Født ud af en jam-session kommer dette lidt kuriøse projekt fra København. Der leges og spilles derudaf og det lyder til at have været sjovt. Måske derfor kunne der også savnes at det hele var lidt strammere sat op.
Født ud af en jamsession. Det er er relevant viden idet, at bandet ofte lægger lange, instrumentale passager ind i musikken og synes at have en forkærlighed for det tilbagelænede, afslappede rock.
Som så til tider næsten udvikler sig til noget jazz-agtigt; Bubbles of Love kan på den måde minde lidt om dEUS’ One Advice, Space i sin langsomme groovende tilgang til nummeret. Dog uden den skarpt leverede vokal og tekst, til at bryde det mere loose udtryk op. Eller for den sags skyld introduktion af et tema II.
Pladen er egentlig startet noget mere energisk med Searching For Life, der sender tankerne i retning af Outer Region med sin low-fi legende tilgang til musikken, overdrive på vokalen og lige dele frem-i-skoene og tilbagelænethed.
Der er noget særegent over musik, der ikke nødvendigvis er startet som ‘sange’ men som idéer – mere eller mindre løst opstået.
I et nummer som Clouds bliver der sagt mange ord og vokalen bliver presset – det virker en smule påklistret og de høje toner kunne godt have brugt en coach.
Det er ikke helt grelt, men nok bare en indikation på at det her er nogle (erfarne) drenge, der bare gerne vil spille musik…
De spiller godt nok og den legende – eller måske snarere forsøgende – tilgang er ret definerende. Rambling On My Mind bliver derfor også lidt til en overraskelse, da det pludselig er et klassisk, skarpskåret bluesrocknummer, hvor solonen selvfølgelig er der, men ikke fylder unødigt eller bliver for lang. Det er ret fedt.
Det nummer slår også afslutningen an og den næsten punkede dusty-roadrockede afslutter Still I Wanna Go There kommer dermed ikke til at stå alene, men derimod give lyst til mere.
Midt imellem disse to passager har vi så et lidt sært midterstykke på pladen: Der sker noget med lyden på 17 Steps In The Dust, hvor det nærmest virker til at være en mikrofon, der fra et hjørne optager bandet i et nummer, der stikker af i nærmest cirkus-agtige variationer.
Play much, eh?
Det først skarptskårne Big Black Shape syrer også underligt ud nogenlunde midtvejs… Hvorfor? Jeg går ud fra, fordi det er sjovt eller man synes der hele tiden skal varieres, lytteren skal overraskes eller noget helt tredje. Det fungerer bare ikke helt.
Det lyder måske lidt vel kritisk, for der er egentlig mest tale om et band, der gerne vil spille rock og tydeligvis hygger sig med det.
Jeg vil dog fremføre at det er bedre, når det er lidt mere skarpskåret end afsøgende: Lidt mere fokus på at lave gode numre ud af de mange idéer, ville løfte drastisk. Der skal ikke så meget til.
Måske er det bare mig, der er lidt for påvirket af for mange, lange jam-sessions på en musikhøjskole, hvor det netop var pissesjovt for dem, der spillede – og pænt sygt for os andre.
Sygt er OTAN Raw dog ikke. Men som sagt: lidt coaching på vokalen, en skarpere produktion af numrene og så er der virkelig noget fedt på brættet.
Faren er dog derved at fjerne noget af den glæde og legesyge, der også synes at være i projektet.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
