Pavement viste erfaring og stærkt materiale men tabte – måske forståeligt nok – af flere omgange lidt momentum. At møde så sympatisk og kompetent et band er dog et privilegium!
Det er jo egentlig et stort privilegium at kunne møde op til en koncert med et i så høj grad gennemprøvet kvalitetsband som Pavement uden at have det nære kendskab til det.
…hvilket er en pæn måde at sige på, at jeg godt nok kender til Pavement men aldrig har været decideret fan og at sygdom i ugen har medført at jeg har haft dårlig tid til at researche på kataloget.
Anmeldelsen kan med andre ord siges at være tilsigtet objektiv – eller i hvert fald mindre forudindtaget end når jeg ser andre, af mig mere kendte kunstnere.
Voxhall var på denne onsdag aften godt fyldt med voksent publikum – balkonen var åben hvilket på én gang understregede at vi var mange, men også gav lidt luft, da der ikke var udsolgt.
Inden hovednavnet skulle vi dog lige introduceres for ’special guest’, hollandske Lewsberg.
Det var en oplevelse. Eller rettere; et ret storisk band, hvor den meget stoneface-agtige tilgang til stage performance fik mig til at overveje om de havde koordineret mod Weeping Angels. Intenst var det i hvert fald at stå overfor et band, der ikke smilte og hvor vokaler (egentlig ret lækkert) blev leveret ret tonløst oven på numre, der ofte bestod af mange ottendedele – markeret på trommeslagerens gulvtam og i bassistens plektorspil.
Netop bassisten tog til tider vokalen og var den mest ’levende’ på scenen hvor hun flere gange besøgte trommeslageren. Den vel egentlige forsanger skiftede mellem violin og guitar og det hele var MEGET lo fi i kraft af toppet, gainless lyd på guitarerne – bortset fra når der skulle lægges noget solo, hvor en boxet distortion blev valgt.
Skriver Lewsberg så gode sange? Mjah. Det er meget amerikansk inspireret og jeg fik til tider vipes af noget folk og tænkte; havde man set det her på Fanø Free Folk Festival, ville det på én gang passe fint ind – og være lidt for intenst. For der var noget fortællende over vokalen og til tider strejfede den næsten i retning af noget Tindersticks på de mere reciterende numre.
Efter tre kvarter var det nok lidt svært at adskille numrene – bortset fra en rørende ballade med kvindevokal – da de netop havde dette stærke fokus på ottendedelene. Vokalen gik dog rigtig fint igennem og teksterne lød til at være underfundige (her kunne lidt research igen have været fint) – publikum tog da også virkelig pænt imod bandet og der var god stemning, da de gik af til store klapsalver.
Ingen tvivl kan herske om, at det var en oplevelse – intenst sådan at blive stoisk nærmest nidstirret af bandet og have en fornemmelse af at rollerne nærmest var skiftet; at publikum blev beskuet og ikke den anden vej rundt.
Da bassisten efter cirka 30 minutter ligefrem smiler, er det lige før illusionen brister. Men det er ingen illusion og vi parkerer denne lille solstråle under kategorien ’variation’.
Pavement 21.15
Kontrasten var derfor stor, da Pavement indtog scenen: Trommeslager og bassist kom storsmilende ind og bandet udstrålede i den grad, at de var glade for at være der og nu skulle den have én over nakken.
Det var måske lidt en bekymring, inden koncerten; for det er altså længe siden at Pavement har udgivet nyt – og hvad skulle de så egentlig på tour? I virkeligheden ville jeg ønske at flere bands på den måde kunne turnere med godt bagkatalog, og Pavement fik da også vist over aftenen, at der er sange nok – med kvalitet nok – at tage af.
Der åbnes med Grounded og følges op med Frontwards (?), hvor udtrykket er markant mere rocket end jeg har oplevet på de plader, jeg dog nåede at lytte til.
Det er nogle energiske, søde, gamle mænd (og en pige) på scenen og med to trommeslagere, to guitarister, en bassist og synths er der også lagt godt ud med fuldfed og mindre lo-fiet lyd.
