Stærke, næsten punkede rocksange blandet med store, croonede ballader med en stærk mandevokal – ofte matchet med en ditto-kvindevokal. Ja, det er All Kinds of Nightmares af Ring Them Bells, der cementerer ét af Danmarks bedste livebands som stærke plade-magere.
Der er en meget stor sandsynlighed for, at dette er årets album.
Ja, det eneste der måske kan stå i vejen for den ’titel’ er at der har været så mange stærke singler ude, at det næsten ikke føles som et ’nyt’ album. Eller, selvfølgelig, hvis nogen overhaler indenom.
Hvad er det så, Ring Them Bells kan? Tænker man på en kunstner som Nick Cave (og renser for døde børn og de religiøse personaer), så kan man høre hvor Ring Them Bells kommer fra.
Lige fra croonende numre som My Lord, over duet-stof som Wherever You Go og Capitol Hills – til den Birthday Party/Grinderman-punkede Deep Hits of Blue, Evil Twin eller Hitch.
Vi får hele spektret. Men uden at det bliver en pastiche eller virker som et rip-off. Det er, om noget, lidt mindre (selv)højtideligt, når All Kinds of Nightmares rulles ud.
My Lord og Capitol Hill er endda deciderede stemnings-mesterværker.
Kira Skovs vokal smyger sig smukt op af Johannes Nidams. Men også øvrige kvindevokaler som Camilla Munck (Wherever You Go), Solrun Stig-Bjørnø (Evil Twin), Kezia Warwood (Murder Swans) og RebekkaMaria (The Fall) er særdeles veldisponerede og klædelige.
Ja, The Fall kender du sikkert også, hvis du har hørt DRs radiokanaler og det er måske endda det mindst gode af de singler, der har været lagt frem. Hvilket ikke taler The Fall ned, men bare vidner om store sange på pladen.
Man skal selvfølgelig være klar på, at det her er rock, at det kalde på de store følelser i balladerne og at det ikke nødvendigvis lyder ’nyt’ eller ’morderne’. Men det lyder altså bestemt heller ikke klichepræget eller fortærsket – snarere netop friskt, til tider gadedrenge-flabet men stadig med en fuldstændig solid base og jordbundethed. Wow.
Rocken fremstår tydeligt i guitarer, bas og orgel – og så er der produceret med en lilletromme, der lyder som om den står i den store koncertsal og hvert slag får lov at klinge. Stor lyd, store følelser…
Der er intet på denne plade, der bliver plat, men der sendes alligevel nogle ironiske eller kritiske stikpiller ud. Som afslutteren, der STINKER af americana – og hedder Europe Is Sinking. Eller vil i virkeligheden perlen My Lord, der måske nok mere end hinter til noget religiøst men mere illustrerer en form for livs eller forståelseskrise. Igen ikke ulig noget, Cave kunne have kastet sig ud i.
Pladen balancerer perfekt de mere smadrede, kantede rocknumre med de mere croonende og intet sted bliver det vel mere tydeligt end i balladen Murder Swans, der har et smadret guitar-tema i intro/mellemspil, men ellers er en smuk duet i strofer og refræn. Plus den der lilletromme, der sikkert hænger der endnu, selv om pladen for længst er løbet ud.
Den ’er’ ligesom pladen eller et billede på pladen – og så er det ikke en gang det bedste nummer!
Men hold nu kæft et nummer!
Min ret lille LP-samling består af klassikere og enkelte plader, jeg igennem tiden har ’opdaget’ igennem mit virke som anmelder her.
Sjældent har jeg været så sikker på, at en plade skulle tilføjes samlingen:
– Det er en plade med så store styrker, at det bare er en fornøjelse at lytte til den. Det er netop kravet, jeg stiller til mine LPer: det skal være musik, der ’kalder’ på lytteren og er umagen værd med alt det venderi osv. All Kinds of Nightmares er i den grad umagen værd!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
