Anden halvleg er skudt i gang, Roskilde Festival åbnede musikpladsen onsdag med musik fra navne som Cimafunk, Robert Plant & Alison Krauss, Post Malone, Turnstile og Biffy Clyro. Det blev musikshoppet, men det var lidt af blandet kvalitet det, der røg i kurven.
Dagen startede dejligt roligt ud i Hovedkvarteret i Herlev, ingen uheld, brainfarts eller dårlige beslutninger i sigte. Onsdag på Roskilde er som regel en underlig kort, men alligevel lang dag. Musikpladsen åbner først ved 17 tiden. Og programmet har nærmere karakter af, at være en ½ dag, sen start og relativt tidlig slutning.
Derfor tog fotografen og juniormedarbejderen sig også en velfortjent fridag og blev hjemme. Der skulle hviles ømme skuldre og hænges ud med jævnaldrende. Roskilde kan nok godt blive lidt lang for en 10 årig, hvis hun er tvunget til, at trisse rundt med to halv-gamle tosser en hel uge.
Jeg tog den med ro, fik gårsdagens skriverier om den sidste dag på Rising og Brimheims forrygende rockopvisning i bogen, og gik lidt rundt om mig selv. Havde så god tid til at pakke, at jeg var lige ved, at glemme min telefon. Upraktisk når man regner med, at tage festivalen i telt herfra og ud.
Efter en nogenlunde gelinde køretur gennem onsdagstrafikken, som stadig ikke var klumpet helt til omkring Roskilde stod den på Gensynsfest!
Traditionen tro ligger de sejlivede fra vores gamle Roskilde Lejr stadig på camping. Nu blot Get A Tent, og for de flestes vedkommende først fra tirsdag eller onsdag, selv om de tidlige telthold vist havde haft sig lidt af en fest, da der skulle findes telte til gruppen lørdag eftermiddag. Jeg overvejede et kort øjeblik, at aflægge dem en visit lørdag aften, men da jeg så hvem der var i lejren, trak jeg i land. Det ville være endt helt galt. Og det gjorde det.
Resten af indbyggerne i den aldrende lejr kom dryssende i løbet af eftermiddagen, da havde jeg allerede fået tilpas med øl i solen til, at have opbygget en god buzz. Jeg har også “fri” onsdag på Roskilde. Det markerer halvvejen, det er i forvejen en kort musikdag, man møder folk man ikke har set alt for længe og, det er den dag under festivalen, hvor jeg tillader mig selv, at drikke mig en kæp i øret. Og bare nyde, hygge og suge Roskilde lejrlivsstemning til mig.
Jeg ender nok “derude” igen på et tidspunkt. De har det sgu sjovt. Og det trækker lidt i mig, at deltage mere i “lejrlivet”, som i de gode, gamle dage. Ville jeg kunne holde til det? Muligvis ikke, slet ikke hvis jeg skulle skrive noget, der minder om, at være sammenhængende dagen efter. Kan DE holde til det? Ha, overhovedet ikke. Det er det, der er det sjove!
Redaktionsmedlem og uofficiel lejrchef (officielt, hvis man spørger ham selv), Thomas landede faretruende tæt på åbningstidspunktet. Stærkt svedende og ved, at slæbe sig selv i stykker. Og var en kende presset på kropstemperaturen og tålmodigheden grundet, you know it, dårlig skiltning til parkeringspladserne. Nye afspærringer, veje der bliver lukket uden, at det bliver kommunikeret ordenlig ud. Nå ja, og en god sjat tid i solen, i armbåndskøen, der pludselig var vokset betragteligt pga. åbningsdagen.
Nu skulle den fest op i tempo, så han kunne komme på omgangshøjde. Jeg ved ikke helt om det lykkedes, det var som om at den kinesiske risvin, der havde gået på omgang tidligere, ikke helt var samme hit hos ham. Så er den trofaste Blå Ga-Jol bedre.
Der var den obligatoriske flaghejsning, hvor samlingen af de to flagstænger forløb ukarakteristisk uden problemer og helt udramatisk?! Er der mon lagt i kakkelovnen til en omgang omvendt karma senere – noget må da gå galt?!
