Gutter se dig, Gutter! Fire år efter seneste Gutter Island Garage Rock Festival er det endelig igen tid til lige dele øl, garage rock og hygge på festivalområdet ved Masnedøfortet.
Gutter ligner (heldigvis) sig selv. Festivalområdet er overskueligt; som de seneste par festivaler er der to større scener, Teltscenen og Udescenen, samt en lille indendørs scene i selve fortets dunkle indre. Ved siden af ligger så det lige så overskuelige campingområde, og de fleste madboder er samlet mellem teltscenen og campingområdet.
Det, der ikke ligner sig selv, er udsigten over Storstrømmen – lige ved siden af fortet, er der nemlig kommet gang i byggeriet af en ny Storstrømsbro, og det giver en lidt anden udsigt end man er vant med.
Ankomst
GFR-ekspressen ankom fra to forskellige dele af Jylland, og forenede kræfter og transportform i Næstved, og herfra gik det sydover i en kvælende varme. I Ørslev blev det til et pitstop i Netto, hvor Harboe’s nye sortiment blev indkøbt som krykke til teltopslåning. “Nyt design – samme gode øl”. Javel, så. Hvem kan stå for et godt slogan?
Vi fik parkeret på den nye mark-parkering, vandrede med telt og forsyningspose hele vejen over til check-in, hvor vi åbenbart ikke var noteret hverken på den første eller den “rigtige” presseliste – men det løste sig nemt og smidigt, vi blev noteret, vi fik armbånd på, og gik så hele vejen tilbage (vi var godt begavede og effektive allerede på det tidspunkt) til campingområdet lige ved siden af P-området for at claime plads til vores telt og den øvrige lejr, som ankom senere. Det gik nemt og fredeligt, Gutter er bare en anden størrelse end de store spillere på festivalmarkedet i forhold til omgængelighed og given plads til hinanden, og folk er sgu bare generelt flinke og hjælpsomme.
Fotograf Thomas havde taget det største telt med, han kunne finde, og det gik overraskende godt med at få slået inderteltet op. Herefter satte vi os i de medbragte campingstole og tog os et fortjent hvil og en Elefant-øl (dem havde de også i Netto) mens vi ventede på den øvrige lejrs ankomst. Let kogte og let besofne kunne vi byde velkommen til blandt andre wingman Mongo, som nogen måske vil huske fra Ken’s Roskilde-reportage(r), en stund senere.
Så var det også blevet tid til at få oversejlet monteret på den enorme GFR-redaktionsbase, og her var vi heldige med at en flink nabo opdagede, at vi kom i problemer, og kom os til undsætning og fik hjulpet os med at få det på plads. Det er gutter se, at folk stadig er pissesøde og hjælpsomme.
Efter alle de indledende strabadser var det tid til en lejr-fernet og et kig på uret, og hovsa, det lykkedes os at misse åbningstalen og The Orgelheimers, den ene af Thomas’ must-sees på dagen. Nuvel, så havde vi god tid til at bevæge os de få hundrede meter hen til teltscenen, og sikre os en lumumba og en toast på vejen.
Energiske President Fetch sparkede således festivalen i gang musikalsk for os, og der blev da i hvert fald investeret en masse energi på scenen fra en flok grånende herrer, inklusiv den flamboyant klædte frontmand. Hvilke numre, der blev spillet? Tja, jeg kender ikke bagkataloget og der var ingen titler, der satte sig fast, så tilbage står mest mindet om en sprælsk start på årets koncerter.
Honningbarna
Så gik der, som der sig hør og bør, øl i foretagendet og der skulle lige hilses på diverse bekendte, inden turen gik ind under teltdugen igen, hvor norske Honningbarna var programsat til at lukke torsdagen.
Honningbarna gik på et kvarter senere end annonceret, efter en lydprøve, der flere gange fik publikum til at juble i forventning. De lagde ud med åbnings- og titelnummeret fra deres seneste album, Animorphs, som naturligt nok fyldte godt på sætlisten.
Nordmændene har ikke skruet ned på intensiteten i deres liveshows trods en tvungen pause fra scenerne under Covid, og bassisten var ude og stage dive i fjerde nummer (var det ‘Fri Palæstina’?) og igen senere i koncerten. Som vanligt var frontmand Edvard Valberg en hyperenergisk indpisker i front – denne gang dog uden cello, i følge pålidelig kilde fordi den var gået i stykker. På ‘Avanti’ fik han gang i fællessang og “Hey”-råb fra publikum, der i det hele taget var meget medlevende – men hvad lavede alle de mobiltelefoner oppe i hovedet på nordmændene hele tiden?
Valberg var også oppe og klatre i masten, der holder teltdugen oppe, hvorfra han kunne dirigere med publikum, og ud over bassisten var der også flere publikummer, der kastede sig ud i stage diving – heldigvis passer folk også godt på hinanden når der stage dives, og sådan skal det også være.
Honningbarna blev fortjent klappet ind til et ekstranummer, leveret med samme tårnhøje energiniveau og fik fortjent applaus.Det er nok ikke skævt at sige, at Honningbarna er Gutter Island’s måske mest ambitiøse booking, rent musikalsk.
Fortområdet skulle naturligvis også aflægges et besøg og flere øl indtages inden det var tid til at søge mod lejren igen – her skulle Thomas hente noget i teltet, og vendte aldrig tilbage. Han væltede nemlig omkuld på maven med benene ude af kabinen og fuldt påklædt. Sådan skal det gøres!
I dag gør vi sikkert det hele én gang til. Følg med i morgen!
Reportage: Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Thomas Bjerregaard Bonde
