Home Artikler Repeat #97

Repeat #97

1286
0

Rigtig stærkt felt af single i denne omgang af Repeat, hvor flere numre ryger netop på repeat. Der er blevet lyttet til numre fra Mathilde Falch, Nana Jacobi, Pleasure Raft, Prisma, Tilflugt og Jaguaren I Skoven.

Det har været lidt tyndt med tilføjelser til På Repeat Spillelisten, her det seneste stykke tid. Eller hele året? Tørken har egentlig ikke været et udtryk for manglende kvalitet, som sådan. Der har bare været en periode, hvor ingen af numrene lige fangede mig nok til, at jeg ville betegne dem som personlige favoritter.

Noget der bliver rettet op på i denne omgang, hvor jeg næsten var tilbøjelig til, at føje samtlige numre til listen. Men, vi skal lige styre os lidt, ik’?

Mathilde Falch – “Suk”

“På den dystre, flabede men smukke “Suk” kæmper kærligheden for at overvinde sindssygen”, således indledes præsentationen til nyeste single fra Mathilde Falch. Der er begyndt, at opruste til en ny udgivelse, ligesom hun på det seneste har medvirket på fine singler fra Bjergtaget og Chief 1.

En plade, der er sat til att udkomme til maj. Opfølgeren til den roste Som Børn På Ny fra 2017.

Efter nogle mere poppede, eller uptempo numre af eller med Falch, tager hun den mere ned på denne single. Det er stemningen af dæmpet belysning, vintermørke og isolation. “Jeg tror jeg bliver sindssyg nu”, messer Falch med den vanlige glød i stemmen.

Jeg er fan af Falchs følelsesladede og let-grødede vokal, det skal der ikke herske nogen tvivl om. “Suk” ændrer bestemt ikke på det. Det er velsunget, det er svært ikke at blive grebet af stemmen og stemningen. Falch har en af den slags vokaler, hvor man føler at HUN føler det hun synger.

Musikken er dunkel, sugende og knugende. Sammen med vokalen giver det indtryk af en sang, som både er helt tæt på og intim, men også emmer af en vis portion ensomhed. Eller en form for savn. Tvivl, hvor Falch spekulerer over, hvis hun taber det hele på gulvet nu.

Det gør også, at det som single er en “lytter”. Et nummer, der lige kræver, at man giver sig hen til det og lader det simre og åbne sig. Så opdager man også optimismen, der sniger ind i sangens anden halvdel. Både lyrisk, men også musikalsk, hvor “en udvej vil vise sig”, mens den lidt nedslående atmosfære letter.

Konklusion: Endnu en stærk single/sang i en hel perlerække fra Falch. Måske ikke lige min favorit, men alligevel efterlader den mig ikke upåvirket.

Nana Jacobi – “Hold Dit Hjerte Blødt”

Vi ankommer lidt sent til festen her:

“På Kvindernes Internationale Dag – eller den feminine festdag, som Nana har døbt den – sender Nana Jacobi musikvideoen afsted til sangen Hold dit hjerte blødt feat. Annika Aakjær og Jeanette Albeck.

Hold dit hjerte blødt er det sidste nummer på albummet, og det er en sang som taler ind i tidens debat om køn og sexisme. Derfor var det vigtigt for Nana at sangen både i indspilningen og i videoen fik mange afsendere – og ikke kun bæres af hendes stemme”.

Jeg har brugt en del tid på, at komme på, hvad pokker det er for et nummer, denne sangs indledende toner minder mig om. Det er en gammel sag, er jeg ret sikker på. Noget Ray Charles?

Nuvel, det dukker nok op på et tidspunkt. Der er også glimt af en frasering hist og her, hvor ruderne dirrer og kuldegysningerne får overtaget, leveret af Anika Aakjær. Men, alle vokalerne gør en god figur og efterlader et flot indtryk. Der går ikke fløde og harmoni overload i den, de passer bare rigtig godt til hinanden, får plads, underbygger og løfter i flok sangen.

Det er kort sagt meget smukt og virkelig velsunget, det Jacobi leverer her. Et roligt, atmosfærisk og tålmodigt nummer, der står noget i kontrast til det mere “moderne” poppede udtryk hun viste på forrige single. Der er næsten tale om en modsætning.

Hvor “Et Skib” fik pulsen lidt op, så er det her et nummer, som får en til at holde vejret. Eller suger luften ud af et rum, så man venter på en forløsende tone, der kan få en til at fylde lungerne igen. Skal man kritisere nummeret for noget, så kunne det være, at det moment måske ikke helt indtræffer.

