Loose Ends længes efter noget andet, for de er “er unge og ugidelige og hader sig selv for det”. Sådan lyder de også i vid udstrækning på debut-EP’en, Yearning For Something Else.
Jamen, så gør da noget ved det, fristes man til, at råbe af de unge knøse! Men de er også, ifølge dem selv for dovne, og klar over det, til at ændre på tingenes og deres egen tilstand. De ugidelige punks trænger måske til et los bagi? Eller bare en opkvikkende rusketur? Et kram?
Krammet har de allerede fået af blandt andre P6 Beat, og en af deres værter, der namedroppes i presseteksten. Så, *host*, sellouts, *host*, det er sgu ikke særligt “punk”. Det kastede til gengæld airplay af sig til singlen “Drainage”, der bestemt heller ikke falder igennem, side om side med bølgen af enslydende, semi-punkede uptempo numre den kanal spiller. Ok, sarkasme og spydigheder til side, det er faktisk et helt igennem hæderligt og effektivt nummer. Og opmærksomheden fra de nævnte kanter virker helt fortjent.
Jeg hører bare ikke så meget P6 længere, da jeg netop ikke orker kaskaderne af ensformige numre indenfor de samme genrer. Dag efter dag, uge efter uge, indtil tidsånden langsomt ændrer sig og sniger sig laaaaangsomt ind på spillelisterne. Det gør også, at jeg kører træt i specifikke genrer, en lyd, stilarter og udtryk, når jeg har forsøgt, at give P6 en chance igen. Det kommer Loose Ends, retfærdigt eller ej, nok til at lide lidt under. Eller i hvert fald mine indtryk af dem, og bedømmelsen af deres debut.
Det lyder i alt for vid udstrækning som noget jeg har hørt alt for mange gange før, de sidste lidt for lange år. Stedvis energisk post-punk influeret, skramlet og “rebelsk og ungdommelig” rock. Tilsat lidt for få “eksperimenter”, hvor det på ægte IceAge manér skal forestille, at have lidt mere avantgardistisk kant. Det bliver, desværre, hurtigt trættende og forudsigeligt. Træls, ligefrem.
Og, det er jo ikke fordi, at jeg som udgangspunkt hader stilen, eller det her band. De spiller og lyder faktisk ret fedt, hvis man lige får undertrykt sine forbehold og kvababbelser. Eller, de lyder i hvert fald som de “skal”. Især på en sang, som den mere slæbende, og netop eksperimenterende “Dependency”. Her leger Loose Ends med et udtryk, der er mindre tilstræbt dovent og dvask (og alligevel ret stramt og kontrolleret), og noget mere kaotisk. Her kan jeg mærke dem. Og mærke noget. Der er noget farlighed, noget uforudsigeligt, som om det hele kunne ramle hvert øjeblik. Det fanger min interesse, og pludselig er jeg helt oppe på lytte-mærkerne.
Den, og “Yearn”, lige inden, har noget. Og kan noget, i hvert fald noget, som går mere ind og rammer og fanger hos mig. Det kommer bare lidt sent, da det er Yearning For Something Elses’ femte og sjette numre. Og dermed afslutningen på lidt over 20 minutter i gruppens selskab.
EP’en slutter derimod væsentlig stærkere og mere interessant end den åbner med den tempofyldte “It’ Not Pretty”. Den emmer af ungdommelig rastløshed og de indledningsvis beskrevne følelser. Livslede, selvhad og en opgivende fornemmelse. Jeg føler mest apati overfor musikken, på dette tidlige tidspunkt.
Og ja, en del af ansvaret kan ligge hos denne modtager. Det er jo ikke fordi, at bandet ikke skilter med hvad de lyder som… Så på den led, kan man sige, at missionen lykkes. Lige her er den afsmittende effekt på undertegnede nok ikke helt, hvad bandet havde intentioner om.
Yearning for Something Else er indspillet i en “varm,klam og svedig skurvogn” i Aarhus, men lyder lige så meget af “mainstream”, som undergrund. Der er radio-potentiale i numrene på første halvdel af EP’en, men det er anden halvdel, der for mig er mest interessant. Der hvor de får skurvognen til, at runge og dufte af undergrund.
Samlet set efterlader Loose Ends’ debut et lidt ujævnt indtryk. Ikke så meget den musikalske kvalitet, mere “følelsen” og fornemmelsen den efterlader i denne anmelder, i hvert fald.
Af Ken Damgaard Thomsen
