Home Marts 2022 - Live Sleaford Mods (support: girlcrush), Voxhall 22. marts 2022

Sleaford Mods (support: girlcrush), Voxhall 22. marts 2022

901
0

Sleaford Mods holdt fast i dyderne om indignation, intensitet og at gøre koncerter til en meget fysisk oplevelse tirsdag aften på Voxhall. Monotonien nåede dog at snige sig ind flere gange og genrens begrænsninger blev også udstillet lidt. 

Det var ikke annonceret på hjemmesiden, men en dejlig overraskelse at girlcrush igen var mødt op på en hverdag for at varme op.

Voxhall var godt fyldt op af en noget blandet flok – dog nok primært granvoksne mænd. Der blev snakket lystigt og det virkede ikke rigtigt som om, det var en ganske almindelig tirsdag.

girlcrush virkede denne aften mere sikre end da jeg så dem til Porridge Radio og girlcrush åbnede igen med Lucky. Så var vi ligesom i gang.

Det blev til et set, der var lidt mere kontrolleret, skarpskåret og med mindre nervøs snak mellem numrene og de ’faldt da heller ikke i’ og kom til at tale dansk ind imellem, men holdt fast i det engelske.

Der er støttedyr med på scenen

Det betød at det blev to meget forskellige oplevelser, som dog begge var store.

For girlcrush har lutter stærke numre og det klæder med lidt mere fyldig lyd. De har både radiobaskere som ‘Lucky’, ‘Manchild’, meget intime numre som ‘I don’t hate myself anymore’ (?) og kan slå helt over i college-ballade der nærmest bliver tyggegummi-poppet på ‘I Like You’ (?).

Faktisk er det så solidt et band, at jeg da snart forventer at de headliner selv – måske ikke lige på Voxhall i første omgang, men de tre kan godt fylde scenen, hvis det skulle være det. Ti numre virkede i hvert fald velbalanceret – og så fik vi ikke en gang ‘Throwing Like A Girl’.

Om de så vil fremstå sårbare og næsten uhyggeligt autentiske i deres sange om mentalt helbred som da de varmede op for Porridge Radio, eller mere tjekkede som her ved Sleaford Mods er egentlig ikke så vigtigt.

Publikum klappede høfligt og ventede nu på aftenens headliner.

Sleaford Mods

På et tidspunkt inden koncerten havde jeg hørt Top-Galia udbrede sig om at punk altså ikke var en musikgenre, men mere en tilgang – en væremåde.

Det tænkte jeg meget over, da jeg satte mig til tastaturet. Voxhalls kommunikationsteam havde hjulpet lidt her og kalder projektet elektro-punk – en genrebetegnelse, jeg ellers kun har hørt anvendt om The Prodigy. Der er både langt mellem Sleaford Mods og Prodigy – og et slægtsskab. Så fair nok.

Attituden er i hvert fald punket, men man kunne egentlig også kalde koncerten en vred recitering af meget vulgær lyrik, såvel som Sleaford Mods nok rapper mere end der synges…Det, det i hvert fald er, er intenst!

Der er to på scenen: vokalist Jason Williamson og – øhm – musiker? Danser? Andrew Fearn.

Grunden til at jeg trækker på det sidste er, at Sleaford Mods er et laptop-band og Fearns rolle består i at betjene en laptop når numrene skal sættes i gang og så ellers agere usher/indpisker/danser mens numrene spiller.

Det bliver hurtigt, nej meget hurtigt, lidt ufrivilligt komisk at der står en mand der og flagrer med armene oven på nogle tracks, der er 100% automatiserede.

Tracksene er dog stærke og bliver leveret med ret stort lydtryk – ofte vibrerer tomme dåser oven på Voxhalls olietøndeborde, når bassen sætter ind. Effektivt.

Om end det bliver lidt komisk med Fearn, så er det bestemt heller ikke ham, der er hovedpersonen: Williamson er oplevelsEN på sådan en aften og den vrede, indignation og systemkritik, ’sagsbehandleren, der fik nok’ udspyer er ikke blot repræsenteret i teksterne, men i store mængder spyt der flyver rundt om mikrofonen. Også effektivt.

Der rantes og publikum elsker det. Williamson går også rundt på scenen i immelspil og ligner lidt én, der ikke helt hvad han skal – hiver i trøjen, tager sig til hovedet – men så snart der skal leveres tekst, så kommer det som skidt fra en spædekalv, men altid on point i forhold til beatet.

21.00 går det løs og ‘Shortcummings’ sætter tempo, stemning og indvarsler 22 numres barrage og verbale angreb og spytdrukning af de forreste rækker.
Da titelnummeret fra seneste plade, ‘Spare Ribs’, falder som tredje nummer, er publikum helt med, boogier, nikker og taler med. Og da der følges op med ‘I Don’t Rate You’ og ‘Kebab Spider’, danser dåserne lystigt på tøndebordet ved siden af mig.

Men monotonien sniger sig lidt ind: ‘Jolly Fucker’ begynder allerede at føles lidt som mere-af-det-samme da nummeret falder som syvende, men så viser rutinen sig alligevel, for der følges op med ‘Murk’n’Mindy’, der må siges at have en vis hit-status.

Det er nok mig, der ikke har gjort hjemmearbejdet godt nok. For ‘TCR’ og ‘BHS’ får lidt præg af noget sammenflydende råberi – kendte jeg teksterne kunne jeg nok have fulgt publikum ind i festen.

Et sjovt indslag er et cover af Yazoos ‘Don’t Go’ – men om det bliver mere end lidt sjovt at en mand, der ikke synger, reciterer en pop-tekst, ved jeg faktisk ikke.

Der er slet ingen tvivl om, at Sleaford Mods har været længe ventet af publikum (der har været flere udskydelser på grund af Corona) og Voxhall fester til vrede mænd fra Nottingham.

Jeg kan dog ikke helt slippe den tanke, at materialet og fremførslen bliver lidt monoton og der med fordel kunne have været bragt… Nogle rigtige dansere? En trommeslager? I hvert fald noget variation og liv på scenen.

Ikke for det: Williamson er flabet, spyttende og underholdende. Men i fem kvarter?
Da han under næst-sidste nummer ‘blows a raspberry’ virker det lidt som om, vi er nået dertil, hvor det er målet for variationen.

Og da ‘Tweet Tweet Tweet’ så afslutter hele seancen med retfærdig vrede mod UKIPs løgne, er det selvfølgelig ’godt’ og ’rigtigt’. Men UKIP har jo også nærmest opløst sig selv og selv om de da skal have al den kritik, de kan få, så hører de allerede lidt til i fortiden.
Det siger jeg ikke, Sleaford Mods gør – de er klart del af en bevægelse hvor punken genopfindes i Storbritannien og hvor der er nok at være vred over.

Men i denne genopfindelsesproces har Sleaford Mods i hvert fald ikke fundet nøglen til at variere den lidt begrænsede genre, mens de holder dyder som vrede, indignation, intensitet og at gøre koncerter til en fysisk oplevelse højt. Det kan ingen, der var tilstede på Voxhall tirsdag aften vidst være i tvivl om!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleKindsight: Swedish Punk (Album/Anmeldelse)
Next articleRepeatlisten 2022 #3

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.