”Vægtige budskaber” vil være en stærk overskrift på en søndag aften på Voxhall, hvor intet var lige gyldigt og skrøbeligheden spillede op mod det voldsomme.
Faste læsere ved, at jeg elsker disse søndags- eller hverdagskoncerter på Voxhall, da de giver mulighed for at se ting, der måske ellers ikke ville være tilgængeligt i Århus. Og selv om alderen, et barn hjemme og post-Corona træthed spillede lidt ind, er jeg glad for at jeg sammen med godt 100 andre var taget af sted denne aften.
girlcrush
…har jeg desværre ikke haft glæden af før, og opdagede først sent at de var support. Sjovt nok hørte jeg ‘Lucky’ i radioen på vej til Voxhall, og bandet har også fået fin og fortjent airtime med mindst tre sange.
Kl 20.00 gik de så på med et udtryk, der på én gang virkede nøgent, tjekket og skrøbeligt: Trioen med guitarist, trommeslager og bassist består af tre meget forskellige personer, som dog har det til fælles at de alle synger fantastisk, har en kraftig udstråling – og er samlet i projektet med drivkræfter som vrede, insisteren på at være sig selv og ikke mindst retten til at være.
Der åbnes med ‘Bad Boy’, før gruppens nok største hit ‘Man Child’ fyres af som nummer to.Publikum er med, der nikkes og lige dele anerkendelse og nysgerrighed spores.
‘Man Child’ spilles i øvrigt næsten perfekt som på pladen, og det er derfor næsten bekræftende at trommeslageren taber et slag på et tidspunkt – de er altså tjekkede på lyd og udtryk her, men kan også lave en fejl. Stærkt!
‘Lucky’ følger så op, og indrammer på mange måder girlcrush: Sarkastisk kritik over de domme, der hagler ned over dem, der har mentale udfordringer – og høj energi.
Da bandet senere spiller ‘I’m Easy’, fortælles der med et smil, at de drives af seksuel frihed, uendelig tristhed – og vrede. Jo, det ser vi. Ja, det mærker vi!
Med de tre instrumenter bliver lydbilledet ikke altid fuld-fedt, men det gør bestemt ikke så meget, for der udtrykkes! Det her er ikke ligemeget, det her er vigtigt for bandet og bliver det så også for os publikum. Da guitaristen fortæller at ‘Nightmare’ handler om hvordan en creepy fyr fulgte hjem efter hende til en SPOT-festival, bliver jeg pinligt berørt på min bys vegne.
For der er noget skrøbeligt over hele projektet – selv om (eller måske derfor) bandmedlemmerne er seje.
Det gør alt i alt at bandet sniger sig under huden. Og da de afslutter med en ballade, hvor de alle tre synger hver deres strofe, men ender i samme refræn: ”I don’t hate myself anymore”, så er det ikke en kliche – det er derimod intenst og virker til at være pointen med det hele. Må det aldrig blive en kliche for girlcrush!
Fremragende opvarmning også selv om det ikke var ’the perfect storm’, som Ken beskrev for nogen tid siden om bandet.
35 minutter – 11 numre. Stærkt!
Porridge Radio
20.55 får vi svaret på, hvem der gerne vil råbes i hovedet på sådan en ikke-larmende måde? Godt 100 publikummer til Porridge Radio på Voxhall.
Min research på bandet endte med at jeg konkluderede at mange af numrene benytter sig af samme effekter og derfor kan være lidt svære at skelne fra hinanden.
Sådan er det bare ikke live. Dana Margolin er en oplevelse i sig selv og ja, den primære effekt er den evne til det ene øjeblik at være nærmest lakonisk reciterende, det næste aggressivt snerrende, det tredje råbende tekster, der også kredser om de store følelser og deres tøjring.
Fra første strofe af Born Confused mærker vi som publikum, at det her er vigtigt for Margolin at fortælle – uanset om det er søndag og en ny uge truer i morgen og måske prøver at sætte en anden stemning.
Bakket op af keys, trommer og bassist, fremstår Porridge Radio med en mere fyldig lyd og især guitaren fylder rigtig godt og spiller ret avancerede figurerer mens Margolin samtidig vitterligt krænger sin sjæl, indignation, følelser og hele sin væren ud gennem mikrofonen.
Det bliver aldrig støjende. Og det er vel næsten kunsten i hele bandets virke: Allertydeligst bliver det i det pt største hit, Sweet, der leveres som sidste ekstranummer. For jo. Der larmes da. Men SÅ lukkes der ned, vokalen næsten hvisker og boom så var der lige et par takters larm igen – perfekt balance mellem støj og stilhed.
Det med at numrene skulle flyde sammen er i øvrigt HELT på min kappe; som tredje nummer falder Circling, som er en waltzende sag som klart stikker ud – og flere gange træder en meget præsent synth ind og definerer i hvert fald dele af numre. Men det er alt sammen detaljer, for hovedpersonen er i midten; tekster leveres intenst, ofte anklagende som i Good For You – og igen; med en vægt og vigtighed, der virkelig rammer.
Der kommer nyt fra Porridge Radio og vi får i den forbindelse et par nye sange, jeg dog ikke helt fanger titlerne på. Men der var både tale om en langsom, sej sag og en mere ’klassisk’ nu-tager-vi-et-hook-og-så-kombinerer-vi-med-stærk-vokal. De har godt styr på det i Porridge Radio, for den opskrift går rent hjem.
Jeg går dog ikke hjem med en fornemmelse af en koncert uden variation; 7 Seconds leveres med fire slag i gulvet og det udvikler sig til decideret dans blandt publikum. Og da Liliac så følger op med sit seje tempo og slutter med feedback og at bandet går af scenen, er ikke én person iblandt publikum hægtet af.
Heller ikke, da det første ekstranummer er en stille, ny sang, Waterslide, Diving Board, Ladder to The Sky står nøgent, nøgternt og stille. Før der så lukkes ned med et brag – så stilhed – så et kort brag med Sweet.
Det var et noget blandet publikum på denne søndag aften; forholdsvis mange mænd, profilen taget i betragtning, men også med en lille overvægt af det lidt ældre publikum.
Det, vi dog alle fik med hjem – unge som gamle – var en koncertoplevelse, hvor intet var ligegyldigt og selv om der da var dyk i dynamikken og intensiteten, så var det en intens oplevelse hele vejen igennem!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
