Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The New Weavers: Rock ’n’ Roll Fan Fiction (Album/Anmeldelse)

The New Weavers: Rock ’n’ Roll Fan Fiction (Album/Anmeldelse)

905
0

Én rockplade, to rocksnobbede anmeldere. The New Weavers skjuler ikke, at de skriver og spiller rock og rul fan fiktion. De siger det direkte i titlen. Slipper de godt fra den frække finte?

Hvor mange anmeldere skal, der til at anmelde en rockplade? Vi (TH og Ken) kom sgu’ til, at anmelde den samme plade. Hvad gør man så? Skriver skidtet sammen, så man kan se, hvor forbløffende enige vi var om, at man sagtens kan skrive god rock fan fiktion!

TH: 0 ting er nyskabende på The New Weavers’ Rock’n’Roll Fan Fiction. Og det er forbandet godt!

Ken: Hold nu KÆFT det ruller, det her møg! Det starter i højre højtaler, så får vi den venstre med i takt med, at musikken tager fat og bandet falder i. Og derfra ser The New Weavers sig nærmest ikke tilbage i lige knap 40 minutter.

TH: Der er tale om et band, der for kender lynhurtigt vil give associationer af The Rolling Stones: Det er ret enkel blues-rock med vægt på det sidste led. Og som Stones, så EMMER det af spilleglæde, flabethed og dén der fornemmelse af på én gang at ville noget med lytteren og være tilbagelænet ligeglad.

Hvad vil The New Weavers så? Ja, de vil ifølge pressematerialet have det sjovt med at spille musik. Det lykkes de med – Så det kan høres! De har det super sjovt med at spille, men hvor det hos andre bands kan skabe en lidt for indforstået boble af indforståetheder, så er det her noget, man virkelig kan høre.

Ken: Selvom det med et venligt udtryk er meget tilbageskuende det den forvoksede duo foretager sig. I princippet er The New Weavers vist en duo, men både live og på albummet her præsenterer de sig i fuldt bandformat. Og BAND er også et af de ord, som falder mig ind, når jeg groover ud til disse 11 numre

The Band? Måske, selvom der næsten ville være at gøre The New Weavers en bjørnetjeneste, at sammenligne dem med legendariske The Band. Så er barren sat lidt uoverskueligt højt. Mindre kan gøre det, i ånden er vi der. Tilbage i slut-60erne og et lille årti frem. I ånden, lyden og hele stemningen.

TH: Det er nærmest anti-fisefornemt, teksterne er til tider decideret horrible. Men de bliver leveret så overbevisende at man med stor lethed og appetit æder ’blomster’ som

Yeah it’s OK

Just like back in the USA

and I’m only a phonecall away

i How are you doin’, Maggie?

Det er skidt, men leveret godt og plusserne er store nok til at man som lytter snarere smiler end græmmes. Og hov! Foden vipper, hofterne svingede da vist lidt, da jeg hentede kaffen under lytningen??! Effektiv plade!

Ken: Jeg har allerede rejst mig fra sofaen, klappet, hujet, rocket og rullet i begejstring over gruppen (nu kalder vi dem bare det) tre første singler. Dem vil jeg ikke skrive i stykker med gentagelser. “Don’t Make A Scene”. dingler stadig på smittende slingrekurs, her som herlig og velvalgt åbner. “Santanas Lick Stick” følger op og spreder svedige Woodstock vibes. Mens det er svært, at styre drifterne og ikke bare skråle med på herligt sumpede “How Are You Doin’, Maggie?”.

Rock ‘n’ Roll Fan Fiction er dog mere end tre glimrende singler. Det er også mere end “bare” rock fans, der imiterer forbillederne. Jo, gu faen får man da momentvis kraftige associationer til “You Can’t Always Get What You Want”, når man hører “The Morning After”. Det gør det ikke til en afskrift eller direkte kopi, det er som al god fan fiktion en videredigtning. Med udgangspunkt i nogle fælles referencepunkter i rockhistorie. Holdt i forlæggets toner. Og ånd. Der var det ord igen…

TH: Rock i 4/4 er godt gennemprøvet og selv om få eller ingen måske råbte på endnu et bud ind i genren, så skal de gøre sig selv den tjeneste at give denne plade et lyt.
Der er vitterligt ikke et dårligt nummer på, og netop som man tror, man har luret hvad det hele går ud på, så lukker pladen med en Pink Floydsk sag, “Wasted Women”, som så inden vi svinger os op til det store, patetiske udtræk, slutter med en nærmest The Offspringsk spoken-word slutning, der takker for at man lyttede, erklærer pladen for slut og… selvfølgelig er malplaceret, men charmerende og dermed ganske OK.

