Home Festivaler Gutter Island 2022 – Optakt Lørdag 20/8-2022

Gutter Island 2022 – Optakt Lørdag 20/8-2022

1467
0

Gutter Island Garagerock Festival er tilbage for fuld smadder med et stærkt 3 dages program, efter en lille pause grundet corona.

Det er lige nøjagtig 4 år siden festivalen, der holder til på Masnedø ved Vordingborg, senest åbnede portene til det unikke fort-område på øen. En placering af en garagerock festival, der måske ikke er helt åbenlys, med dens fortræffelige udsigt over storstrøm, idylliske beliggenhed og generelt flotte natur. Nuvel, når garagerock-folket strømmer til, mørket falder på og fortet omdannes til garagerock-fest, så passer det sjovt nok meget godt sammen.

Festivalen har i år skruet et slagkraftigt program sammen, der byder på gode gamle gengangere og selvfølgelig nye artister fra både ind og udland, ja helt fra Australien har festivalens dygtige bookere formået at hive til lille Danmark. Fik jeg sagt at der er fuldstændigt udsolgt? Der er fuldstændigt udsolgt. Så vil man afsted kan det ske at der er en tjans som frivillig at hente, men en billet er svær at komme i nærheden af.

De næste tre dage, mandag til onsdag, vil vi gennemgå årets program, og give vores personlige anbefaling til Must Sees. Dermed ikke sagt, at man skal holde sig fra de øvrige koncerter, slet ikke, men man kan med garanti finde undertegnede til GFR Must Sees 2022.

Nå, vi er ikke kommet for at snakke, husk det kære gutter-folk, der er jo noget musik der skal opleves, ses og høres, og som sagt er der til årets udgave skruet et stærkt program sammen. Scenerne er de samme som de seneste par udgaver af festivalen, den store Teltscene og den åbne scene, Udescenen, som er placeret på pladsen, og inde i selve fortet, Fortscenen, hvor der er plads til DJs og mindre koncerter. Ja, der er nogle der har været kreative med navngivningen af scener 😉

LØRDAG d. 20. august 2022

Så blev det lørdag og sidste dag på Gutter. Modsat fredag har jeg på fornemmelsen at morgenvækningen kl. 11.30, kommer til at passe ok med den generelle “trille-ud-at-teltet” tidspunkt for størstedelen af festivalen. Fredagens program bør have sat sine spor i publikum, og var man en tur i Fortet til en svingom med The Orgelheimers natten til lørdag, ja så er en dukkert i Storstrøm måske det bedste bud på en tilbagevenden til virkeligheden. Og gik man glip af alle fredagens pre-musik events, så har man heldigvis chancen igen lørdag, da fuldstændig samme program er på plakaten igen. Vil man vide mere om det, kan man læse fredagens optakt, som du finder her.

Musik skal der til, og musik er der i den grad i vente. Kl. 15.30 starter dagens musik på Udescenen, hvor Aarhusianske Glow Kit skal få gang i publikum. Og mon ikke det nok skal lykkes, når bandet smider deres potente garage-punkrock lige i fjæset på en flok semi-hængte gutter og gutinder? Uden tvivl. Med inspirationskilder som Nirvana, Jay Reatard, Weezer og Pixies kan det næsten kun være den perfekte start på lørdagen.

Next up er franske Les Lullies der spiller op til rock-fest på Teltscenen kl. 16.25. Og hvad er Les Lullies for en størrelse? Tjo, udover at de er franske og spiller rock ‘n’ roll som i de gode gamle dage, bare lidt vildere, så er der vel ikke rigtig nogen der kan fortælle det bedre end dem selv; There will be no prisoners, those four cheese eating attack monkeys are here to kick your ass. Raw, simple, straight rock’n’roll music and mongoloid attitude!!! This ain’t rocket science, mon frère, it is rock’n’roll, and we wouldn’t have it any other way!”. Ok. Jeg er solgt, vi ses på Teltscenen kl. 16.25 sharp.

Er du til surf og psychobilly i skøn forening, eller “Mariachi death surf and psychotic flamenco” som de selv betegner det, så bør danske Hola Ghost være noget for dig. Vær forberedt på at få én over sombreroen, når Hola Ghost går all in på at splitte Udescenen fra hinanden mexi-style kl. 17.20.

