Dingeling, sidste dag på Riiiiising! Roskilde Festival starter for alvor senere i dag, men inden skal vi da lige have rundet opvarmningsdagene af. Rising lokkede blandt andet med Atusji, Gabestok, Afskum, Blikfang og Brimheim.
Ahhhh ja, så er vi helt oppe på 5-6 timers søvn, der nærmest var sammenhængende. Og formen, samt en gangbar arbejdsrytme og tilpasset niveau er ved, at være der. Tilmed havde jeg fået skrevet det meste af en Reportage og de dertilhørende anmeldelser fra dagen før.
Der manglede blot den sidste finpudsning, udfyldning af huller i teksten, samt en anmeldelse af Lucky Lo. Alt er godt og herligt i Herlev. Man brygger kaffe, tænder stille og roligt op for laptoppen og en morgensmøg bare for, at være lidt festivalagtig. HOST, HVOR HELVEDE ER TEKSTEN FRA IGÅR?!
Åh nej. Stoneface, stigende puls og fugtige håndflader. Åh jo. Et eller andet teknisk svigt havde gjort, at der kun var gemt en meget tidlig kladde af nogle noter og lidt tekst, skrevet i felten, i løbet af dagen. Alt andet, inklusive en Rigmor anmeldelse, var pist væk. Selvom jeg dobbelttjekkede, at teksten var glemt da jeg lukkede ned omkring midnat. For FUCKS SAKE.
Nå, på med arbejdstøjet i stedet for, at holde en afslappende morgen og formiddag. Alle, der har oplevet lignende, kender følelsen. Man forsøger, at redde stumperne, rekonstruere tekst ud fra hukommelsen og skriver andet helt fra bunden. Det bliver aldrig det samme. Inspirationen er væk, man prøver at genkalde formuleringer, detaljer og rækkefølge. Man sidder og skriver det samme, som man synes man lige har skrevet. Og det har man. Det var bedre igår…
Dybe panderynker og lidt mat følelse i kroppen. Nå, det blev som det blev. Man må videre.
Samtidig er man begyndt, at ryge lidt mere. Også hjemme kører man festivalstilen. Ude i marken ryger man mere end man plejer, som tidsfordriv, hygge, tvangshandling og fordi man kan. Nu kan man også derhjemme, man arbejder jo, og er på en måde på festival. Pludselig har man røget sin normale daglige ration inden middag, det samme med kaffeindtag.
Som om man var en old school reporter fra en Hollywood film fra 30erne. Er det en farce med Cary Grant eller en noir med Bogart? Overvejer, at begynde at drikke fra morgenstunden, leve hårdere, dø… midaldrende? Ah, det er sgu lidt sørgeligt. Ryger dog en smøg mere. Allerede én for meget.
Opdager, at det meste af mit rene tøj ligger i mit ubrugte telt på Restricted Camping. Ender med, at jeg lugter, som om jeg rent faktisk HAR været på Roskilde 24/7 siden lørdag. Lad os komme afsted og se hvad sidste dag på Rising byder på. Tror jeg starter med en kold øl derude idag.
Dag 4 som bagsædepassagerer. Har vist hørt soundtracket fra Disneys Encanto nok nu. Men, der synges heftigt med på forsædet. Indtil de damer lige skal høre Lucky Lo. De fik ikke nok igår.
Ved ankomst, som forløb fuldstændig smertefrit modsat den trafikale og menneskelige nedsmeltning dagen før, var der noget vigtigt først på dagsordenen. Junior medlemmet skulle starte Roskilde dagen, som den sluttede igår: aflægge en visit hos Parking Souths Pølsevogn! Så det er tid til MADANMELDELSEN. Igen bliver det second hand, min festivalmave opfører sig overraskende venligt, så jeg satser ikke på gris i egen hud.
Der var tale om en klassiker, den trofaste og velrenommerede Franske Hotdog til den rimelige pris af 35 kr. – det koster den slags vel i dag? Brødet var i følge smagsdommeren lidt “plastikagtig”, men kombinationen ketchup og fransk dressing fik løsnet hyldsteret godt op. Godkendt pølse, selvom der blev udtrykt skuffelse over, at der ikke var noget tilbage i bunden. Den endelige dom, som pigen udtrykte det: “man kan jo altid klemme en hotdog ned”. Det må være 3 ud af 6 på pølsefanskalaen.
Da vi landede på pladsen kunne man godt mærke, at den er ved at være lidt brugt. Og at der er kommet væsentlig flere mennesker til end de foregående dage. Det begynder også, at dufte rigtigt. Af Roskilde.
