Torsten Larsen, tidligere frontfigur og sangskriver i anmelderdarlingene Larsen & Furious Jane, er tilbage ved musikken med RISIKO med Jacob Østberg Hansen som makker. De har begået et underspillet, afdæmpet og overvejende lytteværdigt og interessant udspil i form af Kalkuleret.
Der var engang en Larsen på den danske musikscene. Anerkendt af anmelderne, ja, vel næsten en anmelderdarling, men uden det store publikumsgennembrud. En slags omvendt Kim. Larsen & Furious Jane hed det Aarhus-baserede projekt helt præcist, med Torsten Larsen i front. I 2011 udgav de deres sidste album, Dolly, og optrådte året efter på Roskilde Festival og Spot, men så forsvandt bandet også. Torsten Larsen rykkede til København og gjorde karriere som embedsmand.
Men nu er Larsen tilbage, denne gang i duoform med Jacob Østberg Hansen under navnet RISIKO. Teksterne er på dansk og på både poetisk og obskuristisk vis skriver RISIKO at sangene “handler om det frugtesløse i at forsøge at varme sig ved et lig. At være en del af et embedsværk. At se mønstre på sine øjenlåg. Tung regn mellem bjergkæder. At mærke fodtrin på indersiden af huden. Kvinder tegnet i streg. Mest af alt er det 10 sange om traume og heling”.
Stilmæssigt er det her mere nedtonet, mindre fjendtligt, mere folket og tilgængeligt end Larsen & Furious Jane, der havde en mere støj/artrocket kant. RISIKO er i og for sig ikke glatte og polerede, men generelt er albummet en relativt stilfærdig omgang med vokalerne som omdrejningspunkt, hovedsageligt suppleret af guitarer, samt maskinelle trommer, effekter og tangenter. På ‘Embedsmanden’ tager tangenterne også hovedrollen som underlægning, hvor det på for RISIKO karakteristisk tør vis blandt andet lyder: “Dansk som fremmedsprog/Mest af alt for danskerne selv”, og mod slutningen rejser nummeret sig næsten mod noget hymnisk med korstemmerne.
Albummet åbner med ‘Haven’, som med sit dæmpede akustiske guitaranslag og næsten neutrale levering af teksterne giver en fin introduktion til albummet. Andet spor, ‘Primaterne’, er noget mere eventyrlystent og snor sig igennem forskellige instrumentale underlægninger og stemninger i noget, der virker som en meditation over menneskelivets mange facetter: “Vi er rådnet ned i denne muld/Og skudt op i fuldt flor/Vi er de samme aber nu som før/Vi er i mytisk tid”.
‘Bakkefald’ udgør tredje ben i åbningstrioen, og trods sit dunkle tangentanslag, er det en af albummets melodisk stærkeste sange. Måske endda den stærkeste? Refrænet (“Har jeg sagt jeg har hjemve?”) har ørehængerkvalitet og man har lyst til at vende tilbage til formuleringer som “Mens du vokser/Vokser metastaser/Kunne det være bjergtinden?/Kunne det være den mytiske trone?”. Hvad handler det mon egentlig om? At livet ender og vi alle skal ned ad livets bakke?
På ‘Smukke M’ får vi noget, der lyder som en uforbeholden kærlighedserklæring til en kvinde med “feminine ynder”, men det er ikke fryd og gammen, for “Hvorfor er din hud selvlysende?/Er det varmen i dit blod?/Vil du dele den med mig/Eller er jeg for tilfældig?”. Så fortælleren har næppe gjort Smukke M til sin egen endnu.
Svagheden ved albummet er, at der ikke er de store temperamentsmæssige udsving og trods det egentlig relativt varierede lydbillede besætningen på to mand taget i betragtning, så begynder sangene at flyde lidt sammen når man lytter albummet igennem i sin helhed. Det gælder især knap midtvejs, hvor ‘Smukke M’ og ‘Embedsmanden’, de to numres øvrige kvaliteter uagtet, udgør et temmelig stilfærdig midterstykke. På albummets anden halvdel, skramler og støjer ‘Painbody’ og virke som en både quirky og særegen sang om stemmen indeni (sjældent har noget ved navn “Lille Poul” virket så ildevarslende), mens der kommer lidt mere knald på vokalen og guitaren på ‘Kommasepareret’.
‘Ljubljanaregn’ lyder som RISIKO i balance med sig selv, hvilket er charmerende nok, men også lidt forglemmeligt (og så alligevel, for den har faktisk sat sig fast i min hukommelse her dagen efter, jeg egentlig skrev udkastet til anmeldelsen, red.). ‘Moder A’ lyder også ret harmonisk med aah-kor og diskrete tangent- og strenge-anslag og strygere, der er lige ved at gøre det lidt for svulmende. Heldigvis har man altid teksterne, og der er tilstrækkelig tvetydighed i teksternes billedsprog og sparsomhed i ordene, til at man kan skabe sig sine egne historier og billeder.
Udgangen på albummet er ‘Lille kat’, der virker som en lettere kynisk sandsiger, der står for den ene side af en indre dialog: “Mens katten siger/Alt er til låns/Selv korkbæltet/Så svøm eller synk”. Som sådan virker det som en form for afslutningssang, måske afslutningen på et forhold, i hvert fald afslutningen på et album, der ender med en kæk lille fløjtesolo.
RISIKO kommer ikke buldrende og rusker nogen, det er derimod afdæmpet, underfundigt, underspillet, og overvejende interessant, det man finder på Kalkuleret. De dansksprogede tekster har nogle lyriske kvaliteter som absolut ikke er helt gennemsnitlige – og den musikalske underlægning er som regel varieret nok til at man holder interessen fanget, selv om ensformigheden indfinder sig ved lange lyttestræk. Om der er slow burner kvalitet nok til, at det for alvor sætter sig fast i hukommelsen må tiden vise, men det kunne sagtens være et album man kan vende tilbage til og opdage nye ting i.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