Ken: Gæt hvad og hvem et nummer som “Fogerty” sender tankerne i retning af? Så bliver der drukket af sydstatssumpen igen. John Fogerty stammer forresten fra Californien og ikke sydstaterne, som man måske skulle tro. Så han skrev også musikalsk fan fiction…

Det gør et andet navn, jeg har i tankerne når jeg lytter til The New Weavers også. Chris Robinson og hans forskellige musikalske output, det være sig The Black Crows eller Chris Robinson Brotherhood. Han hylder/efterligner også fortidens helte. Eller fortsætter, hvor de slap? Måske kan man ligefrem sige, at folk som ham, og The New Weavers skriver videre på rockhistorierne?
“Legs” er tæt på, at få gummiben og gumpetung hængerøv i de slidte jeans. Men, man bandet formår lige, at holde den over gulvbrædderne. Det virker, om ikke tilsigtet, men så som en kalkuleret risiko. En del af udtrykket, spillestilen og dermed, på en måde, hensigten. Man fornemmer i hvert tilfælde, at det ikke GØR noget. The New Weavers er ikke sjuskede, det må bare gerne leve og ånde. Og dermed stedvis også sejle lidt, på den fede måde.

TH: Det sker ofte når jeg som lytter af plader i anmelderøjemed pludselig står og venter på bussen et sted, går til kopimaskinen på arbejde eller på anden måde får en pause, at jeg kommer i tanke om et hook, en tekstbid eller andet fra dét, jeg lytter på for tiden. Men The New Weavers er lykkedes med at plante adskillige af disse hooks i mit sind, så det ikke blot er ét højdepunkt men mange, jeg vender tilbage til. Det er smitsomt, det skidt!

Måske er det i virkeligheden bare en popplade? – I så fald er det en popplade fra 50erne eller 60erne, nogen har lukket løs i 2022.

Ken: Rock ‘n’ Roll Fan Fiction rammer mange af den klassiske rocks klicheer. Der bydes sådan set ikke på noget nyt, på nogen punkter. Det gøres dog med stil og dygtighed. Og måske vigtigst af alt, så lyder det oprigtigt. Jeg nægter, at du kan lyde sådan her, hvis der ligger andre motiver bag.

Der er en varme tilstede her. I den analoge lyd. I det organiske sammenspil. I de dunkende rockhjerter. Der er vitterligt ikke meget rockmusik, som kan få mig op af sofaen efterhånden. Jeg har ikke sat mig ned endnu.

TH: Simple guitarer, bas, trommer og sang/kor er åbenbart alt hvad der skal til.
Jeg har lyttet til denne plade mens Danmark var ramt af sommer. Der har den passet rigtig godt og det er næsten ærgerligt, den ikke kom i forsommeren og på den måde kunne have været med på stranden.

Nu må vi nyde den over vinteren – men da der er i den grad er tale om et tidsløst udtryk, kan den hentes frem når som helst og hvor som helst, sprede smil og skabe stemning.

Ken: Det ER bare rock og rul, men for pokker det er svært ikke, at holde af når det lyder og føles som The New Weavers. Det føles i live, og bør høres live (igen!), men holder også overraskende godt på denne uimodståelige studieindspilning.

TH: Er den så egentlig bedre end en Stones-plade? Måske. Måske ikke. Men der er kvaliteter en masse på Rock’n’Roll Fan Fiction – og som titlen indikerer, så er det netop en plade, der står på skuderne af andet. Det kan de godt være bekendt og alene det, at man må forvente at kunne se drengene her live i en klub-setting, sætter dem foran på point!

Jeg vil i hvert fald gerne møde op og dele glæden ved at spille ukompliceret musik!

Anmeldt af:

T-H Krag og Ken Damgaard Thomsen

Previous articleTuhaf: Mere Guld (Album/Anmeldelse)
Next articleMelan Tropic: Melantropi (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.