Atusji, Rising Scene, kl. 14.00
Vi rundede Rising lige da Atusji var gået på. Det lød som noget ungdommelig pop med hiphoppede elementer. Den var jeg ikke lige helt klar på, så vi dalrede ind og parkerede og installerede ungen Backstage ved Rising.
Det kan man uden problemer, der er meget fredeligt og trygt. Og de kender hende vist efterhånden, ligesom hun hygger sig. Livemusik er stadig et lige abstrakt begreb for hende, som hun kun gider i kortere glimt. Det er nok også lidt meget forlangt af en 10 årig, at hun skulle kunne bevare fokus på for hende ukendt musik en hel koncert.
Efter, at have forsynet mig med en kold øl, det virkede igår, daffede jeg alligevel ud i solen foran Rising. Da var Atusji godt halvdelen af vejen gennem et noget alsidigt sæt. Væk var de mere ungdommelige toner fra starten, nu var vi mere over i den klassiske rock.
Troede han og den kvindelige gæstevokalist kastede sig ud i “Knocking On Heavens Door”. Jeg mener, store dele af melodien lød nærmest en til en. Det var dog ikke Dylan. Men, lød ellers fint. Der blev fulgt op af noget helt andet. Pludselig lød Atusji og band som Brian Molko og Placebo?! Bare i en mere støjende udgave.
Dernæst fulgte et mere stille nummer om, at “tage til en fest man ikke rigtig gider til”. Det har vi jo prøvet, men jeg gad egentlig godt Atusjis fest om end den stilmæssigt var en kende rodet. Det var næsten, som at være til en fest i “gamle dage” når DJen skiftede sang og kunstner konstant. Nu til dags skipper man nok bare på Spotify, eller har lavet en playliste. Nå, sangen syrede godt ud mod slut.
Atusji fandt den akustisk guitar frem, og lukkede koncerten ned sammen med sit velspillende, og om ikke andet, meget tilpasningsdygtige og alsidige band. Den landede lidt blødt, men ellers var jeg fint underholdt af det af koncerten jeg nåede.
Der var mere ondsindede og tunge sager i vente, så vi tog lige en puster hos vores venner i Rising Backstage Village. Mon de der Uhørt crew efterhånden tænkte, om vi laver noget? Ud over, at parkere ungen i skyggen, når hun trænger til en timeout.
Jeg havde fået smag for det kolde øl. En festival går sgu åbenbart bare nemmere, og bliver mere overskuelig, hvis man lige dulme med lidt alkohol af og til? Plus, der var metal under opsejling, så kan man sgu ikke stå og drikke vand. Ikke kun, i hvert fald.
Gabestok, Rising Scenen, kl. 15.30
Så blev det tid til en velfortjent tur i gabestokken. Det kunne vi jo nok alle trænge til, efter 3-4 dage på denne syndige plads. En plads, som blev godt og grundigt hvirvlet op og forsøgt raseret af Gabestok på scenen.
Det er metal. Metal kan godt have lidt trange kår på Roskilde, og bliver gemt, eller sneget ind i krogene i programmet. Slut er tiderne med Slayer på Orange. Sidste spillede de Arena. Eksisterede de stadig, ville de spille på Copenhell. Men, der er, og gives stadig plads til mindre metalnavne på Roskilde. Også på Rising.
Der er “tradition” for, at vi hvert år får 2-3 metalkoncerter, og gerne mindst en med et “lille, ukendt eller helt nyt” navn. Det er Mayhem metal blæst op i Rising størrelse. Hvilket godt kan virke lidt absurd, når man ser, hvordan store dele af publikum render rundt og ser ud – og den dertilhørende musik. Men, det er muligvis også mine fordomme. For, der er stort set altid publikum til metalkoncerter på Rising.
Også til Gabestok, der var vokset fra duo i studieudgaven, til fuldt band på scenen. De “hemmelige” medlemmer dog klædt i kutter og ansigtsmaling, bare lige så man ikke var i tvivl om, hvem der var Gabestok.
Naturligvis var der en del “metalturister”, folk der lige kom dryssende forbi, blev fanget af “hey, der er musik, mand” eller lige skulle op til scenen og “lege metal”. De fleste var dog kommet for, at fræse ud over stepperne og hærge løs med Gabestok. Der leverede et galoperende soundtrack dertil.
Jeg er næsten på bar bund, hvad musikken og sætlisten angår. Har kun nået, at lytte et par gange til deres herligt betitlede album, Én gang rådden, altid rådden. Med sange som “Retningsløs Vrede”, “Når Ondskab Gydes”, “På Gravens Rand” og lignende mellemfornøjede titler. Mon ikke de spillede en del af dem? Kunne genkende nogle af de spredte King Diamond klingende hyl, som gjalder og skærer igennem luften på nogle af sangene.
