Slagger Lund er en musikalsk original i ordets bedste forstand. Ikke alt lykkes lige godt på sanger og sangskriverens tredje album Maniak (en fordanskning af maniac?). Men, “galningen” går sine egne veje og er helt sin egen.
Vi skal værne om vores originaler, og Slagger Lund fremstår om ikke andet original på dette 10 numre lange album. Et album funderet i ganske klassisk spillemand/vise-tradition med nogle udflugter ud i noget mere eksperimenterende og nogle elektroniske krusninger. Det er sådan set ikke på det rent musikalske område, at Slagger Lund er original. Det er måden han gør det på.
“Jeg kan hverken synge eller lade være”, synger Slagger Lund med hans karakteristisk små-bævrende og halv-skæve vokal på nummeret af samme titel. Det er for mig et af det helt afgørende element, når man lytter til Maniak. Det er lyden af et menneske, en kunstner, der ganske enkelt ikke kan lade være. Nødvendigheden stråler ud af værket og er med til at løfte helhedsindtrykket. Du kan finde teknisk dygtigere sangere, smukkere stemmer i gængs forstand, større guitarister og sikkert mere ferme sangskrivere. Men, Slagger Lund lyder ægte og som om han gør det fordi han netop ikke kan lade være.
Og det skal han heller ikke. “Jeg minder måske mere om Jeppe Aakjær og Sebastian – om han fik sex i en rendesten – hvis der endelig skal sammenlignes”, forklarer Lund selv i pressematerialet. Det er ikke helt skudt forbi, der er noget “Sebastian på et lidt lurvet værtshus” over Slagger Lund, og det var ment som noget tillokkende i mit univers. Det lægger jo også i kunstner navnet “slagger”, at der er noget slidt og “skraldet” over det.
Er det så bare en eller anden bodega-bums, som sidder og mishandler en uskyldig guitar?
Hov hov, må vi lige bede om kammertonen.
Men, Ja… og nej.
“Bare” kan vi godt smide på lossepladsen for, Slagger Lund har ud over adgang helt gennemgående autentisk åre også et eller andet udefinerbart talent. Både som tekstforfatter og melodisnedker, i hvert fald når det sidste får lov til, at skinne igennem i Oliver Hoiness’ (Skammens Vogn m.m.) produktion. Der er nogle “Kunstneriske valg” hist og her i løbet af pladens 37 minutter, som jeg ikke er lige begejstret for. Om det så skyldes produktion, miks eller Lunds kreative indfald og output.
De mere elektronisk/synth-prægede numre, som eksempelvis “Jeg synger Baby som det passer mig”og mere enkle, ordfattige sange som “Huskesangen” og “Idiotsangen”, er dem jeg finder mindst interessante på Maniak. Her er det som om, at Slagger Lund enten bliver overdøvet, træder for meget i baggrunden eller fortaber sig lidt i nogle eksperimenter. Det ender lidt i nogle udflugter, der føles som om man går lidt i ring, eller musikalske blindgyder.
Det bliver aldrig uinteressant, for det rummer (og bidrager på en eller anden vis) til den samlede følelse af, at vi ER på udflugt med en kunstner, der insisterer på at gå sine helt egne veje. De bringer os, heldigvis også på nogle herligt snørklede stier, overraskende oaser og, i glimt, områder af stor skønhed, hvor man bliver underligt rørt.
Der er hele tiden noget på spil, noget som man måske ikke umiddelbart kan afkode, eller helt forstår fuldstændig. Men det gør intet, at man ikke altid kan følge Slagger Lunds krøllede tankegang, eller den konkrete betydning af et nummer. Jeg bilder mig ind, at man får fat i de større linjer, essensen af det ærinde spillemanden er ude i. Det giver en samlet følelse af noget sårbart og tænksomt, men også ganske egenrådigt og selvbevidst. En, der insisterer på, og tillader sig, at synge på sin egen måde om livet og vejen gennem det.
