Den unge dansk/pakistanske queer goth kunstner She Can’t Afford Mascara holder musikalsk gangbang på kirkegården. Det må være klik-værdig overskrift nok?
Er der så tale om en gimmick? Nej, selvom udgangspunktet kan lyde sådan, så udspringer det fra en meget reel virkelighed for Adam Shazard, personen bag She Can’t Afford Mascara.
Den manglende forståelse, rummelighed og diversitet i henholdsvis opvækst og senere goth-miljøet er blevet brugt kreativt. Omsat til en form for hårdtpumpet teatralsk techno-goth. Det er berliner cabaret leveret på en industriel natklub, hvor trance, rave og wave sørger for lydsporet til festen. Eller et kirkegårdsgruppeknald?
Min tur rundt i She Can’t Afford Mascaras gotiske darkwave trance univers begynder dog ikke på en kirkegård. Først skal vi en tur i skoven en mørk morgenstund. Ikke for, at danse på en hemmelig undergrundsklub i idylliske omgivelser. Vi skal løbe. Med fanden i hælene. “Goth Trance” banker afsted i et tempo og med en spilletid, så man næsten ikke kan nå, at komme op i tilsvarende omdrejninger inden den forstummer.
Efteråret er begyndt, at ruske og solens første, tiltagende svage stråler kæmper for, at bryde frem ude mod øst. De er stadig en times tid væk.
Inden kan vi nyde udsigten ud over tilduggede marker, hvor rimen sørger for, at landskabet ligner noget fra Ringenes Herrer. Mordor ligger også mod øst, man kan stadig ikke skimte ilden ude ved horisonten. Tonerne af “Dominatrix” banker ud af ørepluggerne. Mørke, dystre og insisterende. Den dunkle, rimtunge skov venter forude.
Nu vi er i det filmiske. Pladen er produceret af Sune Køster, som jeg tidligere har anmeldt det ambitiøse History of rock n roll projekt fra. Køster har egentlig rødder i punken, men laver nu også filmmusik. Eksempelvis til Christian Tafdrups roste Speak No Evil. Skal vi blive i filmsproget og punkrødderne, så er det her mere energisk og narkotisk ala Pusher, end atmosfærisk og ildevarslende.
Måske er det her mere velegnet til andre ting end morgenløb? 10 ud af 12 numre har fået “voksenindhold” mærket på Spotify… Jeg holder kursen mod skovbrynet, mens “Lichtenstein” glider over i “They Think They Are Gothic”. Der er en snert af dark disco, at finde hist og her på Cemetary Gangbang. Gad vide hvad det omsluttende mørke har til mig i dag?
Det er svært, at se hvor man sætter fødderne. Heldigvis kan man ikke høre underlagt. De dundrende techno influerede gothrytmer overdøver alt. Men, ikke mine tanker. De vandrer.
Mosekonen brygger. Mosen lokker mig til sig. “Dark Blossom” er ikke lygtemandens sang, men noget lyser op i sindet. Forsvinder igen. Hovedet er pludseligt tomt. Skoven og mosen forsvinder også. Benene pumper til lyden af den depraverede undergrundsmusik. Måske er det på tide, at søge mod lyset. Inden man forsvinder helt.
De blinkende lys fra motorvejen dukker op mellem træstammerne. Der kører sikkert lige så mange tyske biler rundt denne morgen, som der er tysk inspirerede sange på dette album…. “Halt”, “Bach Ist Tot”, “Deutschland”, “Heute Leider Nicht”, “Tanzterrorist”… Det lyder ret militant, stramt og ikke uden en vis portion barok humor.
Alvoren lurer bag de “skøre” titler. En følelse af afvisning. At være uønsket. Og af at være udenfor og “forkert”. Men, der er også noget stramt, militant, køligt og industrielt over albummet. Dyder, man i de gode, gamle dage ville forbinde med noget “tysk”.
Inden jeg ser mig om har She Can’t Afford Mascara banket 12 numre af på 32 minutter. Mine svedige, lidt kolde fingre fumler, mens jeg løber langs motorvejen. Starter albummet forfra, nu på shuffle. Den dansksprogede “Fetish Pornografi” blæser ind i kraniet på mig, mens jeg følger en øde, snoet cykelsti igennem et hyggeligt kolonihavehuskvarter. Kilet ind mellem motorvej/ringvejsnettet. På mange måder et kontrastfyldt morgenmoment.
Sygehuset tårner sig op forude. Solen er begyndt, at vinde over natten. Mordors tårn er lavet af beton. Bastant og firkantet, som de technotastisketoner af “Haremstechno”. Det passer måske bedre til en natklub i Berlin, end et stille, sovende villakvarter… Heldigvis krydser min rute også noget kold industri, eller i hvert fald byggepladser. Det passer lidt bedre til gotisk techno TANZEN!
Jeg får associationer til Rytteriet og den tragiske figur Stripper-Jens, og musikken til disse scener. Det er ment med al respekt for She Can’t Afford Mascara. Men, der er en form for åndsslægtskab. Ikke kun i musikken, men også i den underliggende følelse af, at blive opfattet som værende anderledes – bare fordi man prøver, at være sig selv. En følelse af smerte, men også at skide det hele et stykke og bare være som man er.
På vej hjemad løber jeg langs kirkegården. Ingen gangbang i syne. De første, spredte og ensomme hundeluftere er kommet ud af forstadshulerne. Ikke meget hanky panky i dem, mens Cemetary Gangbang kører videre på blandet afspilning. Jeg kan mærke rytmerne, og følelserne, som stedvis bliver meget ekspressive. Men, det er som om, at der er en distance. Det kommer aldrig helt ind under huden på mig.
Fin til en løbetur, men ville jeg sætte et album, som dette på derhjemme og sidde og lytte til det? Nok ikke. Men, som soundtrack til endnu en tur alene rundt i mørket? Da er jeg ikke helt afvisende.
Af Ken Damgaard Thomsen
