Det Indre Marked er aktuelle med deres debutalbum, Den Tikkende Sol, der viser et band med masser af selvtillid og tro på egne evner. Lyden er både små-melankolsk og varm, de er ikke bange for, at tage den med ro, men skruer op når det er nødvendigt. Men, er det en ren solstrålehistorie?
“Har du husket, at tage et skridt tilbage?”, sådan lyder åbningslinjen på Den Tikkende Sol. Det Indre Marked lægger afventende og langsomt opbyggende ud, indbyder til eftertanke. Til lige, at stoppe op og mærke efter. Stilen er luftig, rolige lydflader og bølger, der vugger og skyller langsomt ind over en. Vi skal, i hvert fald indledningsvist helt ned.
Nummeret bærer den sigende titel “Modvind”. Det Indre Marked er ikke kommet for, at stryge dig ved hårene, eller holde dig i hånden. De er heller ikke i opposition til dig. Albummets 10 sange, fordelt på 33 minutter, gennemstrømmes af en let melankoli, men også en varme.
Sidstnævnte føler man allerede tydeligt på titelnummeret, der følger op på den lidt modvillige åbner “Modvind”. Tempoet er stiger, pulsen skal op, der skal gang i tik-værket. Og solen, der tikker afsted oppe på himmelhvælvingen, som et stort, altid tilstedeværende ur. Varmen kommer ikke bare fra Den Tikkende Sol, men også fra albummets lyd. Det lyder analogt, og gammeldags. Organisk og levende. Men, også tidstypisk og moderne.
Der er brugt “gamle synthesizere, trommemaskiner og spolebåndoptagere”. Det giver en lyd, der både føles tilbageskuende, let nostalgisk og oppe i tiden. Et glimrende eksempel på, hvad det er Det Indre Marked rummer og rammer er kombinationen af, og overgangen imellem de to sange “Vægt” og “Trykfald”.
Førstnævnte er en tilbagelænet instrumentalsag, der knitre og emmer af en gammel båndoptagelse. Lyden af fraklip, eller fragmenter fra det fjerne, hvor billederne er gulige og falmede. Hvis de havde en lyd, ville de suse let. Efter 1 ½ minut glider vi over i “Trykfald”, hvor trykket stiger og en mere moderne 2023 tone slås an. Med den for tiden velkendte, lad os kalde det “lettere ærgerlige, let-opgivende alternative ungdoms-indie vokal”. I ved, lyden af et ungt menneske, der har ondt i mavsen, blå mærker på sjælen og bare er lidt træl’arn træt.
Det var ikke ment nedladende, men sådan lyder det for mig. Jeg er også gammel og lettere overbærende kynisk. Det kommer med årene. Men, jeg kan godt være med her. “Trykfald” er et glimrende nummer, som gerne vil danse og dele sin stemning med dig. Her vil Det Indre Marked gerne holde lidt hånd, men kun så du kommer op af stolen og får dig en sving-om. Det er noget af det jeg synes bedst om ved bandet og pladen her. De plager ikke, er for nær- eller pågående, eller har travlt med at pådutte dig deres musik og poesi.
Det Indre Marked lader til, at de stoler nok på sig selv, og lytterne til, at den slags slet ikke er nødvendigt. Det er befriende, og giver noget luft. Og musikken et ånderum og noget frihed.
Den frihed bruger Det Indre Marked, også til at gøre og handle med følelser og stemninger efter forgodtbefindende. Det gør også, at man ikke altid er enig i, eller bare synes om, alle valg. Helt af sporet løber det dog aldrig. Ligesom jeg er ved, at døse lidt hen og små-kede mig under et nummer som “Glasklar”, kommer der mere tyngde og tryk på efter en, for mig, lidt for søvndyssende indledning.
Det er en fremgangsmåde, som Det Indre Marked også bruger med succes på den efterfølgende “Stuen”. De tager sig tid til, at bygge møjsommeligt op, ofte fra et minimalistisk udgangspunkt og så lægges der gradvist flere lag på lyden. Den vokser, og bandet demonstrerer flere gange, at de har ret mange musikalske muskler at spille med. De foretrækker bare, ikke at flashe dem fra start.
En metode og opbygning, der er ganske effektiv, men også kræver noget tålmodighed af lytteren. Den er i det hele taget praktisk, at være udstyret med, når man navigere på Det Indre Marked. Selvom albummet “kun” er lidt over en halv time langt, så kan jeg ikke fortænke visse lyttere i, at den stedvis kan virke en smule lang pga. måden bandet opererer på.
Det gør også, at jeg føler mig ganske stimuleret og tilpas træt (ikke træt af), når Den Tikkende Sol begynder, at gå ned til tonerne af “Gule Blade”. Bandet selv lyder også som om, at de er godt tilfredse og klar til, at ride ud mod solnedgangen og fyraften. Tonerne bliver mere drømmende og udsvævende, som nummeret skrider frem og det hele fordamper lidt i solens sidste stråler inden Den Tikkende Sol forsvinder bag horisonten.
Fin debutplade, fra et band, der lader til at have godt styr på hvad de vil og kan. Det gør dog også, at den måske stedvis føles en lille smule for egenrådig og sikker i sin sag? Men, samtidig stadig mangler det sidste til for, alvor at trænge ind og sætte sig fast.
Af Ken Damgaard Thomsen