Slagger Lunds særegne vokal vil nok være en smagssag, den knirker, knager og lyder jævnligt, som om den er lige på nippet til at knække. Det er ikke en smuk stemme, men derfor kan man godt være en glimrende sanger. Stemmen rummer en skrøbelighed, der når den udfoldes bedst, som på den forrygende “Fremad I Mit Øje” (som jeg tidligere har anmeldt HER) skræller huden af, kryber ind og går direkte i hjertet. Her lykkes Lund med at sige et eller andet smukt og vedkommende om livet, sådan i almindelighed. Læg dertil, at melodien her er en glinsende perle, i en samling af mere eller mindre uslebne ædelsten.
Andre steder, som på “To B. Laudrup or Not To B. Laudrup” (anmeldt HER), hvor melodien også spiller, er lyrikken mere finurlig og spidsfindig. Ordspillet i titlen (et greb der går igen flere steder på Maniak) kunne godt være faldet til jorden, men på en eller anden måde slipper Slagger Lund af sted med det. Og får det til at fungere og give mening i hans univers. Ligesom det gør sig gældende rigtig mange steder i selve tekstuniverset, der følger sin helt egen logik og regler.
Jeg føler mig ret overbevist om, at disse spilleregler kun fungerer for Slagger Lund, hvilket blot bidrager til fascinationskraften ved dette album. Hvad er det egentlig, han kan, hvordan gør han det og hvorfor virker det?
Det, som med sikkerhed ville lyde fladt, måske endda kikset i andres mund, får på underlig vis sit helt eget liv her. En sang som en gammel fodboldtrøje bliver på forunderlig vis til en sang om noget meget større. Det er både en sang om, at kigge tilbage og savne fortiden, en kommentar til nutiden og tidens gang generelt. Om at have helte, om hvordan et navn på en trøje er blevet erstattet af et Unibet. Om at miste noget af, eller sig selv. Og, ved et sært tilfælde, så udkom sangen som single sidste efterår, lige da Brian Laudrup kom i vælten igen. Ikke for at reklamere for Unibet, men som ambassadør for styret i Qatar op til VM i fodbold. Det var sgu’ da et skørt tilfælde…
Slagger Lund lever også på, at man er med på referencer, kan følge tankerækken/spindet og de associationer der opstår i kølvandet. “Careless Wisdom”, der lukker pladen, er ikke bare en tilfældig, engelsk titel, der sniger sig ind i Lunds sprog. Det er selvfølgelig også en sproglig reference til George Michaels “Careless Whisper”. I “Fremad I Mit Øje” får Lund placeret Duran Durans Simon Le Bon i en kano, mens åbneren, “Nobody Puts Jens Vejmand In The Corner” på barok vis får kombineret et citat fra dansefilmen Dirty Dancing med en gammel dansk vise.
Det er krøllede henvisninger, referencer, sproglige krumspring og kuriøse koblinger. Man kunne, måske med rette, komme med den lille “kritik”, at disse referencer ofte er af lidt ældre dato. Jeg ved ikke, hvor mange der er bekendt med eksempelvis Jens Vejmand? Jeg ville nok ikke kende ham, hvis ikke vi havde sunget Jeppe Aakjærs klassiker fra Højskolesangbogen til morgensang i folkeskolen utallige gange. Eller om man straks ville få flashbacks til samme folkeskole og Mordet i Finderup Lade, når man læser titlen “Finderup By Night”.
Det gør naturligt, at jeg føler et vist åndsslægtskab med Slagger Lund. Noget, som nok ikke er en selvfølge for samtlige lyttere. Jeg ved ikke om det giver mig en fordel, eller farver mit indtryk, for jeg synes egentlig at Lunds tekster og musik også rummer nogle alment gyldige kvaliteter.
Pressematerialet betegner Slagger Lund og Maniak som “en art folkemusik for eneboer”. Dem, der ikke helt passer ind eller er som alle andre. Dem, der lever en anonym tilværelse uden for nummer, eller gør det modsatte og vil have lov til, at skille sig ud og være anderledes og “forkert”. I gamle dage ville mange nok have betegnet Slagger Lund som værende “en original”. Det har fået en lidt negativ bismag, men egentlig burde det bæres med stolthed.
Maniak er ikke en perfekt plade, men den er dejligt uperfekt og lige som den skal være.
Af Ken Damgaard Thomsen
