Syrerocken oplevede for nogle år siden en revival i Danmark og der sker stadig knobskydninger. Blandt disse finder vi Natskygge, der viser at vi stadig ikke har udtømt genrens potentialer og der kan være en stærk pointe i at vende tilbage til nogle af de mindre pæne dyder.
Eskapisme åbner med nogle alarmlignende guitarlyde og fortsætter så over i et uptempo, instrumentalt track i Delir. Det er hektisk, hurtigt og sætter en ramme om en plade, hvor der er gode evner på instrumenterne. Man er som lytter næsten helt forpustet, da de øvrige numre følger efter.
Totalt upåagtet af dette fortsættes pladen med øvrige syv numre – nu med vokal.
Samtidig er udtrykket også mere flydende og syret. Som et toppet orgel, der bryder akkorder i Tusinde År, som den næsten snerrende vokal i den ellers ret sejt spillede Feberdrøm. Eller som de dovent bevægende guitarer oven på et big beat i Fjern Planet.
Der er en ret sikker stil over det hele og som lytter er der ikke så meget tvivl om, at pladen skriver sig ind i en genkendelig æstetik.
Der spilles godt, der synges – hmm – mere syret, end de ofte mere rockede Lorenzen-projekter. Ja, faktisk er det både en styrke og en svaghed at vokalen virker ret uskolet og presset – ikke mindst, når den går i højden.
Det kan være lidt udfordrende – men det er vel også pointen. Og Hey, man! Don’t be a square og alt det der.
Der leges med metaforik på samme måde som man nok gjorde i 70erne og rummet (både de fysiske og det, man når med en rumcigar?) synes at være med flere gange i glimt. Der er endda et nummer, der hedder Fjern Planet…
Det er på sin vis lidt ’ufarligt’, men Natskygge er også lidt ude med riven i et nummer som Livet Brænder, hvor der både som trøst, kritik og formaning fremføres, at ’i dit indre kan ingen nå dig’ – vel næsten decideret aktuelt i hele diagnosedebatten…
Frit Fald har jeg personligt lidt svært ved at komme igennem; stemmen bliver næsten for skinger, men reddes dog viseligt af et dybere dub hvor teksten nærmest messes tonløst under.
Der er med andre ord spillet på alle tangenter – og som nogle bands bevidst har brugt forstemte klaverer, så bruges der også noget, jeg i hvert fald synes er lidt off her. Respekt for det – det lyder til at være med vilje!
Jeg er ikke sikker på, Danmark havde brug for endnu et syrerock-album. Men når det nu er her, så minder Eskapisme os om, at denne genre jo faktisk kan gøres for pænt og de trækker på nogle dyder, hvor det hele er mere loose end hos mange andre bands i genren. Samtidigt med at man tydeligt kan høre, at det er stærkt spillet, at musikken er både gennemtænkt og godt udført.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