Aussie! Aussie! Aussie! Oi! Oi! Oi! Står jeg sgu nok og gjalder, når australske Grindhouse lander på Teltscenen kl. 18.15. Måske det flotteste band på festivalen, og er deres live-performance lige så crazy og god som deres udseende, så kan det kun blive en oplevelse af de helt store. Deres musik kan bedst beskrives som beskidt garage rock fra laveste hylde, så det passer vel meget godt til tur rundt i manegen på Gutter. De er tunge, de er dumme og de spiller hurtigt.

Puha, lige en pause, for det er dæl-skisme et tætpakket program, de gode bookere har fået proppet ind denne lørdag i august.

For umiddelbart efter Grindhouse er slut på Teltscenen, starter der et nyt show på Udescenen. Her skal His Lordship, bære faklen videre fra dagens øvrige acts. Og mon ikke det lykkes bandet fra London, der med deres 50’er rock ‘n’ roll mania, nok skal få fut under fusserne på de fremmødte.

Mother Superior, altså den svenske udgave, der findes nemlig en del bands med det navn, der gennem tiderne har hærget musikscenerne på planeten jorden. Men, den svenske Mother Superior blev dannet helt tilbage i 1993! Yes, shit mand, næsten 30 år siden. De nåede at udgive to albums, før de lukkede geschæften ned i 2000. 18 år senere besluttede de sig for at starte op igen, og det går nu udover Gutter Island, på den forhåbentlig gode facon. Vær beredt på et rendyrket rock ’n’ roll overfald, når svensken indtager Teltscenen kl. 20.35.

Efter sådan en omgang, kan det det godt ske at man skal slå et smut forbi baren, og få sig et mexishot eller to, bare lige for at få en god gang hot breath going. Uhh, flot overgang, jo tak. For næste band på Udescenen er lige nøjagtig Hot Breath kl. 21.40. Den svenske kvartet leverer high-voltage garage-rock med masser af glitter, sexiness og bananer!? Ok, jamen, why not. Bandets motto er “Your afterparty that never ends”. Der er ikke andet for end at se om det holder stik.

For 12 år siden var min gode makker, så rar at vække mig fra en eftermiddagslur, leveret af en brandert der var gået en sans over gevind. “Hey Thomas, Tremolo går på om et kvarter…” Og 5 minutter senere, var den yngre jeg, klar til det der skulle vise sig at blive én af de bedste og vildeste koncerter jeg i mit liv har været til. The Tremolo Beer Gut er tilbage på Gutter. Jeg forventer absolut ikke samme niveau af koncert, men har efterhånden oplevet dem så mange gange til at vide, at de simpelthen ikke kan have en dårlig dag. Kender man ikke bandet, kan man forvente en højenergisk surf-rock koncert, en røgmaskine på overarbejde og et band der spiller røven ud af buksen. Nå ja, også kommer Miss Mia også et smut forbi, så skal der danses. Vi ses kl. 22.35 på Teltscenen.

Jack-O and The Sheiks. Halløj, The Sheiks, de spillede da fredag, tænker du nok (ikke). Men jo, det gjorde de. Jack-O eller Jack Oblivian er kongen af garage-rock i Memphis, Tennessee og sammen med The Sheiks, er der lagt i kakkelovnen til en vild tur på garage-rockens veje. Se om The Sheiks har mere tilbage i motoren efter fredagens strabadser, på Udescenen kl. 23.30.

Rosinen I pølseenden. Prikken over i’et. The Ricochets. Gutter Island lukker og slukker med et af de bedste norske rockbands nogensinde. Et bundsolidt band, der blev dannet helt tilbage i 1998, og efter de valgte at gå hver til sit i 2009, fandt de sammen igen i 2019, og det får publikum på Gutter nu få glæde af. Se frem til en koncert spækket med garage-rock krydret med mørk blues, og et band der ved hvordan en koncert skal skæres. Oplev årets sidste koncert på Gutter Island Garage Rock Festival 2022 på Teltscenen kl. 00.45.

Festen fortsætter selvfølgelig nede i Fortet, hvor det vil overraske gevaldigt, hvis ikke der vil blive spillet op til tanz und party.

GFR Must Sees lørdag:
Les Lullies – Teltscenen kl. 16.25
Hola Ghost – Udescenen kl. 17.20
Grindhouse – Teltscenen kl. 18.15
Hot Breath – Udescenen kl. 21.40
The Tremolo Beergut – Teltscenen kl. 22.35
Ricochets – Teltscenen kl. 00.45

Previous articleGutter Island 2022 – Optakt Fredag 19/8-2022
Next articleSilla Dream: Catch My Drift (EP/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.