Gabestok var ikke kommet for, at snakke eller gøgle. Det var bare ud over stepperne på ret varieret vis, men altid fuldkommen ufravigeligt og viljefast. Indsatsen var der ikke en finger, at sætte på. Det er ikke festmetal, alligevel var der spredte mosh og en fin circlepit i løbet af koncerten.
Noget af det, som jeg virkelig godt kan lide ved Gabestok er, at de stilmæssigt er ret alsidige. Der er heavy elementer, tendenser til black metal, der er endda plads til, at det gerne må blive lidt episk. Især i afslutningen på nogle af numrene, hvor det blev virkelig stort og majestætisk. De er bestemt ikke metalsnobber, som ikke tør blande subgenrer. Det gode er, at sangene er velskrevne nok til, at det ikke bliver en rodebutik.
Jeg havde det næsten som, hvis man tog elementer af alt det jeg kan lide ved metal, satte det på shuffle og fik et sammenhængende produkt ud af det. Og dømt ud fra modtagelsen på pladsen, de obligatoriske horn mod himlen og hvad der nu ellers hører sig til, så var Gabestoks metaleleksir lige noget for de djævelske disciple foran scenen.
Eneste nævneværdige minus var, at lyden stedvis, især i starten, var lidt skinger. Det blev rettet, eller man vænnede sig til det. En mindre skønhedsplet på noget, som det alligevel ikke er meningen skal være pænt. Pæn var afslutningen heller ikke, her satte bandet trumf på og fik eftertrykkeligt myrdet koncerten i mål. Det virkede næsten arrigt, indtil sidste nummer lød som en lille redningsplanke til publikum. Her fik jeg næsten lidt Mötorhead vibes? Bare ondere, selvfølgelig.
“Har I fået taget nogle dårlige beslutninger?”, lød det på et tidspunkt fra scenen. Ikke, at tage en frivillig tur i gabestokken i hvert fald!
Efter sådan en omgang rask tæsk til øregangene, tid til en slapper. I Backstage området var der linet op til en lille Talk. Om mental styrke og sundhed i musikbranchen, især med henblik på upcoming kunstnere.
Velvalgt tema, og de to talere fra organisationen Mental Voice virkede også som om de brændte for emnet. Og vidste hvad de snakkede om. Den ene, Anders, havde tidligere dyrket bowling på eliteplan og var nu, blandt andet, uddannet sportspsykolog. Den anden, Camilla, tidligere upcoming musik, som også havde turneret med Lukas Graham.
Som sportspsykologen forklarede, så var der stort fokus på den slags i mange lignende brancher. Men ikke musikbranchen. Det kan jo undre, da der er et tydeligt overlap i det stress, pres og forventninger og deslige, som musikere udsættes for. Og udsætter sig selv for.
Selvom emnet var velvalgt, var setting og tidspunkt nok lidt et sats. Der var ikke mange tilhørere, og de fleste gik i løbet af de 25 minutter. Det var nok, desværre, forventeligt og uundgåeligt. Jeg tænker også bare, at det var en art introduktion og smagsprøve, for at så et frø og det er noget, som bliver taget op i de rette omgivelser på et senere tidspunkt.
Og noget eksempelvis Uhørt Festival kommer til, at bruge som et tilbud til de kunstnere, de kommer i berøring med – hvis det ikke allerede er tilfældet?
Apropos den mentale sundhed, jeg skulle jo selv huske mine pauser.
Afskum, Rising Scenen, kl. 17.00
Afskum blev set fra længere afstand, det var blevet tid til en tur i skyggen. Fra den nye basecamp kunne man dog sagtens se scenen og høre Afskum og hans backing band. Men, stemningen foran scenen havde jeg, naturligvis lidt svært ved at bedømme. Men, det lignede og lød som om Afskum havde godt fat.
Der var tale om en meget tidstypisk blanding af genrer. Generationen af nye musikere, som er vokset op med streaming tjenester, playlister og fri shuffle begynder for alvor, at være mærkbar. Det positive er, at der ikke synes at være nogen grænser eller regler. Alt er tilladt, og alt kan i princippet blandes. Det negative er, at det, selvfølgelig kan ende i noget være rod.