På den anden side, så ville det måske også være for forventeligt, bryde den flot opbyggede stemning og punktere den. Stilen og stemningen holdes i stedet sangen ud, som at stå på kanten af en høj skrænt, læne sig frem, lukke øjnene og føle tyngdekraften tage over. Men, der “klippes” inden man finder ud af om man vipper.

Konklusion: Flot, smagfuldt og meget elegant nummer. Som en single, er det et stille nummer og måske lidt et sats, men kvaliteten af sangen er der bestemt ikke noget i vejen med

Pleasure Raft – “Josephine”

“Josephine” skiller sig lidt ud fra Pleasure Rafts forrige singler som oftest har båret præg af en lidt mere mørk stemning, kva hans livshistorik. Men på “Josephine” derimod, vil lytteren kunne høre en langt mere glad stemning og det er ligefrem et dansabelt indienummer og bærer tydeligt præg af, at være skrevet sidste sommer da corona-epidemien var trukket en smule tilbage og man igen måtte ses med venner og familie, tage ud på bar/cafeer, rejse osv. – en periode hvor de fleste oplevede håb og optimisme. Dette spores også tydeligt på denne single”.

Jeg kommer til, at tænke på et band som Palace Winter, når jeg hører dette nummer fra Pleasure Raft. Det er vel ikke (nødvendigvis) en dårlig ting? Det er nok den der flydende og velsmurte indie-vibe, man finder hos nævnte duo, som også strømmer igennem “Josephine”.

Duoen her, Dan Østerby og Søren Vestergaard, er heller ikke ubeskrevet og uerfarne. Det kan mærkes. Det er virkelig solidt håndværk. God og fængende melodi, et medrivende drive, iørefaldende omkvæd og bare enormt lyttevenligt. Man tror nærmest, at man er kommet til, at stille ind på P6, når sangen glider afsted.

Og man kunne da også sagtens forestille sig, at en iørefaldende krabet som denne ville glide lige ind på en radio spilleliste nær dig, uden problemer. Så kan man, hvis man skal dryppe lidt malurt i bægeret, omvendt sige, at det måske også skyldes, at der trykkes på nogle velkendte knapper. Der er ikke de store overraskelser, og stilen er ret velkendt. Men, driftsikker – formlen virker.

Konklusion: En god sang, er en god sang. Selvom fremgangsmåde og lyd måske virker, som noget man har hørt utallige gange før. Det her ER en god sang og et klogt valg som single.

Prisma – “I never Wanted To Meet You”

PRISMA sortere mennesker fra i sit liv, på deres nye kommende single ”I Never Wanted To Meet You”. Singlen er den første fra deres kommende Ep til sommer.

Duoen er tilbage og lyden har ændret sig en del, siden deres debut Ep sidste år. ”I Never Wanted To Meet You” har et in-your-face-output med en upoleret kant, masser af nerve og fornemmelsen af at ”vende sig selv på vrangen”, som søstrene beskriver det.

”I Never Wanted To Meet You” handler om at frigøre sig fra en person, da man har indset, at vedkommende ikke længere bidrager med positiv energi. Noget Sirid har oplevet på egen krop:

”Jeg fandt bare ud af, at personen ikke var god for mig at have i mit liv. Jeg følte et behov for at vælge til og fra i forhold til, hvad der er bedst for mig. For man skal jo ikke have folk, som suger ens energi, i sit liv.”

Nu trak jeg lige “P6-kortet”, og jeg gør det igen. Et nummer som dette kan på papiret virke selvskrevet til noget radio arirplay. Det cykler fængende og smittende derudad, ud i det lyse, åbne indie-land med en let-popkrautet melodi og godt med medvind.

Igen, er det ikke cykelhjulet, som opfindes på ny, ligesom det ikke fremstår videre kompliceret. Det er ret ligetil, tilgængeligt og svært at modstå, fordi det er så velsmurt. Det åbner for den velkendte sang om, at det er hørt før og alt det der. Det ændrer bare ikke på, at det er en formel, når den er i kompetente hænder, som her, der er utroligt slidstærk.

Jeg kan lide lyden, energien og den snert af intensitet og pågåenhed, som man finder hos Prisma. Det gør, at nok er der medvind på deres cykelsti, men der er stadig noget bund i deres tråd, så man får sved på panden. Så er det bare ud og afsted, hvis man kan holde til en tur mere ud i det danske indie landskab?

Konklusion: OK, jeg tager lige én tur mere med catchy indie, men så må det også være nok for denne omgang! Stærk single, intet nyt er i dette tilfælde godt nyt.

Tilflugt – “Dalens Bund”

Tilflugt er et nyt Aarhus-baseret Indie Rock band.

