa lignende smørelse til at give den et los bagi. Jeg reagerer normalt ret kraftigt på stærke sager, det her gav ikke engang prikker på tungen. Men jeg blev da mæt.
Det må ende på en meget lille 3 stjernet oplevelse ud af 6 sydstatsstjerner. Har Dixi egentlig været rigtig god siden de mistede “e’et”? For det blev da stavet med ‘e’ på et tidspunkt, gjorde det ikke?
NÅ, det hjalp da ikke voldsomt på motivationen. Så jeg sad og stenede på en bænk mellem nogle træer, indtil resten af crewet var nået igennem pantkøen. Følte mig allerede som en fiasko, der gik et sikkert nederlag i møde. Og da jeg trissede ind i Gaia teltet igen, virkede 4 timer til Zar Paulo som en uoverskuelig hurdle.
Girl Scout, Gaia, kl. 18.30
Det skal jo ikke gå ud over den svenske punk kvartet, at jeg følte mig som en svagpisser. Der var lidt sparsomt, men vel alt i alt, et hæderligt fremmøde under teltdugen, som stadig blev blæst godt igennem af sidevinden.
Heldigvis blæste Girl Scout også godt igennem på scenen. Et stykke inde i koncerten proklamerede den generelt velkommunikerende kvinde i front, at dette var den største “venue” de nogensinde havde spillet? “Is this the preshow?”, lød det også på et tidspunkt fra hende? Ja, for nogle er det opvarmningsdage og de små scener, for andre er det er foreløbigt peak, hvad størrelsen af en koncert angår.
Jeg føler mig overbevist om, at Girl Scout har spillet bedre, eller i hvert fald mere intense koncerter på mindre spillesteder. Deres lyd og udtryk egner sig bare godt til noget mere lukket og intimt. Men de gjorde nu hvad de kunne, spillede glimrende og har faktisk et ganske stærkt arsenal af let-punkede alt-rock numre, der også har en bismag af noget college rock.
Et nummer som den glimrende “Weirdo”, eller “Do You Remember Sally Ford”, der faldt henholdsvis tidligt og mod slut i sættet, kunne sagtens være blevet brugt i en amerikansk ungdomskomedie i slut-90erne/start-00erne.
Der var også fokus på nogle nyere sange, i hvert fald to, som endnu ikke er udgivet. Den første, der hed noget i retning af “Honey”, havde lige svært ved at høre titlen. Det fungerede fint, tror de fremmødte, heraf en del svenske kunne man høre da der blev spurgt fra scenen om der var nogle svenskere til stede, var lidt ligeglade om det var nyt eller gammelt. Den anden, “Mothers and Fathers”, der blev skudt af sted i koncertens sidste del, var rigtig god og fik for alvor fat i publikum. Den handlede om skilsmisse, så happy times!
I det hele taget efterlod Girl Scout et godt, men måske ikke voldsomt mindeværdigt aftryk. De var charmerende, virkede sikre og målrettede, på en ganske cool og rutineret måde. Ikke at de dermed ikke trykkede den af. På et tidspunkt var guitaristen helt ude ved scenekanten, og viftede pludselig med armene, som om han var ved at få overbalance. Jeg ved ikke om det var en del af showet, eller om han rent faktisk var ved at lave et hovedspring. Men han blev deroppe og spillede upåvirket videre med det samme.
Man følte sig i gode hænder og godt selskab. Selvom jeg stod og forsøgte at sluge det der efterhånden uundgåelige nederlag.
Jeg blev ubeskriveligt (eller som beskrevet tidligere, faktisk) træt. Som om jeg kunne have stået sovende. OK, fuck it. Zar Paulo spiller i Vega til november, googlede jeg mig frem til. Det undskylder ikke, at jeg ikke kunne nosse mig op til at dække deres status som et af hovednavnene under opvarmningsdagene. Men det var dog et personligt plaster på såret.
Håndklædet blev kastet i ringen. Teknisk knockout alt for tidligt i kampen.
Da vi krydsede Camping West i vandringen mod parkeringspladsen virkede det vitterligt, som om man var en slagen soldat på vej hjem fra fronten. Nogle lejre så fine ud. Andre lignede allerede et mindre bombekrater. Skrald var blæst sammen i store bunker op mod hegnet, skraldespande væltet. Solen skinnede, vinden susede, folk festede.
Tilfældige møder og sammenstød mellem vildt fremmede. Nye venner eller hurtige kontakter i forbifarten? Tomme flasker i græsset, fyldte øl rammer i armene på unge piger, der slæbte sig pukkelryggede. En fodboldkamp mellem “dem i trøjer” og “team bar kasse”. Gratis kolde bade, varme til 35. Nogle ting forandrer sig aldrig, selvom gæsterne skiftes ud som årene går.
I mange år lå vi herude og roede rundt i en uge. Det kunne man klare, måske fordi man også kunne klare at drikke sig fra sans og samling i en uge? Og holde vanviddet lidt på afstand. Nu går man dødtræt, udmattet og ydmyget hjem klokken halv 8… So be it.
På vej ud fra parkeringen blev vi mødt af en glad og dansende vagt, der sendte os et stort smil. Lige når man er ved at overveje, om man egentlig kan holde til Roskilde længere, får man en tilfældig oplevelse, der giver et lille løft.
Her til morgen tog jeg mig endnu en løbetur for lige at rense systemet. Skuffelsen havde næsten lagt sig. Hvem er det jeg gør det her for? Hvem skal jeg imponere? Jeg har det vist med at overkompensere for et eller andet. Og det inkluderer, at jeg pine og død SKAL skrive om og anmelde lige så meget, som 3 mand gør på andre medier.
Hvem er det jeg prøver at imponere og hvorfor? Hvis det er mig selv, så er det nok den forkerte taktik. Sidste år skrev jeg 36.369 ord om Roskilde Festival 2022 under festivalen. Uden at have undersøgt det, så vil jeg vove den påstand, at det nok er mere end nogen anden i hele landet. Flot. Og hvad så? Jeg glemmer vist det vigtigste i det her. Mig selv. Hvis det er mig selv jeg gør det for i sidste ende, så kunne jeg gøre noget som er endnu bedre for mig selv.
Lytte til mig selv. Og se det som en succes, at jeg formåede at gøre det.
Jeg sluttede løbeturen på et veltimet runners high. Stop der, du behøver ikke løbe 10 minutter længere bare for at imponere dig selv. Ingen kigger, ingen klapper. Brug det i stedet til at klare resten af dagen med et boost i ryggen.
Vi tager en dag af gangen, lad os SÅ komme til Roskilde og nyde at være der!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