Afskum havde et godt greb om tingene, og lader til, at have udvist fornuftig grad af selvkontrol, når der skulle blandes og mikses. Det er sjovt, at rocken egentlig lever, den har bare fået en ny rolle og funktion hos en kunstner som Afskum. Momentvis rockede bunden sangene, deres puls, tungt og for igennem. Andre steder var han ovre og låne hiphoppens verden. Eller hvad med lidt pop?
Der blev også inddraget elementer fra Soundcloud/trap-rappen, ikke kun stil og virkemidler, men også måden publikum agerer på. Det er den “nye” moshpit musik, det fik man også glimtvis set demonstreret i løbet af koncerten.
Anything goes. Men, et andet problem kan være, at hvis alt er tilladt, så bliver det pludselig meningsløst. Det synes jeg ikke, at det blev her. Og Afskum virkede, som om han havde god scenetække og et veludviklet performer gen. Og noget på hjertet.
Når man, som mig, kommer fra en anden generation og musiktradition, så er det nemt af affeje noget man ikke helt forstår, eller kan relatere til stilmæssigt, som dumt eller indholdsløst. Afskum virker som om, han er, eller i hvert fald kunne blive, en der talte til og for “de unge”. Så må vi andre sidde lidt længere væk og nyde synet!
Jeg ville nok få lidt stress af, at stå alt for tæt på. Men, selv fra 100 meters afstand kunne mærke, at der blæste noget talent og potentiale ud fra Rising.
Så skulle vi lige stå lidt på hænder, slå flikflak og danse noget TikTok. Altså, ikke mig, jeg er bedre til at heppe. Og drikke en kold mere fra Rising kassen. Jeg har oplevet en underlig “tendens” i løbet af disse dage. De er både for lange og for korte? Det er som om, at tiden godt kan føles en kende lang mellem koncerterne, men omvendt kan jeg slet ikke rumme mere end det jeg indtager. Og har brug for pauserne?! Det må være systemet, som stadig kalibrerer og forsøger, at tilpasse sig.
Blikfang, Rising Scenen, klokken 18.30
Kækt navn, endnu mere kækt band og øretæveindbydende performance og musik. Det var cirka min skråsikre konklusion efter duoens (med fuldt band på scenen) første lille håndfuld numre og 10-12 minutter i spotlyset.
Det lød og fremstod decideret rædselsfuldt, Og ikke kun fordi lyden indledningsvis var, ukarakteristisk for Rising i år, virkelig elendig. Vokalen lå alt for tydeligt i forhold til musikken, som tumlede rundt og flagrede ind og ud af fokus et sted i den kaotisk baggrund. Jeg var startet til højre for scenen, bare for at mikse det lidt op. Og få indtryk fra den side, hvor flest publikummer strømmer til fra grundet scenens placering i forhold til campingpladsen.
Jeg begyndte, at cirkle tilbage mod mit sædvanlige spot, der er et sweet spot til venstre, hvor lyden “ligger i læ” og har noget lukket hegn ud i siden, der lukker lyden dejligt inde. Her lød det lige så afskyeligt. Samtidig følte jeg mig ret provokeret, af Blikfangs ubehjælpsomme blanding af dudebro-musik og noget, der lød som billig keyboard 80er Melodi Grand Prix, involveret i et frontalt sammentød.
Men kraftedeme om det feststemte, unge publikum og vores egen fotograf syntes, at det var superfedt!? Jeg havde lige nået, at kaste ovenstående svada ud i stikordsform og givet fotografen en mundtlig advarsel, da jeg måtte sluge mine ord.
De spillede et nyt nummer, noget om en ske, eller at ligge i ske, det er ikke så vigtigt, tror jeg. “Lille Ske”, eller “Lad Det Ske” hed sangen, og forsanger Søren Gade (nej, ved Gud ikke DEN Søren Gade. Tror ikke badedragten Gaden på scenen havde på, ville have klædt den tidligere Venstre politiker) håbede vi kunne lide den. Og, til min egen overraskelse, kunne jeg faktisk lide sangen? Hallo hallo.
OK, måske var lyden blevet bedre, og der var kommet lidt styr på sagerne. Nu kunne jeg i hvert fald hører melodien og nogle nuancer, ikke mindst det grand prixede element, lad os kalde det dét, det stod tydeligere frem i lydbilledet. Det hjalp gevaldigt. Nu fik den energiske Gade og hans vokal noget mod- og medspil.
Gade har ikke ligefrem det jeg ville kalde en smuk vokal, og den der “moderne lidt punket attitude og snotnæset levering” stil han kører finder jeg hurtigt enerverende. Tænk Fabräk og den slags navne. Meget sjovt og effektivt i korte glimt, så går det mig på nerverne. Nuvel, det er oppe i tiden og ganske populært, så det er jo igen også nok en generationsting, hvor gammelfar står på den anden side af kløften.
