Glitchi debuterer med en flimrende EP, hvor der leges med genre og vokalen. Et eklektisk og sprælsk miks af pop, singer songwriter, elektro og en punket, næsten anarkistisk energi.
Det stritter i mange retninger på de 5 numre fra Glitchi, hvor Nina Larsen på under 15 minutter får slået fast, at hun er en ung kunstner med masser af idéer, musikalske ambitioner og, heldigvis, også evner. Hun er ude i en balanceagt, hvor de mange strømninger nemt kunne ende i en omgang ufokuseret genre-miskmask.
Der ER også mange tråde, som skal bindes sammen på Welcome To The Twenties. På mange måder føles det som vores tid og et symptom på samme, hvor virkeligheden, sociale medier og andre digitale muligheder smelter sammen.
Lidt firkantet sagt er det næsten som, at sætte Spotify på random og se hvad der sker når forskellige genrer støder og smelter sammen. Både over en hel EP, men også i de enkelte numre. Det giver det hele et skær af noget collage, eller brudstykker af tidens toner, der nedbrydes og sættes sammen på ny. På en måde, er der næsten noget jazzet over fremgangsmåden?
Alligevel er der en følelse af sammenhæng, eller i hvert fald omtanke. Det virker ikke tilfældigt, det Glitchi foretager sig. Nok er der mange facetter, detaljer, lag i musikken og nogle sammenstød, der giver et på overfladen lidt forvirrende lydbillede. Men, grundtonen, lyrikken og en gennemgående stemning, eller tone binder det sammen. Det kan være svært helt præcist, at sætte ord på.
Glicthis genre-mix føles stramt og løssluppent, på samme tid. Måske fordi man fornemmer en klar vision for hvert af de 5 ret afvekslende numre? “Welcome to the twenties”, lyder det som en art missionserklæring på den dunkelt dunkende og pulserende “WTT20s”, midt på EP’en.
Den smyger sig det ene øjeblik om en, som en soulet, lidt søvnig sjæler, med semi-hviskende vokal. Slår en mørkere, lidt hårdere tone an, går over i en smittende danserytme, inden den igen skifter tempo. Vokalen manipuleres, sangen flyder mere ud i en sø af elektronik og effekter.
Denne vekslen mellem det følsomme og sårbare og noget meget mere uforsonligt og konfronterende, er gennemgående for EP’en. Et nummer, som den hårdtpumpede, næsten fjendtlige “Backgammon”, lyder stedvis næsten som et digital-punket slagsmål. Hvor Glicthi får lufter frustrationer, “are you playing games?”, og afreageret.
Andre steder, som på den umiddelbart rolige åbner “Silicon Valley Whores”, er udtrykket mere musikalsk organisk med sin akustiske guitar, og rolig i tempo og tone. Der er antydninger, små krusninger, af manipulation på vokalen og en underliggende uro, der begynder, at sive ud i sangen fra de nederst, mere ildevarslende lag.
Flertydigheden skinner også igennem i Glitchis tekster, hvor det, det ene øjeblik kan lyde tilforladeligt, næsten sødmefuldt, men så brydes stemningen med en bemærkning, som “my first boyfriend was a liar”. Der er noget smerte til stede, og en følelse af, at Glitchi har fået nok, siger fra og ikke finder sig i noget pis. Sammen med den til tider uforsonlige musikalske tone, giver det EPen masser af kant. Man fornemmer, at der er noget på spil hos Glitchi.
Det hele kulminerer, eller kollapser om man vil, i den afsluttende “Cyborg”. Her lyder Glitchi vitterlig som en sammensmeltning af kød, blod og mekanik, menneske og maskine. Nummeret tager tilløb til, at sprinte mod målstregen flere gange. Bygger op fra noget roligt og organisk til noget hidsigt, tempofyldt og maskinel turbodans. Det ender i et kort trommeflip og en abrupt afslutning uden forløsning.
Skal man kritisere Glitchi for noget, så kunne det være, at hendes leg med sangstruktur, opbygning og genrer gør, at sangene ofte mangler, hvad man ville opfatte som klimaks, eller en form for afrunding. Men formen er smidt ud af vinduet her i Glitchis gnistrende 20’ere. Det gør måske også, at man godt kan savne nogle sange, der for alvor sætter sig fast, som andet end “bare” overrumplende øjebliksbilleder og zappende soniske stød.
Alt virker tilladt, hvilket for nogle lyttere nok vil føles en kende for musikalsk frisindet, forstyrrende eller villende. Det er ikke et univers og en udgivelse, hvor du holdes i hånden eller guides på vej. Om man synes det er fedt, eller en kende anstrengende og krævende er nok en smagssag.
Glitchi er ikke kommet for, at gå på kompromis, eller spare på krudt og kreativitet på Welcome To The Twenties. Nu mangler vi bare nogle lidt mere mindeværdige sange, så ryger vi et trin op på karakterskalaen. Lovende og fascinerende lytning er det dog.
Af Ken Damgaard Thomsen
