På Thoughts gør Snak sig nogle tanker om det skrøbelige sind og finder styrke heri. Isoleret set er de dunkelt synth ulmende og pulserende numre en fin oplevelse, men det samlede indtryk bliver lidt døsigt og monotont.
Synth, trommemaskiner, akustiske instrumenter og en mørk, lidt distanceret vokal mødes hos Snak, som tydeligvis har noget på hjerte. Eller skulle man sige hjernen, når omdrejningspunktet på denne 5 numre, knap 20 minutter lange EP, er den mennesekelige psyke?
Det handler om, at være eller føle sig udenfor. Hvad er normalt og accepteret kontra, at føle sig anderledes og fremmedgjort i vores samfund. Det musikalske univers er mørkt, ikke fjendtligt eller ondsindet, bare henlagt i skyggerne og nattens toner og stemninger. Det giver det hele et drømmende skær. Noget der ikke rigtig hører til, men alligevel er en del af vores verden.
Det er nok også det, der i sidste ende bliver den musikalsk kompetente og vellydende udgivelses svaghed. For mig er det som om, at følelsen af isolation og afsondrethed i det tænksomme lydlandskab, netop ender med, at gøre det: isolere udgivelsen. Den kommer til, at fremstå lidt lukket om sig selv, som om den forsvinder lidt for meget ind i sin egen verden og tanker.
Musikken har følger sin egen rolige puls, med beherskede udsving i tempo og stemning, “where everything is upside down”, som det lyder i den stille trippende og pulserende “Discourse”. Det er lækkert pakket ind og eksekveret, fængende på sin egen særegne facon, stedvis næsten meditativt, selvom du måske også kan rokke lidt på stedet til trommerytmen.
Også åbningsnummeret “Wandering” har nogle ørehænger kvaliteter, og minder mig i stil og lyd om en kunstner som Baxter Dory. I det hele taget er der noget P6et over lyden, som gør numre som dette til en oplagt kandidat til eksempelvis Mikael Simpsons formiddagssendeflade. Men, selvom jeg egentlig er fanget af stemningen og den dragende melodi, så bliver det også en kende ensformigt i form og klang.
Det er måske den konsekvent halv-fjerne og kontrollerede vokal, som er en af hovedårsagerne. Men, musikken har det også med, at føles gentagende, som om den kun bevæger sig i små, hypnotiske cirkler. På den ene side er stilen konsekvent og gennemført, og giver EPen en god følelse af sammenhæng. Det bliver over 5 numre også bare en lille smule døsigt.
Der ER ellers fint med variation fra sang til sang, når man kigger på dem individuelt. En sang som “Reflekt” virker mere “boblende”, som om der er en opdrift i det mørkelagte lydbillede. Og igen er det sin egen stilfærdige vis ret smittende og fængende. Dog undgår jeg ikke, at det hele svømmer lidt sammen til en skvulpende synth-suppe, når jeg zoomer ud og kigger på EPen som helhed.
Jeg ved ikke helt, hvad man kunne gøre for, at ændre det indtryk. Der er jo, som nævnt, udsving og variation fra sang til sang. Og det ville gå ud over indtrykket af konsistens, hvis der blev pillet for meget ved tempo og den gennemgående stemning.
Måske er der også en pointe i den her oplevede monotoni, eller stillestående fornemmelse de enkelte numre igennem. De repræsenterer, muligvis hver deres fastlåste tankemønstre, eller prøver at skabe følelsen af, at være fanget i sit eget sind. En kontrast til en omkringliggende verden i bevægelse.
Det ændrer bare ikke på det overordnede indtryk af en udgivelse, som ender med at sidde en smule fast i sit eget musikalske tankespind. Det er en skam for i løsrevne øjeblikke holder de enkelte numre et godt niveau, med flere single-kandidater.
Derfor ender jeg også på en, måske lidt misvisende middelkarakter for det samlede indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