“I “Dalens Bund” beskrives en dramatisk scene, hvor et ungt individ bliver splittet i to. Individet må efterlade en del af sig selv på jordens overflade, og lade den anden del forfalde og synke mod bunden, så den til sidst bliver opslugt af en mystisk sø. I en undervandsvals fremført med drømmende melankolsk rhodes og dryppende guitar-flageoletter, fortælles en historie om en begyndelse, der må starte med barndommens ruin.

Det er temaet om overgangen fra barn til voksen, som” Dalens Bund” undersøger. En overgang, der både indebærer en sorg over, at stå for enden af sin barndom, og en uro for det medfølgende ansvar ved at træde ind i de voksnes rækker”

Der står en del mere i beskrivelsen, men vi klipper lige her. Der er tydeligvis tænkt over sagerne her, både hvad angår det flydende lydunivers og meningen med nummeret. Udførelsen kan man ikke sætte mange fingre på, det fanger og tryllebinder mig måske bare ikke helt.

At jeg ikke lige bliver “rørt” eller emotionelt investeret kan jo skyldes mange ting, og har ikke nødvendigvis noget med sangen kvalitet at gøre. Det er et af den slags numre, hvor jeg tænker “dygtigt udført”, og så rammer det ikke specielt meget dybere.

Det hele er meget sart, smagfuldt og “lækkert”. Der flyder en poetisk tone og åre gennem det hele, fra det blålige lydbillede til ordene. Tænke-pop kunne man måske kalde det. Det er det stille drama, hvor et eller andet ligger og presser på lige udenfor sangens boble. Skubber til den, truer med, at ruske op i det hele.

Det giver en fin spændingskurve sangen igennem, og et element af en snigende uro, noget der kan få det hele til at vippe, eller boblen til at briste. Et endeligt sammenbrud udebliver dog. Ikke nødvendigvis et problem, men det gør, at sangen for mig kommer til, at virke som solid opbygning, uden et pay-off. Endnu et eksempel på stemningsopbygning og at holde den, når den er etableret og lade det udgøre “dramaet” og pointen i sig selv.

Konklusion: Den fik ikke for alvor fat i mig, men der er bestemt tale om kompetent håndværk. Tilflugt virker meget stilbevidste, har styr på deres lyd. Der er noget formfuldendt og gennemført over deres lyd.

Jaguaren i Skoven – “Langt Fra København”

I Nordskoven cirka 10 timers gang fra København ligger en lille træhytte, hvor der i den seneste tid er sevet nostalgisk fuzzguitar og tågede popmelodier ud gennem sprækkerne.

Det er Jack Skov og hans free-rockede band Jaguaren i Skoven, der er på spil. Jack står bag melodierne, og sammen med sine fire medsammensvorne, Fugl, Velourhanen, Steen og Rævefar, har han indspillet et psykedelisk popalbum på dansk med titlen “Skattejagt”. Albummet udgives på Danmarks befrielsesdag 5. maj 2021, og i dag slippes singlen “Langt Fra København”.

Jaguaren i Skoven har jeg også været omkring et par gange, et lidt særpræget dyr i den danske musiknatur. Og et, der lader til at skifte lidt ham for hver gang og nægter, at lade sig definere af noget fast udseende.

Denne gang driver dyret rundt i skov og krat med en “fiskekutter-melodi”. De ret enkle, tøffende toner lyder som om det er frembragt på et lille keyboard. Det minder mig, på en eller anden måde, også om nogle af de ting R.E.M. eksperimenterede med på plader som Up og Reveal?

Med konceptet in mente og den flagrende musikalske stil, så kunne man sagtens være tilbøjelig til, at opfatte Jaguaren i Skoven, som en lidt fjollet størrelse. Men, når musikken spiller, så er der noget sært dragende og iørefaldende over udtrykket. “Langt Fra København” er ingen undtagelse.

Man lulles ind i universet, der har sin helt egne farver, lyde, “smag” og stemning. Det er på den måde små-psykedelisk og trippet. Enkelt, ja, men ikke simpelt eller for letbenet. Fundamentet kan virke lidt spinkelt, men det kan bære og har nok, at byde på som gør det til interessant lytning.

Konklusion: Sært dyr, denne jaguar, men det kan sgu’ noget?!

Føjes til På Repeat-listen: Jeg var lige ved, at inkluderer hele baduljen, men vi “nøjes” med… Nana Jacobi, Pleasure Raft og Jaguaren I Skoven.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Zuhal Kocan, Mathilde Falch “Suk” singlecover

Previous articleMads Kronborg: Afkalker Elkedlen ★★☆☆☆☆
Next articleSeveral Things: Please Don’t Do This To Me Life (opsamling) ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.