Roskilde Festival er her. Men, hvor er den Orange følelse, som mange snakker om? Er den en saga blot? Måske, hvis man kun fokuserer på Orange. Roskilde er dog meget mere end sit orange varetegn. Hvad? Og hvor kan man finde det? Her er lidt tanker om Roskilde lige nu, inden festivalen starter.
De forrige gennemgange af de enkelte dages programmer, har jeg indledt med den samme tekst om mine overvejelser omkring, hvorvidt jeg overhovedet skulle på Roskilde i år. Den har vist kørt nok som genudsendelse nu, hvis du ikke har læst de tidligere artikler, er der links nederst.
I stedet vil jeg på en måde runde af, på min pre-Roskilde dækning med lidt ris og ros. Til programmet og plakaten, som det ser ud på papiret her INDEN festivalen er løbet af stablen.
Det kan godt være lidt farligt, eller dumt, at bedømme et Roskilde program inden man har set og oplevet det i praksis. Det siger erfaringen mig. Med 21 festivaler i streg har man da lært et eller andet, skulle man tro. Ja, at Roskilde er dybt uforudsigelig og en meget individuel oplevelse. Det siger måske sig selv, men mange glemmer det alligevel, når de fælder en eller anden form for dom over programmet og festivalen. Før, men søreme også efter.
Med så mange navne og koncerter, så er det umuligt at nogen person, eller noget medie for den sags skyld, har det samlede billede. Nogle har mere emperi og et bedre grundlag for en samlet bedømmelse, nogle er mere saglige og dygtige til, at analysere. Andre går på mavefornemmelsen, og så er der dem, som mig, der bare hiver et eller andet ud af bagdelen.
Nej, det jeg mener er, at det er stort set umuligt, at komme med en ren objektiv bedømmelse af en festival. Det, der er et ukendt navn for nogen, er et hovednavn for andre. Kan du sige, at der ikke var nogen store oplevelser, hvis du ikke lige havde held i lotteriet og så de koncerter, som alle taler om bagefter?
Den Orange følelse eller manglen på samme?
Det man dog KAN tillade sig er, at komme med en lille påstand om, at der mangler store navne af en vis kaliber. Hovednavne, tja, det kan jo diskuteres, Post Malone er nok stor for mange, men ikke for mig. Det jeg tænker på er, at der nok mangler de store, samlende koncerter, som formår at samle “hele” festivalen foran Orange Scene?
Her synes jeg, at man kan have et legitimt argument for, at de er en mangelvare. Det er ikke et nyt fænomen, og har været på vej i mange år. I år virker det dog, efter 3 års festivaltørke, og med et 50 års Roskilde jubilæum i baghovedet (og klods om benet) endnu tydeligere. Ud over, måske Thomas Helmig, så er der ingen. Og det er alligevel noget af et ansvar, at lægge på Helmigs skuldre. Jeg siger ikke, at de ikke kan bære, men han er jo ikke Bruce Springsteen.
Han har bare været her! Og det er så en del af problemet. De har stort set alle været forbi Dyreskuepladsen, og dem der er tilbage, er enten for gamle eller for dyre. Eller bare ikke interessante for et yngre publikum. Det er en anden side af sagen, gennemsnitsalderen på Roskilde er omkring de 23. Jeg tror ikke hovedparten af de 23 årige (og derunder) gider de der rock/pop dinosaurer.
Det betyder ikke, at den historieløse ungdom ikke har godt af, at blive taget i musikskole af og til. Eller, at der slet ikke er yngre publikum til ældre navne. Det er bare ikke grundpillerne i programmet længere, og skal i min optik heller ikke være det. Jeg har før hævet Neil Young eksemplet frem. Da jeg så ham første gang på Orange i 01 var det et hovednavn værdigt. Det holdt stadig i 08, men da han var forbi senest i 2016, synes jeg at det nærmede sig, at han havde været bedre stillet på Arena. Og passet bedre ind der foran den dedikerede skare, som stadig vil ham. Det er en helt naturlig udvikling.
Hvem er der reelt tilbage, som ikke har været på Orange, hvis man skal være nogenlunde realistisk? AC/DC, Elton John… hmm… øhhh… Madonna? Jeg ved ikke om, jeg har lyst til, at se nogen af dem på Orange i 2020erne. Så er der den evige “drøm” om Rage Against The Machine. De er nok kun “store” for en vis aldersgruppe. Og jeg har absolut intet behov for, at se outdated rap-metal med anti-kapitalistiske paroler, spillet af en flok 50+ millionærer.
Hvad gør vi nu, lille du?
Skulle jeg pege på en sværvægter, som måske stadig har lidt tilbage i tanken og muligvis kunne samle pladsen, ville jeg pege på U2. Og jeg aner ikke om de har nogen interesse i, at spille festivaler. Men, det skulle have været i år.
Det ville være et scoop, et 50 års jubilæum værdigt OG ville samtidig markere 40 året for første (og hidtil eneste gang) U2 spillede på Orange. Den legendariske og sagnomspundne koncert fra 1982, hvor et ungt og ukendt U2 tog Orange Scene og Roskilde Festival med storm. Sådan skulle det dog ikke være.
Så nu må man så ty til store navne, som “kun” virker samlende for visse segmenter blandt publikum. Og “forfremme” navne fra Arena til Orange, i stedet for den anden vej rundt som jeg nævnte i det hypotetiske Neil Young eksempel.
Et navn som St. Vincent kommer til, at rykke fra Arena til Orange i år. Det kommer der ikke flere folk af. Man har set det med navne som Father John Misty, der rykkede fra Avalon helt op på Orange og kom til kort. Så stor var han altså heller ikke. PJ Harvey ville sikkert ikke være et Arena, men et Orange navn, hvis hun var blevet booket i år. Men, ville det være der hun passede bedst ind?