Som jeg sad der og summede, som en halv-dvask bi i solen, begyndte det, at dæmre for mig. GFR og vores Roskilde dækning, som har været i konstant forandring de, jeg ved ikke, 10 år vi har dækket festivalen, er ved, at blive én lang fortælling. En, der flettes sammen med den Roskilde historik vi havde inden, og sikkert får efter GFR dør i en freak campingulykke.
En af grundene til, at vi ikke helt kan dække i samme omfang som tidligere, i hvert fald mængdemæssigt, er ikke kun alder. Den spiller ind, men det er også fordi det er de samme folk, som har været med hele vejen. Uden, at nye er kommet til (udover TH!), eller blevet hængende længe nok til, at det gjorde en forskel. Vi har ikke lavet et generationsskifte eller “fornyet os”, og nyder, som andre medier, ikke godt af en løbende udskiftning, hvor nye, unge og friske kræfter kommer ind – og andre falder fra.
Det her er ved, at blive vores fortælling. Vores rejse fra unge på campingpladsen, erkendelsen af, at man var blevet for gammel til at deltage i festen der. Et ryk ind i Get A Tent, opsplitning af lejren pga. familie, arbejde og/eller alderdom. En form for genkomst, hvor lejren voksede igen, efter folk fik etableret sig på hjemmefronten. I mens Jeg (og i mange år Jonas, indtil han lige skulle noget andet. Jeg lokker ham med næste år) tog en anden vej og fik oplevet Festivalen på en ny måde ved, at kunne få lov til, at “lege presse”.
Set fra det perspektiv, så giver det, vi gør, pludselig en form for “mening”. Det er en personlig rejse og fortælling, men også en om Roskilde og at være på Roskilde. Udviklingen af Festivalen, og musikken man finder på den. Måske det burde blive til en eller anden bog engang, hvor det hele bliver samlet på en eller anden måde? En FED BOG! (Den bliver helt hunnar raffi!, Red.).
Mens jeg sad og fik galopperende solstik og storhedsvanvid var tiden blevet noget fremskreden. Der var blevet krydstjekket spilleplaner, delt anbefalinger og lagt en mulig rute. Nuvel, man har en Roskildeplan indtil man har en helt anden, det næste øjeblik. Eller går forkert. Nogle ting ændrer sig aldrig, men NU rykker vi altså. Hvem skal tisse? Hvor er han/hun, nå de ER gået?! Hvem venter vi på? Er der nogen der tager flaget?! Where is my mind…
More than music and more than a feeeeeeling…
Fontaines D.C. nåede vi slet, slet ikke. Den lå også på vippen fra start. Drew Sycamore måtte undvære vores opbakning og Anita var ved, at latino-poppe færdig på Arena, da vi endelig fik slæbt os ind på den støvede plads. NY PLAN, vi går mod Avalon og Cimafunk, fuck it, eller funk it?
Det var afro-cubanske rytmer, centreret omkring sangeren Erick Iglesias Rodríguez, i solen foran Avalon. Og det blev foran, for grundet en massiv trafikprop og den underlige vej Roskilde vil have, at man snor sig over til Avalon, var der udsolgt under teltdugen. Og en stor del af pladsen foran Avalon teltet. Nuvel, lyden var høj og tilpas tydelig, man kunne skimte scenen, så hva faen.
Som koncert var den, naturligt grundet afstand, lidt vanskelig, at bedømme. Eller få et præcist og detaljeret indtryk af. Men de varme rytmer og dansable toner havde ingen problemer med, at forplante sig langt ud fra teltet. Der blev danset, svajet i solen, smilet og små-snakket. Mens bandet lød, som om de afro-funkede den af, og havde tænkt sig, at futte dansegulvet af. Måske var det kun folks sved, der forhindrede det?
Det er musik af den slags, som man skal være lavet af sten for ikke, at blive revet bare en lille smule med af. Jeg ville aldrig sætte det på derhjemme, men live spredte det umanerligt meget godt humør og gode vibrationer. Leveret af et levende, energisk og velspillende band af den slags, hvor man tænker, hvis de fik lov, så går de aldrig hjem, men spiller solen ned og op igen, mens folk danser til de dejser omkuld.
På Roskilde stopper festen aldrig, som man vist sagde engang. Men, musikken er nødt til det, ellers skrider tidsplanen. Og et kig på den afslørede, at Black Pumas var sat på samme scene kl. 21.00. Cimafunk blev klappet af scenen et kvarter inden. Hmmm… det virkede da planlægningsmæssigt lidt stramt, ik?!
