Repeatlisten er vågnet efter juleferien, og er tilbage i lidt forandret form. Det er en proces! Denne gang er der blevet lyttet til nye singler fra navne som: Maaneland, By, Fox Paloma, Slægt, Lasse Storm, Rasmus Matthiesen, Jon Gottlieb og Zar Paulo.
Sidste gang i Repeatlisten: kåring af årets bedste singler. Den ultimative sandhed i form af en rangeret liste! Eller noget…
Jeg ændrede konceptet og spillereglerne lidt lige før målstregen, til ingen kontroverser eller klager fra nogen. Så jeg fortsætter med, at justere løbende efter behov.
Konceptet i år bliver nogenlunde det samme som i 2021. Jeg lytter de indsendte singler igennem, når jeg har fået samlet en bunke på 20-25 stykker. Vælger mine favoritter i lyttepuljen ud, giver dem en kort anmeldelse og vælger DEREFTER dem jeg synes er bedst. De føjes til Repeatlisten.
Den er helt tom og nulstillet, så det bliver lige lidt nemmere at komme ind på en af listens 12 pladser. Da der jo her i begyndelsen ikke skal sendes nogen ud for, at skabe plads. Det er lidt “gratis” og måske også “lettere”, at komme på listen indtil konkurrencen bliver lidt tættere.
Som noget nyt vil jeg også knytte et par hurtige ord til udvalgte singler, som ikke kom med videre fra lyttepuljen af den ene eller anden grund. Såfremt jeg har en kommentar, mening, eller bare trænger til at vrøvle.
Derudover så vil jeg nu, af og til, måske hver gang, omtale nogle singler, som jeg selv er faldet over på Spotify, radioen eller hvor jeg lige opdager dem. Numre, som altså af ukendte årsager ikke er nået frem til vores indbakke, men som jeg synes er noget omtale værd.
Lyttepuljen bestod i denne omgang af 22 numre, inklusive de 2 som jeg selv faldt over på Spotify: By – “Den Fjerneste Planet”, Sweet Tempest – “Modern Justice”, Maaneland – “Maaneland”, Miltown – “Respect For Authorities”, OS TO – “Lyse Morgen”, RAMBUK – “Death of the Chosen”, Fox Paloma – “Molly”, Søren Emming- “I Det Fjerne”, Rasmus Matthiesen – “Bedstefars Hus”, Vanir – “Dødsfærd”, Some Kind of Liberty – “Into The Night”, Nord – “Fear Reigns”, History of Sugar – “Do The Nonchalant”, Ida Gard – “To Drenge”, Konvent – “Grains”, TERESE – “Sjælens Lommer, Writhe – “I Am The Sun”, Junkyard Drive – “Let Me Love You”, Lasse Storm – “Kan Du Huske”, Slægt – “Fealty. Thunderwhip”, Jon Gottlieb – “Min Yoko” og Zar Paulo – “Klap For Fædrelandet”
Videre fra Lyttepuljen kom:
Maaneland – “Maaneland”
Der er udsigt til månen, den er hel og klar, men måske dækket af et let skydække? En rolig nat. Stilheden kan næsten være larmende, sådan en nat. Men, (måne)skindet bedrager, der er musik som underlægning. Den stammer fra og strømmer ud af Maaneland.
Maanelands toner matcher udsigten. Det er mørkt, som natten i måneskærets lys. Der er altså lys i mørket, men det præges af den kølige, nordiske nat og dens snigende temperament. Ikke bindende koldt, ej heller koldt og klamt. Lige på nippet til frostklar. Med følelser, der bevæger sig i et eftertænksomt krydsfelt mellem vemod, melankoli og en stille glød i sindets mismod om, at “det går nok, for det skal det jo”.
Det er meget flyvsk og ukonkret, i bund og grund er “Maaneland” bare en rigtig god sang. Virkningsfuld, billedskabende og fermt skruet sammen og leveret. Det lyder som en slags kærlighedssang, end af de længselsfulde og eftertænksomme. En meditation.
By – “Den Fjerneste Planet”
Vi bliver i himmelrummet over og omkring os, for vi flyder jo egentlig rundt i tomt rum til alle sider. Der er ikke noget op og ned. Flippet, ik? “Den Fjerneste Planet” starter med lyden af “Saturns måner”. Det fortæller presseteksten mig i hvert fald fra bandet By.
By, det lyder jo ikke specielt spacey, de har da også base på Nørrebro. Derfra letter de snart med pladen Forlis, og hvis denne første single er et pejlemærke, så må vi hellere holde ørerne åbne. Det virker lovende.
Dansksproget punk og post-punk i alle afskygninger, kan man nærmest fodre svin med i disse år. Heldigvis lader By til, at mikse sagerne op med mere rockede toner, og noget stemningsfuldt/atmosfærisk. Lytter man til denne single isoleret set, så er vi umiddelbart ret langt fra punkens rødder.
Fox Paloma – “Molly”
Jeg var meget begejstret for første single fra Fox Paloma, den dejlige amerikanske 60er vellydende vestjystbrise “Palestine”. Nostalgierne har ikke opdateret stil eller lyd på nyeste single, men nummeret viser dog nye takter og toner fra gruppen.
