Wow for en aften på Radar! Kom Vi Løber viser sig at være cirka lige så skarpe live som på plade – og opvarmningen ved Solvej tog os fra udkant til udkant på den der helt-nede-på-jorden agtige måde.
Radar var på ingen måde pakket på en torsdag aften. Dog har der nok været 100 publikummer til Kom Vi Løbers tour-afslutning. Og sikke en oplevelse de fik!
Faste læsere af mine anmeldelser (yeah, right??!) vil vide at jeg er kæmpe fan af belgiske dEUS og især evnen hos forsangeren, Tom Barman, til at levere tekster på en matter-of-factly måde, er simpelthen noget af det fineste, jeg kender.
Kom Vi Løber kan det samme. Ja, de kan mere! Oven i købet har de også nogle på én gang personlige og poetiske tekster og poppede hooks.
Så forventningerne var høje!
– Kunne de det samme live?
Stemningen på Radar var stille og rolig. Med en stor overvægt af unge kvinder og par, overvejede jeg om det var ’den slags’ koncert. Om det var det, er jeg af gode grunde udelukket fra at vurdere, men jeg kan dog konstatere: Kvinder, mænd og dem der hænger sammen fik en stor oplevelse med hjem.
For først skulle vi stifte bekendtskab med Solvej.
[Disclaimer: Jeg har til et bryllup haft Solvej som borddame og har derfor en form for relation til hende. Jeg kan dog betrygge alle om, at hverken hende eller jeg umiddelbart genkendte hinanden og jeg forhåbentlig derfor lykkes med at forholde mig ret tilsigtet objektivt til hendes performance].
Solvej 21.00 på Radar.
Alene med en westernguitar og en omgang velkomponerede sange stiller Solvej op på scenen. Hele seancen indledes med hvad der senere viser sig at være en ’hemmelig’ optagelse af unge venner, der taler vestjysk og det viser sig, at forholdet mellem to udkanter: Fjaltring, Vestjylland og Kongens København, fylder ret meget i Sovejs kunstneriske virkelighed.
Det er personlige tekster og første nummer framer meget fint den insisterende jordbundethed, hele settet emmer af: ’…der hvor jeg kommer fra’ afslutter refrænet og allerede under de første numre får man noget af den samme stemning, som da Anders Agger vendte tilbage til Heavy-Agger og talte med thyboerne dér, der som Solvej ikke bruger for mange ord – men nogle velvalgte nogen af slagsen.
Og den guitar? Den lyder fantastisk! Solvej har slået sine folder i Syden i USA og indspillet i Nashville og det fornægter sig ikke i udtrykket – dansksproget americana. Smukt!
Som nævnt så handler sangene meget om spændet mellem to udkanter; Fjaltring og København og da Solvej mellem numrene fortæller at hun har købt hus ’hjemme’ i Fjaltring nu, giver sange om at vende hjem rigtig meget mening. Især da den pakkes ind i fortællinger om forkærlighed for den vestjyske dialekt.
Selv om Solvej ikke selv har nogen særlig dialekt, så slægter hun Niels Hausgaard lidt på: Sange små-startes, men stoppes så fordi en anekdote trænger sig på og må ud og det hele er meget, meget charmerende, personligt og stærkt sunget i sangene.
Da næst-sidste sang så har titlen Bonderøv, er det tydeligvis ment med den største kærlighed – men også en erkendelse af, at uanset om hun er på stenbroen eller u’e westpå, så er der bøvethed.
Under Bonderøv får hun publikum til at synge refrænet – med en stærk pointe i at det er et ret anklagende ét af slagsen. Så der står vi så og råber af denne charmerende, jordbundne og efter eget udsagn meget introverte pige, alene på scenen med sin guitar. Harsh, stærkt og effektivt.
Seks numre er hvad det bliver til og meget passende afsluttes med en voksen-vuggevise (Blå, Blå?) der bliver decideret rørende.
Generelt var det en stor oplevelse at se Solvej. Charmen, humoren og tilstedeværelsen kunne skæres i luften. Når Solvej så oven i købet er en habil guitarist og sanger, så går det op i en højere enhed.
Tror vi så på, Solvej har fundet hjem? Nej, der er stadig hele tiden et vist mål af melankoli i musikken. Hvilket jo nok heldigvis betyder, at der kommer flere plader end de to, hun allerede har begået…
Kom Vi Løber 21.50, Radar
Klædeligt for dem, der skal tidligt op fredag, gik Kom Vi Løber på 21.50 – ikke noget med at vente til 22.00.
Der åbnes som på seneste plade, Parafrase, med En Svale og fra første toner står det klart, at bandet har så godt styr på udtrykket som de giver udtryk for på pladerne. Det er skide godt, det her!
Byen Ender følger op og Lone Slot Nielsens stil, hvor hun ligesom ’står’ lidt på ordene gør netop dét jeg nævner øverst i artiklen: Har sådan et matter-of-factly udtryk, der gør at hun kunne synge en opskrift og det ville stadig være (kunstnerisk) interessant. Hvad mere er, så er teksterne poetiske og stille(t) skarpe i al deres enkelhed og fortællinger.
Bandet er tilsvarende skarpt og i Byen Ender bliver det helt Hilmer Hassing-agtigt i guitarfigurerne.
Det kan nok være, det kunne være en opskrift. Men Udslag bliver udfoldet som når gode og dårlige ting, man ikke er herre over, sker for én – og det mere end indikeres, men føles også, at der ligger en meget personlig oplevelse – eller måske rettere erfaring? – bag.
Det udfoldes yderligere, da I Kraven, I Knoglen også udfoldes som en anti-smalltalk sang: Det er vigtige ord, der sendes af sted.
Der er også mere lettilgængeligt hitmateriale og et nummer som Jenny og Ik’ Sig Det sikrer lidt luft. Dog bliver det også her, den eneste anke mod koncerten viser sig: Når der bæres brænde til bålet og bandet skruer op, drukner vokalen. Det sker et par gange og er super ærgerligt, for det ligesom bryder magien, den fortællende nærhed og pludselig glemmer man lidt at lytte.
Det er dog kun i glimt og et nummer som Hvid nat sidder lige i skabet og bliver ét blandt mange højdepunkter.
Og sådan står vi der. I mørket på Radar og suger til os af poesi leveret på den mest selvfølgelig måde. Med toner, der på én gang er afslappende og inviterer til at foden vipper.
Kigger man rundt er det klart at jeg ikke er den eneste, der her har en stor oplevelse.
Man kan næsten ærgres over, at der ikke er flere, der får den.
Måske ser de landskamp? Måske trak Defheaven på Voxhall mere (fuck, det var sidste fredag, red)?
Inden koncerten slutter – og det føltes for en gangs skyld ikke som noget, der er helt kærkomment på en sen torsdag aften – skal vi dog have Solvej på scenen igen og sammen synger de to piger (i øvrigt underligt nok unisont?) et nummer om tillid til hinanden.
Selvfølgelig sluttes der også med noget balladeagtigt, og når Nielsen som noget af det sidste ytrer ’Jeg vil helst bare sidde her med dig’ inden guitaren får lidt crunch er det igen ganske, ganske rørende.
Bortset fra en mix-problemer når bandet en sjælden gang lagde lidt hårdt fra land, så har det været en stille stor aften på Radar!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
