Lørdag stod på mange måder i Johnbolaens tegn. Dem, der har læst med på fredagens reportage, husker måske noget med nogle t-shirts, som blev sprayet. Hvorfor får den tålmodige læser opklaret her (det hænger sammen med Johnbola). Her ud over er der også ord om Glow Kit, Grindhouse, Hot Breath og Tremolo Beer Gut.
Hvor fanden er Thomas aka den falske Flemming Povlsen? Og hvad hedder Flemming Povlsens lillebror egentlig? Det var nogle af spørgsmålene, som opstod i camp GFR lørdag formiddag. Det viste sig at Thomas var forpuppet i sit telt, men han fik sig da slæbt ud, så vi kunne komme i pressecenteret. Her var Gutter’s pressechef bogstaveligt talt iført nej-hat, men der blev nu igen sørget godt for os, og efter fredags-reportagen var sendt ud i internet-æteren var det tid til…hm…at prøve at finde mad!
Musikken på Gutter starter nemlig først midt på eftermiddagen (15.30) og et forsigtigt forslag kunne være at rykke det bare en smule frem og så måske nå at afvikle den sidste koncert tilsvarende tidligere? Måske det er forsøgt før, hvem ved, men det ville i hvert fald ikke gøre os noget hvis og såfremt…så kan man også bedre nå sin skønhedssøvn.
Madkrise!
Frivilligkrisen og sygdom havde ramt Gutter, hvilket betød at madboderne var pressede, manglede varer eller holdt lukket, og efter et par runder måtte vi affinde os med at morgenmad/frokost blev en bolle med skinke. Vi overlevede, bevares, og det er svært at klandre en festival drevet af frivillige ildsjæle at alt ikke er snorlige, men der var andre end os, der vandrede forgæves rundt på pladsen, og det er ærgerligt når nu festivalen også skal løbe rundt på overskud fra mad og drikkevaresalg.
Vi gik lidt i cirkler rundt om os selv og på pladsen og endte til sidst foran udescenen sammen med bogstaveligt talt tre andre, da Glow Kit gik i gang kl 15.30. Der kom heldigvis hurtigt flere til, men særligt fyldt blev der nu aldrig til Aarhus-punkernes koncert, som nu ellers var ganske fin. Er fin egentlig et plus-ord når man er punk? Nok ikke… Men Glow Kit tog det hele stille og roligt og med et glimt i øjet, tilsat lidt tør jysk humor, når altså de ikke håndterede deres instrumenter og leverede tempofyldte musikalske stikpiller. Fart over feltet, dans foran scenen.
JOHN…BOLA!
Efter Glow Kit skulle der makkes i lejren, hvor lejrens familieimperie havde udtænkt Johnbola. Det er næsten lige så dumt, som det lyder. Virkede det? Ja.
Det gik kort og godt ud på, at en mand, lad os kalde ham “John” i forbindelse med afviklingen af Johnbola, iklædte sig en form for kjole af pap med to plastkrus monteret, indeholdende lodder. Mod betaling kunne man enten trække en nitte eller en gutter-vinst, og i sidste tilfælde vandt man enten en lille flaske Boonekamp eller en t-shirt med “Gutter” påsprayet med guldglimmer. Var man ved muffen, kunne man købe “læder-loddet” til 500 kr og være sikker på at vinde en læderjakke med på-sprayet Gutter-logo.
Johnbolaen var mobil og bevægede sig fra campingområdet op mod scenerne og undervejs blev der solgt lodder, uddelt gevinster, og krammet til den store guldmedalje. En begejstret Johan Olsen var blandt de første vindere, og efter en rum tid kunne Johnbolaen melde udsolgt. Gutter-folket tog godt imod tiltaget, der blev trukket på smilebåndet, rystet på hovedet og købt lodder så det var en fryd…
Læderloddet gik til sidst, til spotpris, til en herre i kjole, og så var Johnbola 2022 tilendebragt. Bud på næste Johnbola inkluderer pt Yebola og Æ Bola. Hold øje med Johnbola eller dens efterfølger på din nærmeste festival – eller Gutter 2024…
Mens Johnbolaen kørte, nåede undertegnede at følge delvist med i Hola Ghost’s mexi-fest på Ude scenen og senere en fræsende aggressiv punkeksplosion fra australske Grindhouse på Teltscenen. Grindhouse gik til biddet og bed ind til benet, som den musikalske ekvivalent til en arrig muskelhund. Det var højt, det var hurtigt, det var bister punk af den gamle skole. Australierne var tydeligvis glade for at være på scenen på Gutter, og de blev taget godt imod.