Da de, som forventet, tidspresset taget i betragtning, ikke var gået på lidt over 21, tog vi en administrativ beslutning. Mod Arena og Robert Plant & Alison Krauss, der var sat til, at indtage det enorme telt kl. 21.30. Og grundet erfaringerne fra tidligere med den uhensigtsmæssige flaskehalse mellem Avalon og Arena var det ud over stepperne. Jeg sneglede mig i forvejen, der skulle findes et hegn og en bar. I en fart.
To kander øl, tak. 512 kr., men så får du også kanderne til, at bære øllet i. Christ, godt nok er der pant på lortet, men prøv, at spotte en pantbod på pladsen. Det hjalp heller ikke, at åbningsdagen traditionelt bare medfører en tætpakket festivalplads. Alle har ventet, alle skal ind og programmet er kompakt. Man havde mere travlt med, at finde vej gennem menneskehavet end, at kunne orientere sig om pladsens indretning og faciliteter.
Jeg var dog heldig, og fik hurtigt anskaffet nævnte kander og placeret dem, nogenlunde sikkert, i græsset foran Arena. Men hvor var bagtroppen? I mens jeg ventede på tropperne, faldt jeg lidt tilfældigt i snak med min nye sidemand, som stod og ventede på hendes ægtemand. Hun havde været hvert år på Roskilde Festival siden 1978, hvor hun så Bob Marley. Det var året inden jeg blev født.
Hun havde fået hele Festivalens udvikling med, fra bagenden af hippietiden, op gennem 80erne og 90erne indtil nu. De kom glædeligt tilbage hvert år, og havde nu købt hus i Vor Frue, som ligger lige syd for pladsen. Nu kom de mest for, at suge stemningen til sig, mindes gamle dage og fulgte interesserede med i Festivalens udvikling gennem årene. Snakken drejede ind på problemet med, at skaffe frivillige. Vi blev enige om, at det nok er her Roskildes største udfordring kommer til, at ligge de kommende år.
En omskiftelig musikbranche er én ting. Men, hvis frivilligheden ryger, som er Festivalens fundament og det, der får det hele til, at løbe rundt, så “dør” Roskilde. Eller bliver i hvert fald en markant anderledes festival end den er nu – og meget af “ånden” ville forsvinde. Er sikker på, at Roskilde er opmærksomme på problemet. De er nok nødt til, at gøre det mere attraktivt for unge mennesker, at lægge så mange timers frivilligt arbejde for en festivalbillet.
Nå, den lille udbrydergruppe var samlet, nu skulle der vippes med til morfar Plant og hans mere end kompetente samarbejdspartner. Det blev en hyggelig seance, men aldrig nogen overvældende oplevelse. Det var nok lidt mere intimt inde i teltet, men jeg har alt for ofte oplevet, at lyden er hørbart dårligere under teltdugen, end i “guldlokzonen” for lyd, der ligger i et “bælte” et godt stykke udenfor teltåbningen. Lyden var også mere end godkendt i dag.
Krauss og Plants stemmer matcher hinanden utroligt godt. Plant har stadig pondus i stemmen, og en dejlig, sprød “gammel rocker” klang. Han har tydeligvis fundet et leje, hvor han ikke har brændt stemmebåndet af. Krauss tilfører noget finesse og en fin kontrast til Plants aldrende hanløve vokal. Deres musik er fortrinsvis fortolkninger af andre kunstneres klassikere, eller glemt guld fra sangskatten.
De havde også gravet lidt Led Zeppelin frem, i det vi nåede, at blive rocket lidt igennem til en herlig rockabillly/røvballe-country version af slidstærke “Rock ‘N Roll”. Højdepunktet var, for mig, dog den smukke ballade, “Please Read The Letter”, som jeg stadig har kørende i hovedet her dagen efter. Samlet set, var det dog en noget afdæmpet og lidt mat oplevelse. Det var skam fint, men ikke meget mere. Omgivelser, rammer og publikum var nok for store og lidt ukoncentrerede til, at koncerten for alvor kunne lette og Plant og Krauss for alvor få skovlen under os.
Det var ikke i nærheden af det overrumplende drøn af en koncert, som Robert Plant leverede i eget navn sidst han gæstede samme scene. Det var nok også for meget forlangt. Og mindre kan bestemt også gøre det. Der er sgu altid plads til en stund i hans selskab.
