Der er noget roligt, uprætentiøst over SUNDAYS der på Inner Coasts tager sig tid til at fortælle og levere poppede sange. Den lidt hæse vokal og lækre produktioner er stærke kort, mens pladen ikke helt har kvaliteter til at blive hænge længe efter, den er klinget ud.
Der åbnes stærkt på Inner Coasts. ‘Salt of the Earth’, der minder om noget Jose Gonzales kunne have lavet, rummer disse finurlige vers, der sætter barren højt for pladen:
Don’t spend all your words at once
You might need them back
Dog bliver der ikke helt fulgt op på denne fine finurlighed, men pladen har andet at byde på.
Centralt står Magnus Jacobsens let hæse vokal, der veksler mellem meget lys, næsten falset-hæshed og en ro-fremkaldende dybere vokal.
Der er flere gange tendens til en mindre interessant soul-tilgang, men overordnet set er der tale om en vokal, der på én gang er særegen og behagelig.
Numrene ligger inden for pop-genren og byder på virkelig fin produktion. Ja, der er endda en radiohits-kandidat i ‘All We Have Is Time’, der både padler derudaf i stroferne og går i et fint, syng-med-inviterende ala breve i refrænet.
Der er ikke nødvendigvis så mange kalorier i nummeret, men der tages bestemt point med pophook og hæs vokal.
Der er arbejdet ret præcist med produktionen, som i øvrigt er forestået af Asger Techau: Kvindevokaler her, lidt strygere dér og en vekslen mellem det poppede og det mere folkede synes at have været tilgangen.
Et nummer som ‘Weightless Feathers’ sender igen tanker mod spansk-svenskeren, men åbneren, dette nummer og den afsluttende ballade bliver i høj grad en form for krydderi på en plade, hvor de øvrige seks numre orienterer sig mere mod det melodisk, poppede.
Når det er stærkt, så er det super stærkt. De mere soulede numre er bestemt ikke min kop the, men jeg anerkender at det både er dygtigt lavet og særdeles velproduceret. Og med det soulede mener jeg i øvrigt ikke skala-lir, men mere en feeling over numrene, der har noget klassisk men også lidt generisk præg over sig.
Inner Coasts skal især høres for evnen til at balancere lækkerhed med en lidt kantet vokal. Det er også ganske påfaldende, hvordan bassen er rykket frem i mixet og bliver ret definerende for feeling og udtryk – dog uden at stjæle fokus.
Der er på den konto masser af situationer hvor pladen vil gøre sig rigtig fint – men desværre ikke helt kalorier nok til, at den bliver rigtigt hængende.
Det er jeg heller ikke sikker på er ærindet og de ni numre bliver til godt selskab, hvis man søger det afslappede, behagelige. Det giver fire ikke alt for store stjerner…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