Smilene er store – i bandet og blandt publikum. Måske lige bortset fra Malkmus, der bare har såden et ansigt, der ikke flækker alt for let. Det behøver han heller ikke; især bassist og (primær) trommeslager lægger den stramme bund, der skal til for at guitarer, synths og sang kan slacke ovenpå. Dette gør de med smil og stil. Stereo og Gold Soundz er tydeligvis fan-favoritter og midt i folkemængden er armene oppe og der skråles friskt med.
Men så sker der noget. Det er nærmest umærkeligt, men efter den første håndfuld sange falder momentum lidt. Det er nok meget naturligt – vi kan ikke holde det høje energiniveau hele vejen, det ER dog trods alt onsdag, og alderen spiller måske også ind.
Men det er som om, momentummet bare permanent at dalet lidt i koncerten: Den før så åbne og smilende bassist bliver pludselig oftere mere refererende til trommeslageren og lige nøjagtigt nok af overskudet ryger til, at det bemærkes.
Det er nu ikke sådan, at koncerten går i stå: Ice Baby leveres med en indpiskende b-sanger (trommeslager, slidewhistle-player, you name it) og punket energi tager over fra den ellers solide start. Og tempoet ryger yderligere i vejret med Perfume-V.
Men trylleformularen er brudt – det er ikke helt så magisk, som i åbningen. Selv om indpiskeren, Nastanovich, joker og fjoller rundt og på alle måder prøver at løfte stemningen.
Og det er vel sagen med Pavement: De kommer ikke til at levere en dårlig koncert: Materialet er i orden, basis (trommer og bas) ligger usvigeligt stabilt og så ’har’ de hinanden i alt det løsere, der lægges ovenpå. Det er heller ikke deres første rodeo, så en onsdag i en mellemstor europæisk by bliver selvfølgelig hæderlig.
Der jokes længe om Halloweeen inden et nummer før koncerten når et lille, punket højdepunkt i Roll With The Wind og endnu en publikumsfavorit: Spit on A Stranger.
Men nu godt halvvejs i koncerten, begynder jeg at savne den åbnende energi. Det er nok mest fordi jeg ikke har fan-status, for folk i midten foran scenen er tydeligvis helt med.
Vekselvirkning mellem et ret punket udtryk og mere slacket fungerer også til at holde gryden i kog – men da der under Rain Ammunition vises dinosaurer på den fine bagvæg, slår det mig, at det er den slags koncert jeg er til:
– Jeg ser noget gammelt, imponerende – men i sagens natur også måske lidt slidt her og der. Det KAN selvfølgelig også være mig, der efter sygdom snart gerne vil hjem i seng…
Snart går bandet dog af scenen for encore.
Der går noget galt, da de returnerer for de synes at have fundet energien fra starten igen – men må så stoppe, da de maskebeklædte stage hands åbenbart ikke har fået stemt bassen. Om igen!
Det er så til gengæld Harness Your Hope som har klassiker-status, der leveres skarpt.
…Hvilket desværre ikke helt bliver tilfældet for Give It A Day – men det er nu lidt ligemeget, da publikum bærer på: vi har jo fattet at det sidste skal vrides ud af den plovmand, entreen kostede, nu!
Vi får fem ekstranumre og Cut Your Hair og Range Life får i den grad salen med, før der roligt lukkes ned.
For den udefrakommende virker 25 numre som ret mange. Men ret skal være ret – de mere punkede er hurtigt ovre og bandet er så erfarent, at de blander det mere stenede, slackede med det punkede og ender med en fin dynamik.
Lidt grådigt ville jeg virkelig have ønsket at de kunne have holdt den fine dynamik fra de fem først numre hele vejen igennem. Men det er også høje krav at stille ud fra de ovenstående parametre og det betyder ikke, at det var en dårlig koncert – bare at mere vil have mere.
Hvad mere er, er at Pavement er et meget ’likable act’ og de virker så gennemsympatiske med deres småsnak og drillen frem og tilbage mellem numrene. Hvilket, for at være fair, også steg lidt i frekvens som koncerten skred frem.
Men når bassen fx ikke stemmer, slår det ikke nogen ud og der hvor momentum bliver lidt i den lave ende, sørger den solide rytmegruppe for at arbejde sejren hjem.