Vi tog lidt over en time i det gode selskab, men så ville dele af selskabet også have lov til, at bestemme lidt. Valget var faldet på Post Malone på mægtige Orange. Det siger ikke lige mig noget, men jeg var ikke helt afvisende. Så fik man da også smagt på den store Orange appelsin i år.
Fordi vi kom lidt sent afsted, var vi dog langtfra de eneste, som havde fået den idé. Faktisk var der fuldstændig pakket foran Orange, på alle sideveje og et godt stykke ud på pladsen i siderne. Det er svært helt at bedømme tæthed og hvor mange der reelt er foran Orange, især når mørket begynder, at falde på. Normalt er det værst i siderne og oppe bagved, men løsner noget op, hvis man kan kante sig ind fra siden og komme ind i midten et sted.
Det kunne vi dog godt glemme alt om. Folk stod og stod, eller bevægede sig langsomt i tilfældige retninger, som en stor menneskepølse. Man havde måske haft en mulighed for, at dreje ind og finde en plads, hvis ikke det var fordi nogen har fået den “geniale” idé, at placere en række store trækasser lige i yderkanten af pladsen foran Orange. De kan bruges, som udsynsposter, smart for folk der ikke er så høje. Eller dem der bare har fået erobret en plads der. Komplet tåbeligt for trafikken, da man ikke kan komme forbi og der opstår kæmpe propper bagved, som klumper de tilstrømmende helt sammen. Menneskeligt harmonikasammenstød i slow motion!
Tror nu heller ikke, at man gik glip af meget. Post Malone, der vist skal forestille, at være en form for rapper, der ikke rigtig rappede, var alene på scenen. Det var showet. En hvalpet “rapper” med en mikrofon og backtrack. Han må da grine hele vejen til banken. Nuvel, han hyggede sig tydeligvis deroppe. Snakkede allerede løs med de velkendte høflighedsfraser efter første nummer, for hvorfor også give en koncert en form for flow? Et tilbagevendende problem blandt nyere kunstnere, der skal optræde live, men det vender vi tilbage til lige om lidt.
Det her var en non-koncert, og som begivenhed eller oplevelse fik man ikke meget andet end en albue i siden med jævne mellemrum. 3 numre fik Hr Malone til, at bevise, at han ikke havde formatet til Orange. Han kunne næsten heller ikke have udstillet sig selv og manglerne bedre ved, at stå alene deroppe og klovne rundt. NÆSTE.
Kursen blev sat stik øst (tror jeg?) tilbage mod Avalon, back in the pit! Der var dømt moderne hardcore mash up halløj fra Turnstile kl. 23.00. Og hold da op, hvor kom de og koncerten glimrende ud af starthullerne. Det lettede og Avalon havde en fest i løbet af de første 2-3 numre. Så slog Turnstile den koncert ihjel. De havde hverken sangene, eller evnerne, til at holde kadencen i mere end 10 minutter.
Det blev simpelthen alt for rodet. Der var intet flow, eller sans for opbygningen af en koncert, samt sammensætningen af en effektiv sætliste. Jeg ved ikke om det er en “Spotify skade”, man det er som om en del nyere kunstnere tror, at deres koncerter bare skal være en spilleliste på shuffle. Det bliver soundbites, vildt usammenhængende og man får aldrig fornemmelsen af, at der er tænkt over sagerne. Der bliver ikke bygget op, leveret bølgetoppe og dale, så man får fornemmelsen af, at der er nogen “spændingskurve” koncerten igennem.
Sangene virker som små isolerede bidder, der bare skal underholde I øjeblikket. Ikke fører videre til det næste. Det er forfra hele tiden. Skip, næste random nummer. Det blev meget hurtigt enormt frustrerende, kedeligt og enerverende, at lytte til og se på, mens bandet hoppede og sprang rundt. Skønne spildte kræfter, både for band og os.
Og jeg kan godt se ironien i, at jeg skriver det og selv hoppede fra koncert til koncert.
Så kunne Biffy Clyro da næppe være meget værre? Jeg har ikke den store fidus til skotternes storladne poprock, eller hvad man skal kalde det. Det lader ikke til, at jeg var den eneste, der havde det sådan med det tydeligvis malplacerede band. Uret havde passeret midnat, og Arena var pænt tomt da vi trissede ind i teltet. Man kunne gå helt op til hegnet, eller i pitten, hvis man havde de lyster.