“Molly” er mere afdæmpet, og endnu blødere. Det er en rolig pop-ballade, der viser en mere sart side af bandet. De har stadig fødderne dybt begravet i pot-muldsduftende hippiejord, og der er klart noget tilbageskuende over orkesteret. Kan man lide den stil, hvor forbilleder som eksempelvis The Byrds og lidt mere “rockede” navne spøger, så er det dog intet problem.
Jeg synes “Molly” er en dejlig sang, helt bestemt. Men, også en der føles en lille bitte smule som en stiløvelse. Og aldrig bliver helt så medrivende og smittende som “Palestine”. Det virker også mere som et “albumtrack”, frem for en single, hvis vi bliver i sammenligningen. Måske også for, at vise noget alsidighed og afveksling, det er er sikker kun anden single ud af flere. Så ok at mix it up…
Korte kommentarer:
Slægt er ude med en ny og egentlig længe ventet single, der er første nye toner fra bandet siden The Wheel fra… 2018? Er der virkelig gået så lang tid?? . “Fealty, Thunder Whip” lægger sig i naturlig forlængelse af bandets velkendte lyd, og overrasker måske mest med, at byde på så få overraskelser. En moderat skuffelse, hvor jeg især ikke er vild med lyden og produktionen på det tempofyldte nummer. Det lyder underligt tyndt og dåseagtigt?
Lasse Storm er nået til hele fjerde single inden hans solodebut. De andre singler har jeg været varieret grad af glad for, men denne mere country klingende sag er sgu’ ikke lige mig. 4 singler er nok også lige, at presse den lidt, selvom jeg er klar over at frekvensen er dikteret af streaming algoritmer og playlister.
Rasmus Matthiesen har tidligere modtaget rosende anmeldelser her på siden, hans nyeste single er en hyldest til Bedstefar. “Bedstefars hus” er en fin, stille sag, desværre er sangen skrevet før. Den hedder “En Stille Glød I Mørket” af Allan Olsen, et nummer der både føles mere rørende og vedkommende.
Og så har vi modtaget en laaaang, rooooligt udviklende single på 7 ½ minut fra Søren Emming. Den er nok temmelig “uegnet” som single, men det er en rigtig fin sang, der fortjener et lyt.
Fanget i farten:
Af og til hænder det, at vi ikke modtager bestemte singler. Vi bliver nok glemt i mængden, eller folk gider ikke bøvlet med os. Måske ønsker de ikke singlen anmeldt, hvem ved?
De to i denne omgang dukkede op i min Discover Weekly på Spotify, så det store algoritme monstrum har været i gang med, at knuse mine lyttevaner og tal. Og omsat det til musik, som jeg måske vil synes om grundet tidlige lyttemønstre.
Jeg bokser stadig lidt med, om de skal inkluderes på Repeatlisten, eller om det er “unfair”. Indtil videre inkluderer jeg dem, mens der stadig er “luft” på listen.
Zar Paulo – “Klap For Fædrelandet”
Jeg har tidligere rost og været helt op i skyerne over singler som “I Løb” og “Stop Believing”. Det var så også 2 ud af de kun 4 sange, som bandet har udsendt gennem de seneste år. Navnlig førstnævnte er jeg stadig helt tosset med, et nummer jeg kårede til min favorit single forrige år.
Nu er de ude med “Klap For Fædrelandet”. Ved første lyt en ganske simpel og pænt øretæveindbydende synth-pop bagatel. Så Soundvenue fremhævede sangen, ved at dedikere en hel artikel med skamroser til nummeret. Troede de havde drukket af natpotten da jeg satte sangen på…
Så hørte jeg den igen. Ok, stadig lidt enerverende og belastende, men også ret iørefaldende, det måtte jeg indrømme. Fra tredje lyt var jeg omvendt. Og solgt. Det er så enkelt, rent musikalsk og melodisk, at det næsten kan virke provokerende. Men, hvis alle kunne skrive noget så fængende, så ville de nok gøre det. Det er stor kunst i den forstand.
Det her er en FREMRAGENDE single, og fortjener at blive et hit. Når du først har fået den og dens smittende, provokerende enkle klappe/synge med omkvæd på hjernen, så er den umulig at få skyllet ud af øregangene igen!
Jon Gottlieb – “Min Yoko”
Den unge sønderjyde Jon Gottlieb har vi også tidligere anmeldt både EP og singler fra. For mig, har singlerne været lige ved og næsten oplevelser. Hvor man fornemmede, at en sanger og tekstforfatter, som måske ikke var helt klar og stadig prøvede at finde vejen til den helt rette stemme og ord.
Jeg var nærig og smed kun en enkelt stjerne efter hans mini-album i 2020. Der var muligvis potentiale, men det er ikke altid den slags bliver indfriet. Nogen kommer bare ikke det næste skridt videre, Jon har taget et stort et fremad med denne single!
“Min Yoko” viser en kunstner, der lader til for alvor at have knækket den for første gang. Melodi, sangstruktur og opbygning, lyd og indspilning, sang og tekst – det hele har fået et flot løft. Og så er det ikke mindst bare en rigtig god sang Jon præsenterer her.
Som nævnt, så er der stadig ikke rift om samtlige 12 pladser på Repeatlisten. Så for, at få fyldt lidt op på hylderne inkluderer jeg samtlige numre, der “gik videre” fra Lyttepuljen.
Så årets første Repeatliste ser ud som følger:
Vi høres ved om et par uger!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Fox Paloma pressefoto
