Selina Gin er et stærkt navn med gode indspilninger bag sig. Publikum på Radar fik de gode sange, den stærke stemme – men måske ikke helt en live-produktion, der matchede indspilningerne.
Full disclosure:
Jeg kom for sent til koncerten, da min opvarmning bestod i at føre et køretøj af tjekkisk oprindelse fra Midtjylland til Østen her, mens min søn og kæreste førte en lang samtale om regnbue-drager.
Det var mere awesome end det lyder, men betød, at jeg gik totalt glip af opvarmning og faktisk først ankom, da første nummer med Selina Gin tonede ud.
Bummer.
Radar tog dog imod med åbne arme og badet i skiftevis rødt og blåt lys fik Selina Gin lov at fremføre en plade, jeg kender og ikke kender.
Det skal forstås på den måde, at langt de fleste numre fra pladen er spillet i ret god rotation på P6 (og derfor antager jeg også på øvrig DR) – og med rette. Stærke, poppede numre, skarp produktion, verdensklasse stemme.
Publikum fik derfor hvad de kom efter: hit på hit og den del af biksen var der 100% styr på.
Fuldstændig styr på stemningen via frontpersonens ro, usvigelige sikkerhed i vokalen og lyset var der også.
Men. Det er et lille, men væsentligt ’men’. Det var også meget, meget pænt.
Jeg når at få en version af Good Cry med, hvor den akustiske guitar får lov at definere live-produktionen, og tænker allerede her at det er kuriøst, men forståeligt, at nedbarbere den skarpe produktion fra pladen til noget andet live. Det er stadig et cracking nummer med masser af hit-appeal, men det virkede umiddelbart som om bandet havde taget nogle procent af. Ikke at nummeret ikke kan bære det, men…
Nynnede jeg med? Ja! Var jeg glad for at nummeret var på settet? Ja!! Manglede jeg 10%? Også ja.
Eller lidt af den kant, jeg hele tiden sporer i radioen.
Nå. Videre.
Men som koncerten udfolder sig, kan jeg se et mønster. Der er taget valg her. Valg af velspillende musikere, der dog ikke rigtigt ’tager’ koncerten. De leverer bare stille og roligt, håndholdt. Men aldrig kantet.
Der forfaldes næsten til skomagerbas af og til og dette udtryk af noget amerikansk lo-agtigt, er både charmerende men også virkelig sært, når der nu står en vokal så stærk i front og kan synge både dybt og lyst – og i øvrigt gør det på stærkt poppet materiale.
’Cause We Had It All bliver dermed ikke tung, men mister lidt af det smuttende fra pladen. Stærkt nummer, som bare ikke når helt op at flyve.
Til gengæld er der godt fat i balladematerialet som Favorite Melody(?), hvor vi for første gang får en fornemmelse af noget Tori Amosk – også båret af b-vokaler.
Her har Selina forinden med kejtet charme opfordret til at vi sætter os ned – noget, det knap fyldte Radar selvfølgelig gør.
Og hey! Stemmen er FANTASTISK som det tydeligt kommer til udtryk i Never Be The One, hvor den får fuld skrue på femme fatale og sovekammerøjne, men på en mærkelig måde igen ikke helt letter på Radar. Stadig et stærkt nummer.
Her er det selvfølgelig vigtigt at indskyde, at jeg jo ikke er traditionelt ’varm’ til koncerten, men hele vejen igennem har manglet noget kant, noget lidt voldsomt – noget af det, der hele tiden ligger under overfladen på indspilningerne.
Denne stemning når jeg en smule af under de tre næste numre, hvor synth tager over, trommerne ligesom rykker frem i lydbilledet og indledt af Young & Alive får vi en passage, hvor det hele bliver lidt mere dansabelt, men også får en smule kant og insisteren i et mere maskinelt udtryk (stadig med den fantastiske vokal), og slutligt fire slag i gulvet.
Bliver det en dansefest? Nej. Nærmer det sig noget kant? Ja!
Det underfundige ved dette er, at dette netop sker med numre, der ikke har været i radiorotation.
Det slutter alt sammen med at bandet groover, Selina går af scenen og langsomt pilles ét band medlem efter det andet fra, til der til slut kun er hi-hatten, der klappes ud.
Ud med bandet, ind med Selina, der med en akkord kalder bandet tilbage, hvorefter hun fra et keyboard igangsætter en rigtig fin ballade, der bygger op, igen forsøger at støje lidt, men i den sidste ende efter en lang repetition af en rundgang ikke sådan rigtig forløses.
Jeg må medgive at min anmeldelse måske lyder lidt vel kritisk. Publikum fik en række stærke popsange, stærkt og professionelt fremført af en stor stemme i dansk indie og pop.
Selina var efter sin barsel tydeligvis glad for at være på scenen, publikum glade for at se koncerten og høre materialet.
Det kunne jo være enden på det hele, men der synes at mangle lidt procenter her. Noget kant. Noget live-produktion, der matcher de usvigelige sange på indspilninger.
Er jeg lidt grådig her? Absolut.
Gik jeg skuffet hjem? Nej, egentlig ikke. Men jeg fik heller ikke den oplevelse, jeg synes materialet og indspilningerne havde lovet.
Stærke numre og en stærk stemme bar aftenen. Tænk, hvis live-produktionen havde matchet!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