Hovedparten af de “store” navne, som indtager Orange i år, er kun store i visse segmenter. De er og bliver ikke samlende. Det er ikke nødvendigvis en kritik, men en formodning og vovet konstatering. Og jeg er endda så fræk, at jeg jeg ikke rigtig har nogen løsningsforslag på problemet. Jeg kan ikke se, hvordan der skal komme nye navne frem, som kommer til, at favne så bredt, at de kan samle adskillige generationer foran Orange.
Måske er det slet ikke et problem, men bare en udvikling og forandring. Men, så skal Roskilde, måske tilpasse sig i endnu højere grad? Hvordan? Skal Orange nedlægges eller omtænkes? Svært, at forestille sig. Men lige nu er det som om, at vi har en stor hovedscene, som har brug for navne, og ikke store navne, som har brug for en hovedscene. Der er en væsentlig forskel.
Den samme gamle klagesang
Hvad kan man så selv gøre? Støtte op om det, som Roskilde er pissegode til og stædigt og ihærdigt insisterer på. At afspejle tiden og prøve, at lure tendenser og være på forkant. Det betyder ikke, at man nødvendigvis fanger eller finder de næste superstjerner på plakaten. Det er, som nævnt, ikke sikkert at den slags overhovedet bliver en ting fremover.
Nej, du skal gå på opdagelse. Få dig en oplevelse, som tæller lige nu og måske hænger ved bagefter. Roskilde Festival program er i høj grad lige NU.
Roskilde Festival ligger dermed også en stor del af ansvaret over på den enkelte. Det er op til dig selv, at komme ud af teltet og lejren, komme rundt og suge til dig. Du skal være nysgerrig og opsøgende. Ikke bange for det nye, ukendte eller det, som du ikke troede du kunne lide. Lige så pædagogisk og formynderisk, som Roskilde kan virke, lige så meget lægger festivalen også op til, at man må klare sig selv. Det er en tillidserklæring til publikum. Det er, muligvis også lidt arrogant og oppe i måsen på sig selv.
Det er en del af charmen. Roskilde er næsten, om muligt blevet meget mere Roskilde end nogensinde. Nød lærer nøgen kvinde, at spinde og alt det der.
Jeg synes, alt taget i betragtning at Roskilde, uanset årsag og om de overhovedet har tænkt i de baner, har valgt en god vej. Muligvis den eneste rigtige, hvis du ikke vil ligge i baghjul og lukrerer på fortiden, eller hvad andre har bygget op før dig, som mange andre festivaler lader til, at gøre i disse år.
Hovednavnenes tid er nok forbi, Roskilde har forsøgt, at finde en gangbar vej frem. Det er den samlede oplevelse, der er hovednavnet, og ikke en eller to store musiknavne. Og sådan har det måske i virkeligheden altid været? Så er spørgsmålet om det er nok til, eller kan sælge billetter i samme omfang som tidligere?
Folk sælger, åbenbart deres festivalbilletter til dumpingpriser i år. Er det en form for kritik af et program, som har skuffet sælgerne? Der er sikkert mange faktorer i spil. Men, man skal nok ikke underkende eller undervurderer, at idéen om, at man går glip at alt muligt fedt man ikke kender på forhånd, er sværere at sælge til den brede befolkning end en stor kioskbasker på Orange.
Personligt, så er jeg i den forkælede position, at ud over under en håndfuld navne, så har jeg “set det hele”. Og behøver ikke se dem igen. Jeg vil gerne se noget nyt, og jeg er endda så “overfladisk”, at jeg ikke engang behøver finde mit nye yndlingsband. Eller noget, som jeg kommer til, at høre når jeg kommer hjem – det har jeg sgu’ hverken tid eller lyst til!
Jeg vil have nogle “lige nu” oplevelser, helst gode, dem har jeg været på jagt efter i mine gennemgange af de enkelte programdage (og Rising). Set ud fra sådanne præmisser, så synes jeg faktisk, at Roskilde har det mest spændende og nutidige program af alle festivaler i Danmark. Og lever op til deres målsætning og booking mentalitet, om man så kan lide det eller ej, eller er enig i prioriteringen.
Det kan jeg ikke have andet end respekt for, og jeg synes, som nævnt, også at det er fornuftigt. Det virker som “vejen frem”, om det så koster lidt på Orange-fronten. Der er masser af gemt guld, at grave frem på tværs af spilleplanen. Jeg har fundet et dusin, som ryger på siden snarest, tag dem eller tag selv på opdagelse.
Det er “Roskilde ånden” og den der Orange følelse, som den ser ud i 2022.
God jagt, vi ses derude, sammen og hver for sig.
LINK-O-RAMA:
I år kan du, naturligvis følge vores dækning her på hjemmesiden. Der vil være daglige reportager fra festivallivet, samt anmeldelser af stort, småt og endnu mindre.
Derudover er der jævnligt gak, løj og updates på vores Instragram profil, hvor vi også tillader os, at holde en lidt mere uhøjtidelig tone. Det er bare for sjov! Far-humor sjov! gfrdk/instagram und halløj.
OG, som noget helt nyt, så er vi kraftedeme på TikTok. Ja, sgu’! Men, bare rolig, den er i hænderne på en, der rent faktisk ved hvordan det virker og hvad det går ud på. Vores 10 årige all round medhjælper, pantsamler og nu officielle TikTok medarbejder har fået nogenlunde frit lejde. Så længe det ikke kun er videoer af hende selv, der danser til skrækkelig musik. Følg med og frygt ungdommen på… øh… TikTok. Søg på gfrdk! Er det sådan man gør?
Gennemgange af programmerne dag for dag: onsdag, torsdag, fredag, lørdag og Rising
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
