Radar var godt fyldt af unge og gamle, piger som drenge og fik sig et ordentligt drag over nakken fra både opvarmning og hovednavnet, I’ll Be Damned.
Jeg ankommer kl 20.30, hvor SWARTZHEIM allerede er i gang. Hår flyver, de spiler som der ikke er nogen i morgen med et tempo, der minder om en 14-årig dreng, der har fundet ud af hvad hans krop kan.
Jeg så dem også på Mono Goes Metal og her virker det i langt højere grad til, at bandet har tænkt sig at rive det hele ned – og ikke tage nogen fanger i processen.
Den energiske forsanger forklarer, at der skal skydes musikvideo til et nummer uden titel og publikum køber helt ind i ideen om at give energi tilbage.
Der er 100% energi og også et vist overskud over bandet, hvor en af de tre guitarister eksempelvis lige snupper sig en banan i en pause i et nummer.
Fire numre inde og vi får aftenens første crowdsurfer, der i en skov af hænder og horn bæres rundt på Radar.
For god ordens skyld kalder forsangeren så som det sidste en wall of death – og Swartzheim slutter som de startede: Med energien i top.
Jeg tæller fire, måske fem numre og konstaterer at bandet har skåret ind til benet og fremstår noget bedre end jeg husker dem, i denne skarpskårne version. Ungt, hurtigt og med fuld energi igennem de få numre. Fedt!
21.10 får Radar så besøg af Plaguemace, som jeg også så på MGM.
Bandet er et solidt metalband, der især tegnes af deres store forsanger, der brøler/growler så det er svært eller umuligt at fange teksterne – og i øvrigt på flere parametre agerer indpisker.
Det er old school metal og fordi bandet er så solidt, er der plads til at forsangeren kan karte rundt og komme med platheder eller andet mellem numrene – i øvrigt på klingende horsensiansk.
Hans første akt på scenen er at holde fem øl i sine store hænder – jeps, der er lidt bajer-metal over det her…
Som koncerten udvikler sig, sker der noget, jeg aldrig har set før: En fan kommer på scenen og spiller en STOR rolle: ’Seb’, en spastisk kørestolsbruger køres af forsangeren ind på scenen under andet nummer og bidrager til den vilde stemning, sådan et old school metalband leverer.
Og under tredje nummer løfter forsangeren Seb op, så han lige kan få sig en tur ud at crowdsurfe.
Meget speciel oplevelse at se denne forsanger så tage imod Seb, klikke ham fast i kørestolen alt imens han growler. Ja, på en gang opvisning af en handicaphjælper og metalkoncert.
Seb køres ud og så kan vi igen fokusere mere energi på det super smadrede metal, Plaguemace leverer. Den growlende vokal er potent og generelt er bandet super skarpt spillende.
Groovende det ene øjeblik, huggende det andet. Og tungt.
Otte numre ender de med at spille og Seb rulles igen ind af en guitarist fra Swartzheim under den af publikum tilsyneladende kendte afslutter, hvor der boogies godt igennem.
Plaguemace er bestemt ikke kedeligt og det var en meget anderledes oplevelse at se dem invitere Seb med – ja, han fik endda lov til at prøve kræfter med vokalen også.
Dog var vi ved at være godt banket igennem og glædede os efterhånden også til hovednavnet.
I’ll Be Damned. 22.20
Og der var de så. Jeg har ikke set bandet, siden de skiftede forsanger, men anmeldte Culture sidste år. Min ledsager og jeg var derfor noget nysgerrige på, hvordan den nye forsanger så ville levere.
Svaret er: Forbilledligt. Der åbnes med Fuck You Money og ALT lyder godt på scenen.
I’ll Be Damned er også første act, hvor man tydeligt kan høre hvad der synges og der leveres intenst, insisterende. Fedt.
Bandet har tydeligvis glædet sig til at komme på græs og viser stort overskud; trommeslageren laver stick spins mellem slagene og ligger i øvrigt usvigeligt tight.
Publikum er med! Der laves call-response på hey-råb og generelt er der måske tyndet lidt ud i antal, men generelt sitrer rummet af energi.
Som fjerde nummer falder Run Me Over og cementerer hvor stærkt spillende og gode sangskrivere, bandet er – og ja, så får vi da også for første gang i settet en crowdsurfer at se.
Der er noget sejt over hele groovet, hvor afslappede og dog intense bandet fremstår og hvor cool forsangeren får leveret.
Den tidligere forsanger var typen, man i fanbasen omtalte som ’lignede en revisor’. Da den nuværende på et tidspunkt taber sine briller, bliver det nærmest et billede på at træde ud af den skygge (den var han nu aldrig under!) og eje scenen, rollen, sangene.
Som når han med udspredte arme inviterer os ind i numre fra debutpladen – det er ikke et cover, det her. Det er et band, der tilfældigvis har skiftet forsanger. Fedt.
Det er som nævnt et publikum, der er godt med og flere gange crowdsurfes der, synges med og nakker hugger.
I’ll Be Damned holder også fast i det showmanship, bandet altid har været garant for, så forsangeren tager da også lige en tur ned blandt publikum.
Inden da har bandet spillet hvad de omtaler som ’et 13 minutter langt nummer’ hvilket imod al fornuft ikke føles langt. Ikke mindst da det bare er et imponerende skarpt spillende band.
Hell Come (Take Me Now) falder som den næstsidste energiudladning og da det sidste nummer klinger ud, har vi fået 15 numre og slipper for hele det der encore-nonsense.
Et lille højdepunkt blandt mange er, bandet endda også fik besøg af forsangeren fra Baest, der også med den nye forsanger skaber en kontrast med det mere growlende udtryk op imod den mere egale stil hos IBD.
I’ll Be Damned er et stærkt spillende band, der i den grad har overlevet at skifte en karismatisk forsanger ud med en tilsvarende dygtig en.
Materialet er godt, spillet fantastisk og for anden koncert i streg må jeg bare sige, der er fantastisk lyd på Radar.
En god aften!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