Jeg er dog ikke kommet for, at grave kløfter, men vil hellere være med til at bygge en bro. Jeg erkender, at mit førstehåndsindtryk muligvis var forkert. Blikfang havde, eller fik i hvert fald, fat i noget. Og det udviklede sig til, at blive en underholdende og, ikke mindst for publikum, medrivende koncert.
Sange om “det der kys”, og “alt hvad jeg har lovet hende” og andre kvaler, der lyder som teenageproblemer/drømme rammer mig ikke. Men, de er heller ikke tænkt til mig, så bare de rammer de rigtige modtagere. Sangene bygget op omkring lyrikken var dog velfungerende. Især “Kysset” blev, som nummeret skred frem, båret af en ret effektiv hoppe-rytme.
Man kunne også jogge-på-stedet-løbe-danse, hvis man er til den slags. I det hele taget, virker Blikfangs musik og stil ret “kropslig”. Gade, eller nærmere bandets stylist, der fik et shout out, havde nok valgt rigtig med den der badedragt, som han havde inden under bukserne… Der blev svedt for sagerne og bifaldet.
Mod slut, efter en ret stærk og festlig anden halvdel af koncerten, der også bød på et nummer med rap, fordi det kan de også, blev der lukket med “Duu”. Det er vist det, der på moderne dansk kaldes en “banger”. En ægte festlukker. Til en lille tirdagsfest på Rising, som jeg indledningsvis ikke følte mig inviteret til eller en del af.
Om det bare var mig, eller der rent teknisk blev glattet ud ved jeg ikke. Men, det endte med, at jeg ikke hadede det. Og broarbejdet er påbegyndt, måske kan vi mødes på midten et sted?
Hvad fanden skete der så og hvad skal vi nu snakke om inden Brimheim? Nå, hun har fået sin egen, separate anmeldelse, fordi det her er ved, at være langt i spyttet. Og tiden løber og skribenten skal i bad? Der skete nok også bare lidt mere af det samme. Afslapning i aftensolen/skyggen foran Rising, på en plads der nu var beriget med perfekt festivalvejr!
Efter Brimheim var det sengetid, eller i hvert fald tid til, at møve sig mod bilen. Dagens oplevelser, en lille håndfuld øl og stemningen generelt taget i betragtning gjorde næsten, at jeg overvejede bare, at tage den i teltet herfra og ud. Men, hvorfor satse, når man lige er kommet lidt “foran”. Ah pokkers, og min laptop stod sgu’ da i Herlev, den bliver svær at undvære, hvis der skal skrives.
Man kunne godt mærke, at det var blevet tirsdag. Folk ser lidt mere hærgede ud, pladsen lige så og det begynder for alvor, at lugte rigtigt herude. Og man kan i den grad mærke, at der er kommet væsentligt flere folk til på campingområdet, sikken et mylder. Det tog dobbelt så lang tid, at komme ud, som ind og man skulle være vaks ved havelågen for ikke, at støde ind i den – eller få den lige i smasken.
Da vi endelig nåede ud, skulle junior, selvfølgelig tisse. Kunne hun have gjort det, da vi havde muligheden inden på pladsen? Ja. Skulle vi have insisteret? Fuck dig, hvor vover du, at antyde vi er dårlige forældre, hun er 10, nu må hun lige tage sig sammen!! Nå, men tissemulighederne på vej ud er begrænsede. Opstillet hegn på ruten indikerer, at naboerne foretrækker, at man ikke bruger deres haver som toilet. Et lille, åbent stykke skov med store træer blev redningen og nedsmeltning og eksplosionsfare afværget.
Der var stille på vej hjem i bilen. Stilhed før stormen i morgen? Da starter Festivalen forfra. Anden halvleg. Det er altid underligt, når man har prøvet, at slappe lidt af og hygget sig ved Rising. Den “rigtige” festival er på alle punkter et mere voldsomt, uoverskueligt og utæmmeligt bæst. Kan trold tæmmes? Vi må se i morgen. Det skal nok gå helt galt.
Vi lukker og slukker fra Rising for i år, en større “konklusion/afrunding” følger efter festivalen, når vi samler op. Men, en sidste ros til afviklingen, de frivillige, publikum, dig og jer derovre i hjørnet, kunstnerne og Uhørt Crew og deres Backstage Village ved Rising. I gjorde det hele lidt nemmere.
Jeg kom igennem første halvleg.
Af Ken Damgaaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR, Roskilde Festival
