Sort Mono har samlet sangene fra deres version 2.0 på en playliste, der viser at den tidligere hemmelighedsfulde gruppe kan lidt af hvert.
Terrorpopensemblet Sort Mono har de sidste to år udgivet fire singler, en tetralogi, som nu er samlet på en “playliste” på Spotify, og dermed udgør noget, der vel lige så godt kunne være en EP i disse digitale tider. Det anmeldes i hvert fald som sådan her.
Tetralogiens titel, Tokommanul, henviser til, at det er version 2.0 af bandet vi hører her, hvor bandet var gået fra at være en duo til en kvartet. Version 3.0 åbenbarer sig snart med en EP, afslører pressematerialet.
Tokommanul åbner med ‘Selvhjælpsgloser’, der synth-bobler afsted ovenpå maskinelle trommer, tangenter og samples. I følge pressematerialet handler den om stress, mens de tre øvrige numre behandler de ligeledes mindre opløftende temaer tid, isolation og hovmod. ‘Selvhjælpsgloser’ føles lidt for fjern og kølig til at jeg rigtig bliver suget ind, men andre vil måske opleve det mere som en kvalitet – nummeret har dog helt sikkert fat i noget melodisk, og jeg synes det er interessant at vende tilbage til.
Tempoet er til gengæld skruet noget ned på ‘Dyrebørn’, som er “the odd one out” på tetralogien. Som Ken var inde på da han anmeldte nummeret i Repeat, så er det en lang sag, over 7 minutters spilletid, og der sker måske ikke helt nok i forhold til det payoff man får. Dermed ikke sagt, at der ikke er stærke elementer eller at det ikke at det ikke går fint i spænd med de øvrige 3 numre.
Tempoet skrues igen markant i vejret på ‘Taberhjerte’, hvor vokalen også momentvis er mere aggressiv. Her er vi igen musikalsk i et køligt synthpop-landskab, hvor lyden er lidt flad og tynd. Det ved jeg ikke helt om jeg er begejstret for, men til gengæld så er der stadig noget interessant ved udtrykket.
Sidste nummer på listen er ‘Elfenbenstårn’, der som den eneste synges af en mandlig vokalist. Den fandt Ken ikke så fængende eller melodisk, da han anmeldte i Repeat, men jeg synes nu bestemt det er fængende, på sin egen kantede og støjende facon – faktisk slutter nummeret i sådan en gang rockstøj med en vokal, der råbende drukner i guitar- og bækkenstøj. Bortset fra det, så er der altså også catchiness at finde i den fiffige bas og de lidt kantet-melodiske vers, der fører til den storladne og støjende afslutning.
Det er altså en relativt alsidig omgang, Sort Mono serverer på Tetralogien. Jeg bliver måske ikke helt suget ind i universet, men der er nu alligevel noget, der rører mig ved Sort Mono’s udtryk, og det er spændende og fængende nok, til at jeg vender tilbage til numrene. Det udløser fire stjerner, til en omgang pop, der har kanter nok, til at man husker den.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
