At lytte til Swedish Punk, debutalbummet fra indie-kvartetten Kindsight er, som at starte en indre film. En film, der både rummer konkrete og mere slørede minder fra en svunden tid. Og minder i form af scener fra coming of age/college film fra 80erne og 90erne.
Klassens kiksede pige, hende du ikke lige lagde mærke til i lang tid. Indtil, at du opdagede, at der var tale om en på alle måder smuk svane, der havde gemt sig lige foran snuden på dig. Det kunne være lyden af åbningsnummeret “Weekend Thieves”. Sart og følsom, længselsfuld og roligt drivende.
Den uopnåelige gudinde, hende du kun kunne drømme om blot ville anerkende din eksistens med et flygtigt blik. “Terminal Blaze” spiller i baggrunden, mens du genert sænker dit blik.
Total taber-type, hvilken NØRD. Den generte, sky og selvudslettende stille dreng, der helst ville synke i jorden, hvis det var muligt og undgå nogen form for opmærksomhed. Måske han trænger til noget “Panic Juice”?
Hvilken særling, ham den alternative laps, der hviler fuldstændig i sig selv. Og ikke lader til, at give en fuck for hvad andre måtte tænke om han “sære” interesser. Ham med den alt for cool og “rigtige” smag. Han kunne sikkert også lide digte og andre poetiske adspredelser! Det er ham, der lytter til musik, som godt må spjætte og sprutte lidt. Måske “Hi Life” fra Kindsight?
Kindsight er din nye, danske yndlings-indie-kvartet. I hvert fald, hvis du er til radiovenlige melodier, smittende toner og en vokal der sender tankerne i retning af Hope Sandoval fra Mazzy Star og Molly Rankin fra Alvvays. Og det skriver jeg ikke kun, fordi det er navne de selv nævner, men så slipper jeg da for, at påpege det. Hvilket jeg jo så gjorde alligevel…
Swedish Punk veksler mellem uptempo indie-pop, og det mere roligt og luftige. For mig er Kindsight bedst, når de får noget tempo og dynamik ind i numrene. Da er de momentvis faktisk ganske fremragende, som på den glimrende single “Sun Is Always In My Eyes”. Pladens højdepunkt, og lidt af en indie-perle i sin egen ret.
En andet nummer, der viser at Kindsight formår at vride en god indie-basker ud af en ellers velkendt formel, er “Don’t You Look Up”. Her er trioen ganske uimodståelig, selvom de ikke ligefrem byder ind med nytænkning. Det er heller ikke nødvendigt, når man har en god melodi, som her. Singlen “Hi Life” og den efterfølgende fest-rocker, “Party Time”, kan bestemt også noget. Det er frisk, fængende og smitter, så man næsten kan kommer i sommerfestivalstemning.
Når de tager den ned, bliver mere stille og følte, så er det stadig fint. Forsanger (og guitarist) Nina Hyldgaard Rasmussen har en skøn vokal. Men, det bliver også lidt FOR fint og pænt til min smag hist og her. Jeg driver aldrig helt ud af pladen, men musikken har det med at forsvinde lidt i baggrunden for mig. Det kunne være sange som “Trampolin”, der med sine over 5 også føles lidt lang. Eller den ellers under 2 1/2 minut lange “Panic Juice”, hvor vokalens høje toneleje også er lige ved at overskride min smertetærskel.
Alligevel bidrager disse mere afdæmpede stunder, naturligt til at albummet er afvekslende. Og de stille numre er fornuftigt disponeret og fordel på albummet, så vi aldrig døser helt hen. Der indtræffer et lille mætningspunkt lidt over halvvejs igennem Swedish Punk, men på fornuftig vis får de sparket pladen op i gear igen mod slut.
Hvis vi stadig gav stjerner, ville det være en af den slags fornøjelige plader, som jeg ville sende “4 store stjerner” efter. Der er ikke den store nytænkning, der trækkes på en masse velkendte indie-tendenser og inspirationskilder fra 90erne og fremefter. Men, det er solidt sangskriver håndværk, de har ører for fine melodier og der er et eller andet elskeligt over Kindsight og Swedish Punk.