En aflysning fra His Lordship gav lidt uvant stilhed på pladsen – det var egentlig helt rart med et afbræk midt på aftenen. Så kunne man få lidt i dunken (en udmærket omgang tarteletter, igen) mens svenske Mother Superior leverede deres semi-psykedeliske garage rock solidt på teltscenen. Herefter bød ligeledes svenske Hot Breath op til gedigen hård rock opvisning, hvor riffene godt nok havde en tendens til at lyde lidt ens, men der i øvrigt blev leveret tight og levende.
Samtidig havde bandet en karismatisk og sympatiske sangerinde/guitarist i front, som var god til at kommunikere med publikum og få dem med på de hårdrockende rytmer. En positiv overraskelse, som også fik lidt spilletid i bilen på hjemvejen.
Tremolåååå?
Tremolo Beer Gut kan man vel godt kalde gode bekendte af Gutter. De rutinerede surf’n western gutter havde taget Mia med, som på flere numre sørgede for et lille show med hulahopringe til musikken, som ellers kørte der ud af i vanlig Tremolo-stil. Det er et band, der deler lejren en smule på midten, og undertegnede er på den fløj, der er mindre revet med af musikken.
Bevares, der er medrivende grooves og sjove passager, og styr på løjerne, men ender også med at fremstå lidt ensformigt og kliché-præget – lidt af samme udfordringer led ellers også udmærkede Hola Ghost også en smule under om eftermiddagen samme dag. Det kunne man med et positivt tillægsord kalde “stilsikkert”. Igen, de fleste virkede glade og tilfredse, så to sure halvgamle mænd på bagerste række overlever Tremolo Beer Gut nok.
Kræfterne var begyndt at slippe op, og forude lurede også bilturen hjem til forskellige dele af landet. Klokken nærmede sig midnat, modvilligt var øllene lagt på hylden. Helt færdige var vi dog ikke, for vi kunne da lige nå at stå et kvarters tid med korslagte arme foran Ude scenen, hvor Jack O, og en saxofonist, havde teamet op med The Sheiks.
Det var bestemt charmerende i glimt, men det ramte ikke helt samme nerve som The Sheiks alene gjorde aftenen før. Måske var tanken også bare ved at være tom hos os? Gutter go, vi vinkede farvel til Gutter-scenerne, traskede hjem til teltet, med nederlaget skrevet i panden, men med væsentligt mere fornuft end vi har kunnet mobilisere på mange andre festivaler.
De sidste ord
Wingman Mongo gik så langt som til at sige, at hans “tro på menneskeheden er styrket” ovenpå Gutter. Det var hans første gang på festivalen, og når seneste festivaloplevelse for ham var Roskilde’s kaos, så kan man sagtens følge ham. Gutter Island er bare grundlæggende en hyggelig festival, hvor folk generelt er gode til at rydde op efter sig selv og holde øje med hinanden når promillen bliver for heftig.
Man har havudsigt fra campingpladsen og toiletterne er generelt holdt nogenlunde pæne og rene (dog overhørte jeg lørdag nat et udbrud fra toiletterne: “Jeg kan simpelthen ikke når der er så meget dernede”). Forholdene er gode, det er rart at være der.
Man kan mærke, der bliver knoklet af de dedikerede frivillige, hvor nogen havde brugt hele ugen på pladsen og først kommer hjem tirsdag efter festivalen. Det skal derfor ikke være en kritik af dem, at der var periodevis madmangel og at skinkekutteren i perioder var i noget, der lignede opløsningstilstand lørdag aften. Men det kunne selvfølgelig være fantastisk hvis det også spillede – men fuld forståelse for, at det er svært at finde frivillige, især når man bliver ramt af sygdom og skal lede i sidste øjeblik.
Musikalsk er Gutter en blandet landhandel kvalitetsmæssigt – det er jo i sagens natur en genre-festival, og udtrykket og udvalget derfor en smule snævert, ligesom festivalen har en størrelse, som selvfølgelig også afspejles i de navne, der bookes. Men der var nu stadig plads til variation indenfor paletten af sort og gul (Gutter-farverne), og Honningbarna, Lydsyn og The Sheiks leverede koncerter på højt niveau, ligesom der var plads til at blive positivt overrasket over et navn som Hot Breath, mens de fleste øvrige leverede solidt og gedigent. Så kan man altid stå og snakke om hvem man gerne ville have hørt, hvis nu…(det gjorde vi, naturligvis).
Men det var Gutter være der. Det bliver gutter komme tilbage om et par år igen. Festivalen har i hvert fald fået en ny fan i GFR-wingman Mongo, så meget er sikkert.
Reportage: Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Thomas Bjerregaard Bonde og Jonas Strandholdt Bach
