Aalborgensiske Rýk tager afsæt i shoegaze og støjrock og søger et udtryk, der river det pæne og polerede ned. Missionen lykkes, desværre kun delvist på Jonquille, der især savner nogle mere mindeværdige sange og noget, der for alvor får fat.
Verdens forfald er udgangspunktet for Rýk, der har væet en tur i Tapetown i Aarhus fro, at indspille den 4 numre lange debut-EP. Det er jo et sundt udgangspunkt, ligesom deres arven fra shoegazen og den støjende rock/postpunk, der tages op, behandles kompetent.
Rýk stræber efter, at give de klassiske genrer et moderne aftryk, der er dog mange om buddet i disse genre, som stræber efter det samme i disse år. Det er som om, at Rýk muligvis ankommer en kende sent til netop den fest og kommer til, at lyde som et band, der gerne vil det samme, som mange andre.
Genkendeligheden i den dunkle, støjende lyd er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Og bandet kommer da også hæderligt fra land med “Whenever (Seen Yr Colour)”; som ruske-rocker afsted med et effektivt drive. Vokalen er fjern og utydelig, hvilket bidrager til den lettere hjemsøgte og golde stemning, der gennemstrømmer åbningsnummeret.
Produktionen er tilpas gnidret og kantet til, at det kradser en smule, mens melodien har noget fængende over sig. Atmosfæren er i sin dunkle og distancerende stil ganske dragende, men man savner lige det sidste for, for alvor at blive fanget. Og det er nok det overordede problem jeg har med Jonquille. Det er fornuftigt håndværk og lyder “godt”, men jeg bliver aldrig for alvor fanget i en grad, hvor det bliver transcenderende.
Det bliver helt udtalt på den over 10 minutter lange lukker “Selma (Destroys Everything)”, som ender med, at føles hvert sekund af de 10 minutter lang. Her skulle man helst nå, at blive indfanget og transporteret et eller andet, andet sted hen i det shoegazende land. Men, jeg strander i stedet i et ingenmandsland, hvor jeg kan sætte pris på ambitionsniveauet, det bandet sigter efter og det fine håndværk. Men, altså ikke for alvor gribes, rives med eller overtages af sangens drømmende stemning.
EPen markerer også en afslutning for Rýk, der lukker dette kapitel for bandet for, at genopstå med en ny lyd. Det er måske ikke en dårlig idé. Ikke, at numre som det korte, stemningsfuld titelnummer og den mere gaze-pulserende “Godspeed Addiction” fejler noget. Der er i det hele taget ikke “noget galt” med Rýks lyd og slet ikke udførelsen, ud over at det er hørt før.
Jeg tænker, at en opdatering af lyden, ny inspiration og en gentænkning af bandet kunne kaste noget endnu mere spændende af sig. De har helt klart noget tænding og nerve, og evnerne til, at bygge stemning og atmosfære op. Der mangler bare et eller andet, som gør, at de skiller sig ud fra mængden i en noget overbefolket genre.
Er du til shoegaze, støj og postpunk, så vil jeg klart anbefale, at man giver Jonquille en chance. Måske vil du være mere revet med og transporteret til et andet sted end jeg, trods materialets solide kvaliteter, i sidste ende blev?
Vi ender på en, måske lidt misvisende og genretræt middelkarakter til håndværksmæssig bestået, men lidt forglemmelig EP.
Af Ken Damgaard Thomsen
