Lukas Vanggaard leverer sympatisk og håndspillet popmusik, denne gang med en flig af angst og mørke. Teksterne er dog ikke altid lige fantastiske.
Det passer ret godt at Lukas Vanggaard har en EP-udgivelse bag sig, der hedder Håndspillede Hits. Det virker som en ret god varebetegnelse for den unge sangskriver fra Aarhus. Der er kommet mere mørke ind, angsten og sårbarheden er blevet synlig hos Vanggaard, og det giver en fin klangbund og modspil til de mere optimistiske og poppede elementer, som han fortsat har godt fat i.
Begge dele optræder på åbningsnummeret, ‘Abrakadabra’, hvor en nærmest nænsom popsang tempereres af børnestemmer i baggrunden og en blæser, inden Vanggaard synger hvad der må være en dialog mellem ham selv og nogle venner. “Lucas, hvor helvede bliver du af?/Sorry guys, det er en af de dårlige dage/Hvor jeg er styret af min angst/Mit hjerte cykler Tour de France”. Her får Vanggaard sat nogle ord på noget, der er svært, uden det bliver for tungt, så det på en måde er til at forholde sig til. Det er ikke en helt lille kunst samtidig at få et hæderligt popnummer ud af det.
Endnu stærkere står del-titelnummeret ‘Natsværmeren’, der indledes med let distorted elektrisk guitar, inden trommerne og vokalen sætter ind på noget, der godt kunne snerpe lidt henad Carl Emil og Ulige Numre. “Københavneren er i København/Hele Aarhus sidder nede i graven/Og du sidder og venter på mig/Du skulle vide hvor meget jeg ventede på dig”, synger Vanggaard på en sang, der så vidt jeg kan dechifrere handler om sådan et frem-og-tilbage kærlighedsforhold, hvor parterne på skift siger ja og nej. Det fungerer ganske godt her.
Men det er ikke alle rim, der er lige elegante på Natsværmeren & Sommerfuglen, og især på ‘En Af De Få Små’ er der flere linier, der skurrer lidt i ørerne, i hvert fald hvis man lytter (for) opmærksomt: “Jeg kunne godt bruge en redt seng/Og en kvinde at putte sammen med i den/Så hvis du ser mig i nat/Så håber jeg du ser at/Jeg vil så gerne være ligesom dig/En der kan grine af mig”, hvor flere af ordene i øvrigt også skæres noget til i leveringen for at få dem til at passe ind. Det glider lidt nemmere ned, hvis man ikke lytter for intenst. Melodien er ellers fin og nummeret fungerer sådan set fint på trods af mine forbehold i forhold til teksten, og man forstår jo godt hvad det er Vanggaard sigter efter med ordene.
I det hele taget er forcen hos Vanggaard melodiøsiteten og hans evne til at skrue charmerende håndspillede popsange sammen. Stærkest på den melodiske front står blandt andet albummets midterste tracks, ‘En Tanke Frøs’, og især ‘Hey!’, der har et næsten skamløst catchy refræn. Førstnævnte er lidt mere nærig med refrænet, som der bygges op til, mens sidstnævnte går all-in på “Heeeey! Heeeey baby, vent på mig!”. Det er da til at synge med på.
Den efterfølgende ‘Tro Og Håb’ skruer lidt ned igen og er en følsom popsang, om at prøve at forstå den udkårnes tanker og håbe at hun vil én. Det er nok en følelse, de fleste kan spejle sig i, selv om man ikke er en vårhare længere. Refrænet, og det begynder at lyde som et refræn i denne anmeldelse, fungerer atter godt her, og det er et solidt, let melankolsk popnummer til samlingen fra Vanggaard.
‘Sommerfuglen’, som står i modsætning til natsværmeren tidligere på albummet, en let og luftig ordløs sag, hvor Vanggaard’s vokal godt nok er med, men blot nynner med. Det er på godt og ondt lidt som om albummet fader ud med ‘Sommerfuglen’ og den lidt parentetiske ‘I Periferien’, hvor der også både nynnes og fløjtes, men dog også synges, som endeligt punktum.
Natsværmeren & Sommerfuglen er gennemgående et sympatisk og behageligt selskab, som man nok kan sætte på i de fleste sammenhænge, hvor de fleste skal kunne være med. Det er ikke en udgivelse, der vælter verden, men den gør alligevel lidt væsen af sig på sin egen charmerende facon. Og Lukas Vanggaard er jo næppe heller færdig med at udvikle sig som kunstner, så lad os bare sige, at der er potentiale her. Og ser man bort fra nogle af de mindre elegante rim, er det et udspil, der bygger videre på Vanggaard’s tidligere udgivelser og understreger, at han er et navn man godt kan notere sig, hvis man er til håndspillet dansksproget pop.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
