Der er dømt komprimeret metal fra Ribe når Rise Upon folder sig ud på Artificial Dreams. Der er tre numre at vurdere på og der er både plads til fest, kontrol – og lidt vildskab.
Barrages rammer lytteren, når Lord of The Stars har afsluttet introen, og vi introduceres hurtigt til sounden: Metal, uden tvivl, med synths og masser og en blanding af egal vokal og growl. Det er ikke helt ulig noget, man kunne have forestillet sig, Slipknot havde designet og samme ublu legen med pophooks ser vi også hos Rise Upon.
Lyden er super, super komprimeret, drøner derudaf i højt tempo og åbneren går direkte over i det bedste nummer, I’m So Cold, hvor de store følelser får frit løb og refrænet har et poppet tilsnit. Men nok så væsentligt, så synger forsangeren ganske troværdigt. Når der synges ’I’m so coooooold’, så er der lige nøjagtigt nok kant og desperation i udførelsen til, at man tror på det.
For den melodiske linje, det yderst komprimerede udtryk og brugen af (synth) effekter gør, at der er en konstant risiko for at falde i en mere generisk NU-metal gryde.
Det undgås dog – ikke mindst i vokalarbejdet. De to første numre bliver på den måde festlige – ja sgu! – på samme måde som Slipknot kan være. Og dermed skuffer tredje nummer, Dreams, også noget i først og fremmest at have et alla breve omkvæd, lidt mindre gode melodier og et ikke alt for energisk ballade-præg.
Pludselig bliver synth-indhoppene ikke løftende længere og udtrykket lider.
Men hov! Netop som man troede, man som lytter havde nummeret nede i sækken og kunne kalde det ’lidt kedeligt’ eller andet, hopper det op: Der lægges simpelt hen en helte/fræser-guitarsolo, der giver et gevaldigt løft. Det redder ikke nummeret helt, men giver dog et frisk pust og giver en grund til at skuffelsen ikke ligger helt så meget til højrebenet.
Er det en stærk EP, Rise Upon har begået?
Mjah. Bandet omtaler sig selv som bestående af unge i starten af 20erne. Indtrykket er måske snarere et kontrolleret ét af slagsen, end ét af ungdommens vildskab.
Accepterer man det, så er det egentlig en fin EP. Og netop den lidt ukontrollerede vildskab får vi soloen i afslutteren.
Jeg tror, det er musik, der er godt at drikke øl, svinge håret til og ikke tænke for meget over. Der flirtes hele tiden med at gå ren NU-metal i det meget kontrollerede lydbillede, men bandet undgår de værste skær og konklusionen er, at det er en fin, lille EP.
Med den lille mængde materiale kan det på én gang virke lidt groft at dykke på ét nummer, men når ét ud af tre skuffer, fylder det alligevel meget. Om ikke andet procentvis.
Vi ender derfor på tre stjerner.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
