Esben Svane debuterer på dansk med en fin EP, der kredser om meget privat historie. Kærligheden til en muslimsk kvinde, der blev tvunget til, at vælge mellem ham eller familien. Poplyden er stor, som følelserne, men det rammer ikke dybt og bredt nok.
Baggrunden og konteksten er vigtig her, også for Svane, der ærligt har fortalt om forholdet til L.I.G.A.’s Ihan Haydar i både interviews og bogen Pigen Med Trommestikkerne. Den skrev han fra hendes perspektiv, nu kommer hans egen vinkel i kunstnerisk form med denne 4 numre, knap 15 minutter lange EP.
EPen er dedikeret til Ihan og deres kærlighed, der altså resulterede i, at hendes familie, tvang hende til, at vælge. Hun valgte ham, hvilket er det helt centrale omdrejningspunkt på Du Valgte Mig. En EP, der musikalsk er inspireret af koryfæer som Brian Wilson og Sufjan Stevens.
Især i Svanes tilgang, hvor arrangementer er storladne med strygere og hele pivtøjet, og Svane, som Stevens, spiller de fleste af instrumenterne selv. Selve den musikalske del slipper Svane ret flot fra over de 4 numre, der er ganske elegant arrangeret og velproducerede om end noget sentimental i tone og klang. Den lyriske del er, for hvad den er, en hjertelig hilsen og hyldest, der fungerer ud fra dette snævre perspektiv.
En del af en fornøjelse her afhænger nok også af, at man kender netop baggrundshistorien. Den burde jo kunne stå på egne ben, hvilket den sådan set også kan. Man kommer dog ikke uden om, at det lige giver en ekstra dimension og en følelesmæssig dybde, at man kender forhistorien.
Når jeg lytter EP’en igennem sidder jeg dog lige og savner det allersidste rent musikalsk. Det kan koges ned til noget så “enkelt”, som “lidt bedre sange”. Niveauet er bestemt hæderligt og ingen af numrene falder igennem, men der er heller ikke noget der stikker ud, eller løfter det samlede indtryk. Det er driftsikker pop singer songwriter sangskrivning, men heller ikke meget mere.
Titelsangen er nok EP’ens højdepunkt, hvor Svane, bakket op af et nydeligt klaver, rammer en forelsket tone. Det er en sang med en rigtig fin melodi, og en god, stigende og boblende stemning. Trommerne sniger sig ind i sangen, og begynder at drive den fremad, som en effektiv hjertebanken. Strygerne tager over for en stund og får pulsen ned, inden Svane igen får følelsen af kærlighed og hengivenhed til at spire.
Svane har måske ikke verdens største vokal, men den fungerer i det her lidt skrøbelige univers. Jeg er ikke helt vild med dens klang på åbneren “Det Smukkeste Jeg Har Hørt”, det er som om den er kørt igennem et eller andet “retro-filter”. Der sigtes nok efter en lidt nostalgisk og tilbageskuende 60’er tone for, at give sangen et skær af “minder”.
Her bliver lyrikken også lidt for firkantet og stivbenet for mig, når det eksempelvis lyder:
Det var dig, og du var dér
Du var så skøn som du ku være
Alt var så nyt
Du var så ung
Mit hoved var så skævt og tungt
Sangen rummer også en Brian Wilson “Wouldn’t It Be Nice” reference, men det niveau kommer Svane, trods alt, ikke i nærheden af her. Selvom inspirationen fra en plade som Pet Sounds og dens storladne pop er tydelig.
“All In” er mere bastant og pågående i sin lyd, med en mere bevægelig rytme. Desværre giver det sangen en lidt “moderne Grand Prix” klingende lyd og stil, som jeg ikke er helt solgt på. Det bliver lidt for stift og har ikke helt den samme mere organiske og varme klang og følelse, som de øvrige numre.
Den afsluttende “Stjerneklart” er en yndig, lille vuggevise/afskedsserenade, at gå hjem gennem byen på. Men, selvom arrangementerne er velfungerende, så bliver det lyrisk og lydmæssigt måske lige en kende for sentimentalt til mig. Det er lige før, at man kan se bævrende underlæber, når der synges linjer som:
Alting stod så letlæseligt og stjerneklart
Og selvom jeg ik’ var helt parat
Stod jeg dér i indre København med store ord på armen
I aften er det stjerneklart
for to
og hvem kan gå til ro
når det lysner i det fjerne snart
Kærligheden er jo smuk og dejlig, og det er skønt, at Svane har fundet den og ønsker at dele den med verden. Som et personligt, musikalsk “love letter” fungerer Du Valgte Mig fint, og må føles som en smuk gestus og hyldest hos modtageren. For mig, som lytter, er det dog ikke særligt rørende, eller rammer mig på følelserne.
Dermed kommer jeg aldrig helt ud over en distancerende følelse af, “dejligt for jer, men hvad kommer det mig ved?”. Svane formår, i min optik, ikke at sige noget almengyldigt, eller større om kærlighedens væsen, som kunne vække nogen dybere genklang.
Det er pænt, nydeligt og behageligt. Og, i forhold til hvad der må have været en ganske emotionelt voldsom og dramatisk fortælling om svære valg, også for meget af dette.
Derfor ender vi samlet set også på en lille 3’er. Svane har tydeligvis hjertet på rette sted, men det skyder forbi mit.
Af Ken Damgaard Thomsen
