Så blev det fredag på Gutter Island. Det betød fuldt program, og koncerter fra midt på eftermiddagen til ud på natten, hvor Lydsyn manifesterede sig som en af festivalens store oplevelser.
Dagen startede dog for GFR’s udsendte i presseteltet – her var vi de eneste fremmødte, i hvert fald om formiddagen, og efter lidt spørgen fik vi serveret både forlængerledninger, internetkode og kaffe. To tommelfingre op til de utrættelige frivillige, der både sørger for os og alt muligt andet, selv om de har knoklet i mange dage allerede.
Mens vi knoklede i vores ansigts sved med at huske hvad vi selv havde foretaget os dagen før i detaljer, var der først Morgenvækning og så Fernet Yoga og Heavy Zumba på scenerne – Zumba til Sepultura, hvorfor egentlig ikke?
Efter gårsdagens reportage var sendt ud til de hungrende masser, blev der dasket semi-formålsløst rundt, drukket øl, sprayet t-shirts (mere om det senere – eller måske først i morgen?) og hen på eftermiddagen, omkring da Skinny Violet gik på som første act, indtaget frokost i form af 3 tarteletter med rigeligt og solidt fyld. Ud over at mangle lidt salt, så var der valuta for pengene her – og til 65 kr. var det svært at være utilfreds med portionsstørrelse og mæthedsfornemmelse.
…og så var der musikken
Skinny Violet gjorde en ganske fornuftig figur med deres duo-garage-rock, som slægter en del andre duo-garage-rock-bands på i lyd, men det skal ikke ligge dem til last – der blev i hvert fald sparket en række sange ud over scenekanten, trommerne blev tævet og guitaren flænsede og flåede.
Noget mere stilfærdigt var det på Teltscenen lidt senere, hvor Roxy Jules var trådt til som standin for Here Hare Here, der måtte aflyse kort før festivalen. Roxy Jules var alene kvinde på scenen, og blev hjulpet på vej af backtrack – ind i mellem støjede det også, men på mere stilfærdige sange, blandt andet en om en hest, hun havde haft i barndommen langt ude på landet, opstod der snakkeklub i teltet. Lidt ærgerligt, for Roxy Jules har nogle ganske stemningsfulde sange, og hun virkede oprigtigt glad for at stå på scenen.
Det var til gengæld lidt svært at greje spanske Nesster Donut, der fremstod som en aggressiv gademusikant, som måske havde givet mere mening helt i øjenhøjde med publikum med hans skramlede guitar/trommeshow med glimt af nøgenhed? Der var noget med Elvis og hans mor på en sang, der gik noget i retning “Elvis Presley wants to fuck my mom”. Javel så. “Vil du gerne ikke nok give ham 0 stjerner, selv om vi ikke giver stjerner?”, lød en kommentar fra en i flokken, til noget, som virkede mere som en gimmick end en koncert.
Han fik nu alligevel godt gang i eftermiddagsgryden på pladsen, om vi kunne lide det eller ej. Vi gik lidt på afstand og tog et par øl i lejren (og hørte Viagra Boys’ “Sports”-sang, fordi den er dum og catchy), og vendte tilbage til pladsen og nåede de sidste par numre fra Stöj Snak.
Sheiker i god form
Herefter fandt vi en god plads foran Ude scenen, hvor amerikanske The Sheiks gjorde deres indtog ved 19-tiden. Det var en god prioritering, for det var ganske solidt, det trioen fra Tennessee leverede. Ind i mellem var der lidt Weezer-vibes, andre steder en kant af country og soul, og hele vejen igennem god energi, tight samspil, og overskud og spilleglæde. De blev noteret i bogen med plusser.
Vi fik også en del af norske Kosmik Boogie Tribe med, der tonsede der ud af, med deres AC/DC-Mötorhead-inspirerede musikalske tankvogn – vores tank var dog ved at være lidt presset, så vi søgte igen midlertidigt ly og relativ ro i lejren, og samlede kræfter. Dagens program var tætpakket, og vi blev nødt til at spare lidt på kræfterne, så vi kunne holde hele vejen til Lydsyn, der først gik på 00.45. Derfor blev Turnstyles indtaget på sikker afstand, inden vi igen fik slæbt os op på festivalpladsen og fik det meste af The Courettes koncert med.
Den dansk-brasilianske duo har en lyd og stil, der tydeligvis appellerede til og faldt godt i spænd med publikum på Gutter, men det blev for os en lidt ensformig opskrift. Det skal dog ikke tage noget fra The Courettes, som fik publikum med og danset igennem blev der foran scenen, ligesom Flavia Couri også fik leveret en guitarsolo mens hun blev båret af publikums hænder.
Kunne vi snart holde til mere? Vi vurderede at det kunne vi godt, og efter en ølpause på et par bænke midt i nattevirvaret, fandt vi plads tæt på lydpulten under teltdugen ved Teltscenen, og var klar da Uffe Lorenzen, Palle Demant og Jens Eyde indtog scenen.
Lydsyn
Lydsyn består af dygtige folk, og det gennemsyrede koncerten. Uffe Lorenzen er både som sanger, sangskriver og guitarist noget af det ypperste herhjemme, i hvert fald indenfor de genrer han bevæger sig i, og selv om Lydsyn er noget andet end hans tidligere projekter, så er det alligevel også nært nok beslægtet til, at numre med Lydsyn gled fint sammen med sange fra andre sammenhænge.
Blandt de nyere sange gjorde blandt andet ‘Kat ser kat’ en god figur, inden der blev gravet lidt i Lorenzen’s bagkatalog og ‘Det psykedeliske tapet’ blev fundet frem. Trioformatet klæder Lorenzen’s sange, blandt andet fordi det så i høj grad bliver sangskrivningen, som kommer i fokus – ikke fordi, Lydsyn ikke også kan syre ud, for det gjorde de også, og det var egentlig imponerende hvor meget, og hvor dyb og fyldig lyd, der kom ud af de tre mand på scenen, og gæstesangerinden, der sørgede for kor (det var dog ind i mellem svært at høre).
At Lorenzen har en mere poppet åre fik vi også smagsprøver på med ‘Lad det gå’ og ‘Caminoen’, fra Magisk Realisme albummet, der netop viste hvor god Lorenzen er til at skrive ligefremme rocksange med en stærk melodi. Der blev dog også syret ud igen med blandt andet ‘Spids Nøgenhat’ og et par ekstranumre, hvor en glimrende version af ‘Jorden kalder’ sendte os ud i natten som andet og sidste ekstranummer. Glimrende koncert!
Det var sgu Gutter, når Gutter er bedst, Gutter se!
Vi bevægede os gennem fortområdet hjem og mistede nogle folk undervejs – de kom sent i seng. Thomas antageligvis fordi nogen mente han lignede Flemming Povlsen. Han skulle nok have sagt…Gutter go. Så han kunne have fået en lidt længere skønhedssøvn.
Gutter stop. Over and out (indtil i morgen, hvor hjernen måske virker kortvarigt igen).
Reportage: Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Thomas Bjerregaard Bonde