Jeg havde mest lyst til, at stikke af, da bandet satte i gang. Uha, jeg kan ganske enkelt ikke med BiffyBro. Det går lige i mine nerver og får min hjerne til, at stresse og hive efter vejret. “I am a mountain, I am a…”, nej tak, jeg skal tisse, hej hej, vi sås!
Sagde tak for i dag til crewet og luskede alene ud i mørket. Roskilde Festival og pladsen er et underligt sted, når natten falder på og tømmes for folk. Der er aldrig helt stille, eller tomt, men alligevel uhyggeligt stille og “ensomt”. Jeg nyder roen. Og bare, at traske lidt rundt på må og få og se et eller andet uventet. Underligt. Eller bare tage lidt stemning ind.
Jeg passerede Orange, hvor pladsen nu var gabende tom, hvor der kun en time tidligere var overfyldt. Nu var der kun skrald og de første måger på rov efter lækkerier i græsset. Det minder lidt om, hvordan jeg forestiller mig, at en gammel krigsskueplads kunne have set ud. Uden de faldne, sådan da. Der lå alligevel en såret soldat hist og her, når man kom tættere på.
Rundede mindstenene for de omkomne under festivalen i år 2000. Gik lidt tilbage, kiggede rundt. Mad? Food For SIXTY! Food For Fifty har fulgt med tiderne og den generelle prisudvikling, men ikke sendt dem på himmelflugt. Men, selv for en flad 60er ved man godt, hvad man går ind til. Det er nok ikke en Michelin middag, serveret i og med det fine sølvtøj.
“Vi har kun æblekage og boller i karry tilbage”. OK, hungrede ellers efter en omgang Brændende Kærlighed, og slet ikke æblekage. Så det blev Boller i Karry, eller 3 mulige svinekugler i plørevand med en form for kogte ris. Tja. Det var cirka som forventet. Ikke den store smagsoplevelse, men i det mindste var resterne fra gryderne varme og risen hverken udkogt eller kogt for lidt. Dog en smule klæge. Når man besøger Food For Sixty beder man selv om det, så det må blive en mellemkarakter på Value for Money skalaen.
Jeg tøffede mod en udgang, drejede af da jeg fornemmede, at der var gang i en fest på Apollo Scenen. Den skulle jeg lige snuse til. Nå, mange mennesker, man kunne kun lige pippe om hjørnet af den nu næsten aflukkede scene. Den er blevet en form for stor, undergrundsagtig “klub” ting. Stadig open air, men lukket i siderne af store containere, med en lille indgang i bagenden, som man sluses ind af. Kunne godt fungere og blive et fedt feststed.
Kan ikke huske hvad der spillede, eller hvordan det lød. Det betød sengetid. Spottede ENDELIG en pantbod på vej ud fra pladsen, gemt i hjørnet mellem Apollo og Orange. Så ligger der nok også en i den anden ende af pladsen. Roskilde har misset en branding mulighed i år ved ikke, at navngive de boder Robert Pant og Alison Krus #farhumor #farskalsove #thomasbondeoriginal
Tilbage over motorvejsbroen, mens jeg gik bagved til yngre kvinder, der talte et sprog, eller en lokal dialekt, som jeg simpelthen ikke kunne afkode. Det lød stedvis lidt hollandsk? Men, ikke alligevel. Flamsk? Næææh, var for træt og genert til, at spørge dem. Og nervøs for, at man så skal udfylde en samtykkeerklæring og alt muligt for, at få et svar.
Heldigvis var der fuldt samtykke og samarbejdsvillighed fra mit telts side. Det havde overlevet regnskyllen tidligere på ugen og klaret sig selv, uden at jeg kom på dagligt besøg. Posen var rullet ud og lå klar til daddy. Han faldt overraskende hurtigt i søvn.
Det blev en alsidig onsdag, på mange måder en Roskilde Classic. De personlige oplevelser og samværet var dagens hovednavn og højdepunkt, de musikalske en smule mere svære at få øje på.
Mon ikke vi får hevet sidstnævnte op i niveau i morgen?
Af Ken Damgaard Thomsen (plus random mobilfotos da fotografen holdt fridag)
